Den australske flygtninge-model er ikke en succeshistorie

Flygtningemodel får flere og flere til at begå selvmord og koster milliarder af kroner. Det kan Amnesty International endnu engang dokumentere i en ny rapport.

Den australske flygtningemodel har spillet fallit. Det kan Amnesty International endnu engang dokumentere i en ny rapport  sammen med Australsk Flygtningehjælp. På øen Manus i Papua New Guinea og i østaten Nauru er flygtningenes situation så håbløs, at selvmordsforsøg og selvskade hører til dagligdagen. Dette gælder også for børn helt ned til 9-års alderen, som forsøger at hænge sig selv. Senest har en mand på Manus prøvet at begå selvmord ved at sluge barberblade og negleklippere. Indtil videre er 12 mennesker døde i de to lande, som Australien betaler for at modtage og huse asylansøgere og flygtninge. De fleste dødsfald skyldes selvmord. 

Amnesty International dokumenterer i en ny rapport, hvordan sundhedssituationen er blevet markant forværret på øen Manus, efter at de australske myndigheder har halveret sundhedspersonale, som behandler depression og posttraumatisk stress. Der er nu fire ansatte med disse kompetencer til at hjælpe de 626 flygtninge, som opholder sig på øen. Inden for bare to måneder har der været fem selvmordsforsøg. 

De australske myndigheder har skåret ned på antallet af specialister velvidende, at en helbredsundersøgelse fra FN’s Flygtningehøjkommissariat allerede for to år siden viste, at 88 procent af asylansøgerne og flygtningene på øen led af svære mentale lidelser. Den australske regering har også lukket for tortur og trauma-rådgivning på øen. Asylansøgere og flygtninge på øen benytter sig af en lille lokal klinik og det lokale hospital, som er alvorligt underbemandet og uden tolke. En er allerede død af blodforgiftning på grund af fejl og forsinkelser i det lokale sundhedssystem.

”De australske domstole har besluttet, at de steder, hvor de australske myndighederne står for sundhedsydelser, skal ydelserne være tilstrækkelige. Derfor skal syge asylansøgere og flygtninge, som har behov for det, sendes til Australien. Men det nægter myndighederne, fordi de har sagt, at ingen bådflygtninge må sætte deres fod på australsk jord,” fortæller Kate Schuetze, Amnestys researcher i Stillehavsregionen. 

Lever i evig frygt

Udover uvisheden om fremtiden, lever asylansøgere og flygtninge på Manus i evig frygt. Størstedelen bor i tre transitcentre, efter at Papua New Guineas højesteret erklærede et samlet modtagecenter på en flådebase for ulovligt. Selvom centrene i princippet er åbne, føles de som et fængsel, fortæller flygtningene, blandt andet fordi det er farligt for dem at færdes uden for murene hos lokalbefolkningen. 

Indenfor det seneste år er en flygtning blandt andet blevet dolket med en skruetrækker gentagende gange i forbindelse med et overfald, lokale mænd har udstedt dødstrusler i et af transitcentrene, og en flygtning er blevet angrebet med en machete. Kun få af de overfald, som bliver begået af lokalbefolkningen, er blevet undersøgt.

Australiens medansvar

Ifølge Flygtningekonventionen har asylansøgere og flygtninge ret til beskyttelse i det land, hvor de først ansøger om asyl. Denne individuelle ret har Australiens regering siden 2012 udliciteret til regeringen i Papua New Guinea og til østaten Nauru. Selvom landene også har ratificeret flygtningekonventionen og har ansvaret for de overtrædelser af menneskerettighederne, som sker på deres territorium, har Australien et medansvar.

Det er den australske regerings beslutning at sende asylansøgere videre til de to lande vel vidende hvilke forhold, de må leve under. Det er også den australske regering, som betaler for asylansøgere og flygtninges ophold og de services, som de har adgang til. Og det er også Australien, som bestemmer, hvilke tredje lande der må modtage de mennesker, som har opnået flygtningestatus – hvilket er langt størstedelen af de i alt 1600 mænd, kvinder og børn, som opholder sig på de to øer. Sidst men ikke mindst er det Australiens beslutning, om den måde asylansøgere og flygtninge bliver behandlet på, skal fortsætte.

“Erfaringerne fra Australien bør få danske politikere til at genoverveje ideen om at flytte modtage- og udrejsecentre for asylansøgere til et land uden for Europa. Flygtninge-modellen er både menneskelig og juridisk forkastelig. Og den er ikke gennemtænkt,” siger Amnesty generalsekretær Trine Christensen.

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, når det kommer til den australske flygtningemodel. For hvad skal der ske med de mennesker på Manus og Nauru, som har opnået flygtningestatus? Den australske regering vil sende dem til et ikke nærmere defineret tredje land. USA har tidligere sagt, at de vil huse 1200, men det er kun blevet virkelighed for 400 flygtninge. New Zealand har tilbudt at huse 150, men det forslag har den australske regering takket nej til. Og hvad skal der ske med de mennesker, som ikke opnår flygtningestatus?

Den australske regering vil have os til at glemme mændene på Manus. Regeringen har gjort alt hvad de kan for ikke at sige sandheden, men de modige mænd på øen er blevet ved med at tale deres sag. De er stadig Australiens ansvar, og hvad der sker med dem, er skamfuldt for Australien,” siger Joyce Chia, leder af programafdelingen i Australsk Flygtningehjælp.