Det danske paradoks

 
Udgivet
01.
Serie - Del 4

Nils Meilvang/Ritzau/Scanpix: I november 2017 overtager Danmark formandskabet for Europarådets Ministerkomité.

Del 4: Det danske paradoks


Artiklen her er produceret af medlemsbladet AMNESTY. 
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen
Del 1 og 2 og 3 i fortællingen kan du læse her. 

Danmark med helt fremme, da Verdenserklæringen om menneskerettighederne vedtages i FN i 1948. Det samme er Danmark i 1953, da det europæiske menneskerettighedssystem indstiftes med både konvention og fælles domstol. Og støtten fortsætter ufortrødent igennem 70’erne, 80’ og 90’erne.

Men i 2001 sker der, ifølge professor i jura ved KU, Jens Elo Rytter, ”markant” nyt i Danmarks hidtidige forhold til det internationale samarbejde om menneskerettighederne. Ikke mindst opstramningerne af udlændingeloven giver diskussioner om menneskerettighederne og kritik af samme, særligt fra den nye VK-regerings støtteparti, Dansk Folkeparti.     

”I 2001 ser vi for alvor nogle af de første tegn på, at der sker noget nyt i Danmarks forhold til menneskerettighederne. Jeg opfatter det som et ret markant skifte”, siger Jens Elo Rytter, og peger på, at der i Danmark samme år afgives en betænkning af et ekspertudvalg, som anbefaler Danmark direkte at inkorporere FN’s kernekonventioner i dansk lov for at styrke menneskerettighederne.

Det ender politikerne med daværende justitsminister Lene Espersen (K) i spidsen i 2003 med at afslå. 

”Man kan jo i dag gætte på, om udfaldet ville have været anderledes, hvis indstillingen var sket et årti før, da man skrev Menneskerettighedskonventionen ind i dansk lov”, siger Jens Elo Rytter og tilføjer, at kritikken af menneskerettighederne i 00’erne ikke kun er politisk, men at der også er fremtrædende jurister, som nu er forbeholdne.

Den nye skepsis ses også i Danmarks reaktioner på kritik fra FN-organer, mener han:

”Før fulgte Danmark også udtalelse fra FN-organer, selv om var tale om såkaldt ”blød lov”. Når der kommer en kritik i dag, bliver den skudt ned, fordi den ikke er juridisk bindende. Sådan var det ikke før 2001”, siger Jens Elo Rytter.   


Kampen om Institut for Menneskerettigheder

På Det Danske Center for Menneskerettigheder mærker man også, at debatten om menneskerettighederne er kommet til Danmark. 

Centret står opført på en liste over 100 nævn og råd, som Fogh-regeringen planlægger at nedlægge eller at fratage statsstøtten. 

Det fører til en heftig dansk debat, som udspiller sig blandt politikerne, men også på lederplads i danske medier.

Som det hedder i Jyllands-Posten i december 2001:

”Endeløse myter er skabt. De bilder vore politikere ind, at Danmark er bundet på hænder og fødder af fornemme internationale konventioner. Hvem kan være så ubehøvlet eller så provinsiel at gå i rette med eller vende sig imod for eksempel internationale menneskerettigheder eller Børnekonventionens velmenende bestemmelser? Skulle nogen formaste sig til at sætte det mindste spørgsmålstegn ved denne særlige form for evige sandheder, falder hammeren straks fra den konventionelle godhedsindustris medievante talsmænd.”

Eller i Information i januar 2002:

”Statsministeren forsøgte selv at lægge linjen i sin nytårstale med appellen til mulige fordomme over for de dele af den danske befolkning, der i kraft af deres professionelle baggrund kan formidle viden og indsigt til resten of befolkningen. De er så ganske indlysende ikke i kridthuset hos den nye regering uanset om de betegnes som eksperter eller smagsdommere. Åbenbart falder en seriøs og særdeles velfunderet institution som Det Danske Center for Menneskerettigheder ind under denne kategori. Regeringen ønsker ikke at høre kritiske bemærkninger om eventuelle krænkelser af de universelle menneskerettigheder i en dansk sammenhæng netop nu, hvor yderligere stramninger i udlændingelovgivningen er under optræk.”

Det Danske Center for Menneskerettigheder bliver ikke lukket.

I 2002 bliver det lagt sammen med en række øvrige forskningsinstitutioner og tager navneforandring til Institut for Menneskerettigheder. Fra 2013 bliver Institut for Menneskerettigheder igen en selvstændig, uafhængig institution.


”På en måde har menneskerettigheder en meget stærk position. De er blevet bindende og er meget mere synlige end i 1948. Alene derfor er der også kommet mere debat”

Eva Maria Lassen, ph.d. i historie og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder


Paradokset i 2018

Året 2018, 70-året for Menneskerettighedserklæringens vedtagelse, bliver et særdeles begivenhedsrigt år i Danmarks forhold til Menneskerettighederne.

Helt fra årets begyndelse overtager Danmark formandskabet for Europarådet og sætter sig i spidsen for et forsøg på at reformere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så den vil være mere tilbageholdende med at underkende de nationale domstoles afgørelser.

Som det lyder i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale til Europarådet i januar 2018:

"Vi har brug for et system, der er hårdere ved de lande, der ikke lever op til deres menneskerettighedsforpligtelser. Samtidig skal vi have et system, der ikke blander sig for meget i de lande, der tager menneskerettighederne seriøst".

Ved årets udgang, i oktober, får Danmark formelt en plads i FN’s Menneskerettighedsråd efter en årelang indsats fra Udenrigsministeriet, som har arbejdet målrettet for, at Danmark kan få en plads ved bordet i det FN-organ, som er sat i verden alene for at sikre menneskerettighederne. Rådet er oprettet i 2006, men er i 2018 kommet i modvind efter USA har trukket sig fra rådet i protest over, at det ifølge Trump-administrationen har en kronisk modvilje med Israel og i øvrigt består af en række lande, som selv groft overtræder menneskerettighederne.

De danske ønsker om en mere tilbageholdende menneskerettighedsdomstol i Europa og en plads i FN’s Menneskerettighedsråd kan umiddelbart synes at pege i hver sin retning, når det kommer til at vurdere Danmarks aktuelle forhold til menneskerettighederne.

Forklaringen på det tilsyneladende paradoks kalder Jens Elo Rytter dog for ”rimeligt banal”.

”Det er jo ikke farligt at støtte op om menneskerettighederne, så længe de ikke generer vores eget retssystem, eller de tiltag, som politikerne gerne vil have gennemført. Ingen i Danmark har noget imod, at regeringen i FN plæderer imod tortur og for kvinders rettigheder. Men samtidig kan den ønske at stække Menneskerettighedsdomstolen, fordi den begrænser den nationale handlefrihed, herunder muligheden for at udvise kriminelle udlændinge”, siger Jens Elo Rytter.  

Deri fremtræder også en grundlæggende forskel mellem 1948 og 2018, mener Jens Elo Rytter:

”Menneskerettighederne er blevet udmøntede og konkrete. Vi har en domstol, som vi faktisk skal følge. Og så begynder det jo at genere den politik, man gerne vil føre - også i Danmark.”

For Eva Maria Lassen er Danmarks nye medlemskab af FN’s Menneskerettighedsråd et ”klart signal om, at Danmark fortsat gerne vil være med i front”. 

”På en måde kan du godt sammenligne Danmark i 1948 og i 2018. Danmark vil stadig gerne fremme menneskerettighederne, på trods af nationale debatter. Men i 1948 tænkte vi nok ikke så meget på vores egne forpligtelser. Vi tænkte, at vi allerede havde det, som andre lande manglede. I dag er menneskerettighederne forpligtende, og Danmark er selv hele tiden i spil”, siger Eva Marie Lassen.

Hun peger på især udlændingeområdet og religionsfriheden som to af de store aktuelle danske debatpunkter om menneskerettighederne.  

”På en måde har menneskerettigheder en meget stærk position. De er blevet bindende og er meget mere synlige end i 1948. Alene derfor er der også kommet mere debat”, siger Eva Maria Lassen.


02.
Interview

3 hurtige til Jan E. Jørgensen, Menneskerettighedsordfører for Venstre

Af Malene Haakansson

Hvordan synes regeringen, at det går med menneskerettighederne i Danmark?

Isoleret set har menneskerettighederne det godt. Der er rigtigt mange af menneskerettighederne, som vi betragter som selvfølgeligheder som for eksempel ytringsfrihed. Men omvendt er der også menneskerettigheder, som bliver italesat som problematiske. Når vi politikere siger, at vi gerne vil have udvist den og den serieforbryder, men det kan vi ikke på grund af konventionerne, så er det ikke så mærkeligt, at en stor del af danskerne tænker, at så må vi ud af de konventioner.

Men vi vil jo ikke ud af konventionerne. Derfor skal vi politikere hele tiden huske, at det ikke er en selvfølge, at danskerne ved, hvorfor det er fornuftigt at have menneskerettighederne. Og at vi kan få lagt menneske-rettighederne for had ved en forkert italesættelse af de problemer, som vi har. Mange af problemerne er jo selvskabte plager. Vi har for eksempel haft en overforsigtighed i forhold til at tolke retten til et familieliv. De danske domstole har været alt for tilbageholdende med at udvise.

Har regeringen været med til at bruge den forkerte retorik?

Jeg kan ikke pege på en bestemt politiker, men der har været en bred mangel på forståelse af vigtigheden af ikke at tale om menneskerettighederne på den måde. Helt generelt synes jeg, at man skal lade være med at bruge menneskerettighederne som et hofteskud. Man skal hele tiden vurdere, at hvis der er noget, man gerne vil, er vi så sikre på, at det er i strid med menneskerettighederne? Kan man gøre det på en anden måde, så det ikke strider mod menneskerettighederne? Det vil også gavne den folkelige forståelse af vigtigheden af at have menneskerettighederne.

Der har været meget debat om, hvorvidt regeringen er villig til at bryde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – er regeringen det?

Vi overtræder ikke Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det kommer vi aldrig til at gøre. Vi synes, at konventionen og menneskerettighederne er fornuftige. Men til det at bakke op hører også, at vi tester rækkevidden. Det er for at gavne menneskerettighederne, at vi for eksempel stiller spørgsmålet: ”Kan det virkelig passe, at menneskerettighederne forhindrer os i at udlevere personer til straf i Rumænien, fordi cellerne dér er for små?


@amnesty

21-year-old Gustavo was blinded by police during a protest in Santiago, Chile in 2019. Gustavo hopes that his blind… https://t.co/OTMyMnBPPW