”Jeg har mødt familiefædre, der tog på arbejde og udførte tortur”

01.
Medlemsblad

”Jeg har mødt familiefædre, der tog på arbejde og udførte tortur”

Skuespilleren og stjernen fra tv-serien "Broen" Thure Lindhardt er både fascineret og skræmt af, at mennesker kan påføre andre mennesker bevidst smerte. Han har selv undersøgt torturens væsen gennem møder med både overlevere og bødler.

1

Du har været med i en række tvprogrammer på DR, hvor du blandt andet rejser til Cambodja og Uganda og møder både torturbødler og overlevere. Hvorfor sagde du ja til den rolle?

I løbet af de sidste 15 år er danskernes tolerance over for tortur desværre steget, og efter 9/11 har vi fået en større tilbøjelighed til at acceptere tortur, når det gælder terrorisme. Og det fascinerer mig. Ikke torturen i sig selv, men de psykologiske mekanismer i mennesket, der gør, at vi er i stand til at påføre andre mennesker bevidst smerte. For jeg forstår det simpelthen ikke. Så præmissen for at tage af sted var en undersøgelse af det menneskelige sind, fordi tortur måske er det grelleste eksempel på det menneskelige sinds grusomme tilbøjeligheder. Jeg tror helt naivt på, at jo mere forståelse, oplysning og uddannelse, vi kan skabe, des mere kan vi være med til at bevidstgøre de grusomme effekter af tortur og måske også den måde, vi opfører os over for hinanden på.

2

Hvad har du lært af din undersøgelse af det menneskelige sind?

De fleste af de bødler, jeg talte med, var almindelige familiefædre, der var gået på arbejde og havde udført tortur, og så var de taget hjem igen, spist aftensmad og hygget sig med deres børn. Hver gang individet forsvinder, og vi blindt følger et andet menneske, så kan vi miste os selv og blive i stand til at udføre handlinger, som vi – når vi er ved vores fulde fem – tænker og siger, at vi aldrig nogensinde ville kunne gøre.

3

Hvad sagde torturbødlerne til deres forsvar?

Mange af dem forsvarede deres handlinger fuldstændig og blev vanvittig rasende, hvis jeg gik dem på klingen. I Cambodja var der mennesker, der havde været med til at torturere titusinder af deres landsmænd i Tuol Slengfængslet i Phnom Penh, og flere af dem sagde, at de var blevet tvunget til det af andre. Der var meget få, der selv tog ansvar for at have begået tortur.

4

Hvad gjorde allermest indtryk på dig?

Det var en mor og søn i Uganda. Sønnen var blevet bortført som tiårig og kommet hjem til sin landsby som tyveårig, efter at han havde været med til at torturere og dræbe i hundredvis af mennesker. Det havde gjort ham så dybt traumatiseret, at han havde plyndret sin egen familie og tæsket sine brødre. Jeg talte med ham, efter at han havde brændt sit eget hus af, fordi han mente, at alle stemmerne i hans hoved befandt sig derinde. Men, som han så sørgmodigt sagde, så forsvandt de ikke. Men det gjorde hans kone og fire af hans børn, som brændte ihjel. Bagefter tog jeg ud og talte med hans mor, og den smerte, der var i den kvindes hjerte, gjorde dybt indtryk. Hun kunne godt tilgive ham, fordi hun var hans mor, men samtidig kunne hun ikke holde hans gerninger ud. Det møde viste mig tydeligt, at tortur ikke blot rammer den torturerede, men breder sig som ringe i vandet og kan ødelægge både en familie og en hel landsby.

5

Hvad kan vi helt konkret gøre for at bekæmpe tortur?

Tortur lever bedst i skjul, og de fleste stater ved godt, at de ikke må bruge det. Her kan Amnestys arbejde være medvirkende til, at de enten ikke tør gøre det eller tvinge dem til at tænke anderledes.

6

Hvorfor er tortur relevant at forholde sig til i et land som Danmark?

Vi skal vide, hvad der foregår ude i verden, og hvad mennesker er i stand til at gøre ved hinanden, så vi aldrig tager vores tryghed og moral for givet. For den kan ændre sig på et splitsekund, hvis den rigtige trussel udefra pludselig opstår

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!