En sort dag for mennesker på flugt i Danmark

Folketinget har i dag godkendt finansloven for 2019. Den politiske aftale bag finansloven vil medføre nye forringelser for mennesker, som har fundet beskyttelse i Danmark fra krig og overgreb i deres hjemlande.

Det er særligt de markant lavere ydelser til flygtningefamilier, som Amnesty kritiserer.

“Mere fattigdom og mere eksklusion fører sjældent noget godt med sig. Hverken for dem, det går ud over, eller for det omgivende samfund,” siger generalsekretær i Amnesty International, Trine Christensen.

Amnesty stiller sig også kritisk over for muligheden for et minister-bestemt loft for familiesammenføringer samt planen om at placere et udrejsecenter på øen Lindholm, som reelt vil føre til frihedsberøvelse af mennesker.

”Det er beskæmmende, at fokus synes at være på at sikre, at mennesker med flygtningebaggrund ikke skal føle sig velkomne i Danmark. Hverdagslivet for flygtningefamilier skal gøres så besværligt og utålelig som muligt,” siger generalsekretær i Amnesty International, Trine Christensen.

De voldsomme konflikter, som sender millioner på flugt i disse år, kan ofte vare i årevis. Mens flygtninge venter tålmodigt i Danmark på, at forholdene i deres hjemlande forbedres i tilstrækkelig grad, har de krav på at blive behandlet med værdighed og uden diskrimination, mener Amnesty.

”Hvis ambitionen er, at mennesker med flygtningebaggrund skal ud af Danmark hurtigst muligt for at hjælpe med at genopbygge deres ofte krigshærgede lande, så bør fokus være på at bygge mennesker op i stedet for at nedbryde dem, ” siger Trine Christensen

De enkelte initiativer i finansloven, der handler om flygtninge, vil først blive fremsat som lovforslag og behandlet i Folketinget i 2019.