"Et verdenshistorisk skridt"

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Ritzau Scanpix

Under Venstre-statsministeren Erik Eriksen (i midten) og den konservative udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (t.h.) ratificerede Danmark i 1953 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Her står de begge i samtale med Dronning Ingrid på perronen på Københavns Hovedbanegård inden en rejse til England.

"Et verdenshistorisk skridt"

Danske politikeres kritik af menneskerettighederne er i dag højlydt. Helt anderledes lød det, da Danmarks Rigsdag i 1953 enstemmigt og stolt gav sin støtte til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og oprettelsen af en domstol for Europas borgere.

Af Bjarke Wiindahl Pedersen

Artiklen er bragt i AMNESTY #2 2018

København, marts, 1953:

Det er et historisk spørgsmål, som den danske Rigsdag skal tage stilling til: Skal Danmark støtte den nyskrevne Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og den tilhørende domstol? Skal Danmark være med i det fællesskab af stater, som af egen fri vilje nu foreslår at begrænse deres egen og hinandens magt for i stedet på tværs af en række europæiske landegrænser at styrke borgernes rettigheder?

Den konservative udenrigsminister Ole Bjørn Kraft indleder forhandlingerne:

”Kampen for menneskerettighederne, for deres beskyttelse og hævdelse er måske den største sag i tiden. Ved gennemførelsen af denne konvention løfter Vestens demokratier, der har planlagt den og agter at gennemføre den, en stor kristen og humanistisk arv. Det er et verdenshistorisk skridt, der tages, når man går fra erklæringer til juridisk bindende beslutninger”, siger han, hvorefter partierne på skift tager ordet.

Når et land ratificerer Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, bliver den underskrevet af landets ledere. Her er det fra da Østrig ratificerede i 1957.

 

Næste taler er Socialdemokratiets ordfører, den tidligere prominente modstandsmand, Frode Jakobsen. Også han meddeler sit partis støtte til idéen om at gå fra FN’s ikke-bindende erklæringer til nu at indføre et juridisk system i Europa:

”To principper er af afgørende betydning for denne konvention: Oprettelsen af en domstol og individets, ikke bare statens, ret til at klage, hvor menneskerettigheder krænkes. Det sidste er vigtigt. Ved en menneskerettighedernes konvention er det jo ikke stater, der skal beskyttes, men mennesker”, siger Frode Jakobsen, hvis synspunkt bakkes op af formanden for Venstres rigsdagsgruppe, Niels Elgaard:

 "Det betydningsfulde ved dette forslag til rigsdagsbeslutning er derfor ikke den formulering, som frihedsrettighederne her har fået, men den omstændighed, at vi overfor vore venner i de øvrige vesteuropæiske lande forpligter os til gennem vores lovgivning at sikre disse frihedsrettigheder, og at vi af de øvrige tillige kan kræve, at disse rettigheder respekteres i deres lande”.

Den 20. marts 1953 besluttede den danske Rigsdag, at Danmark skulle tilslutte sig og dermed juridisk binde sig til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


Et lille lands visdom

Hvis udenrigsministeren har forberedt sig på at skulle forsvare regeringens indstilling om at tilslutte sig EMRK og domstolen, har han gjort det forgæves. Et efter et meddeler partierne i Rigsdagens to kamre deres støtte, hvilket får Ole Bjørn Kraft til selv at bemærke, at hans opgave under debatten har begrænset sig til at takke ordførerne for deres opbakning.

Dog har Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en enkelt anke: Kunne Danmark ikke have været det første land, som accepterede både konventionen og domstolen?

Til det bemærker udenrigsministeren, at hidtil har kun Irland gjort det samme: 

”Måske er det symbolsk, at det er to små stater, der her går i spidsen, måske fatter vore folk bedre end de store værdien af at sikre disse rettigheder, men det er vort håb, at de andre stater, der har været medunderskrivere, hurtigt vil følge efter, så at disse menneskerettigheder, hvorom kampen står i den hele verden, kan blive sikret og beskyttet og hævdet, ikke blot for vore folk, men overalt i verden.”

Forslaget om at tiltræde konventionen og støtte oprettelsen af domstolen vedtages den 20. marts 1953 enstemmigt i Rigsdagen. 


Europarådet vedtog konventionen i 1950

Den 5. maj 1949 underskrev 10 lande, heriblandt Danmark, en aftale om at oprette Europarådet.

Året efter vedtog rådet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som giver brogerne mulighed for at klage til den tilknyttede Menneskerettighedsdomstol, der skal sikre den enkelte borger i Europarådets medlemsstater mod, at hans eller hendes menneskerettigheder bliver krænket.

Ifølge statutten fra 1949 er Europarådets formål, "at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer  med henblik på at sikre og virkeliggøre de idealer og principper, der er deres fælles arvelod og at begunstige deres økonomiske og sociale udvikling". 

At samtlige medlemmer af Europarådet i 1950 vedtog Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, betød ikke, at den var juridisk bindende for medlemslandenes regeringer og myndigheder. Det krævede, at de enkelte landes parlamenter ratificerede konventionen. Danmark var efter Irland det andet land i Europa, der gjorde det.