Myndighederne går helt galt i udvisningen af Mint

Den 13-årige thailandske pige Mint kunne ikke integreres, og derfor måtte hun i oktober forlade Danmark, afgjorde myndighederne. Men den vurdering ignorerede adskillige vigtige forhold og synes fortsat uden hold i virkeligheden, kritiserer Amnesty International, som med familiens tilladelse har gået afgørelsen efter i sømmene.

Kommentar af Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty Danmark

Det er med god grund, at en sag som den om Mint i efteråret tiltrak sig opmærksomhed i hele Danmark.

For det gik kort sagt helt galt for de danske myndigheder.  

I stedet for at træffe en afgørelse, som forholdt sig til de faktiske, virkelige forhold, opfandt man en vurdering om, at Mint ikke vil kunne opnå en sådan tilknytning til Danmark, at hun vil kunne integreres her i landet.

Når man læser myndighedernes afslag, leder man forgæves efter oplysninger om, hvad myndighederne bygger denne vurdering på.

Der er tale om en forudsigelse – en spådom, kunne man kalde det – hvor først Udlændingestyrelsen og siden Udlændingenævnet afgør, at Mint ikke vil kunne integreres her i landet. Men vi kan ikke få vide, hvad det er for en særlig indsigt, myndighederne har, som gør, at de kan se ind i fremtiden.

Spøg til side.

På stort set alle andre retsområder end udlændingeområdet ville man som en selvfølge forlange og forvente, at en afgørelse, hvorved der gives afslag i en sag, som får helt afgørende betydning for ansøgerens tilværelse, var begrundet.

At der var en henvisning til de faktiske forhold, som myndighederne støtter deres forudsigelse, deres spådom på.

Ikke mindst, når man erindrer, at sagen handler om en af de vigtigste rettigheder – og vilkår for vores liv – retten til familieliv, børns ret til at være sammen med deres forældre – eller den af forældrene, som gennem barndommen har stået som omsorgsperson.

Video: B.T interviewer Amnesty om sagen

Fejlagtig spådom

I sagen om Mint viser det sig ovenikøbet, at udlændingemyndighedernes spådom ikke går i opfyldelse.

Da Mint bliver sat på en flyver til Thailand, taler hun dansk, klarer sig fint i skolen, har danske venner, går til sport og opfører sig i det hele taget, som vi ville forvente af en 13-årig.

Men dét indgår ikke i vurderingen, får vi at vide.

Normalt ville man forvente, at Udlændingenævnet ville tage sagen op igen – for man har jo taget fejl!, afgørelsen hviler på en forudsætning, der ikke holder.

Men det sker ikke.

Myndighederne henholder sig i stedet til, at Mint ikke talte dansk, da hun kom til landet for første gang, hvilket mildest talt også ville have været besynderligt.

For alle andre end udlændingemyndighederne må det være klart, at prognosen om, at Mint ikke ville kunne integrere sig, er forkert.

Men udlændingemyndighederne har afgjort sagen på baggrund af de oplysninger, som forelå, at da Mint kom til landet.

Man skulle tro, at afgørelsen – for at have mening – skulle tage udgangspunkt i forholdene, som de er nu.

Ikke som de var, da Mint kom.

Abstrakt afgørelse

I øvrigt er der ikke tale om en konkret afgørelse, hvor myndighederne har talt med Mint.

De har truffet en helt abstrakt afgørelse om Mints integrationspotentiale, uden at der anføres et eneste faktisk forhold om Mint, om hendes mor og om hendes mors mand, der kan begrunde, hvorfor ”integrations-toget” angiveligt er kørt uden Mint.

De meget positive vidnesbyrd fra Mints skole og fra hendes sportstræner ignoreres, igen uden at vi kan få at vide, hvorfor oplysningerne ikke har nogen betydning for, om Mint kan få lov at blive i landet.

Vi – og Mint – burde som minimum kunne forlange en begrundelse for, hvorfor det ikke tæller, at Mint taler dansk, gik i dansk skole og havde danske venner, da man afgjorde sagen. På alle andre områder ville man ud fra helt basale forvaltningsretlige grundsætninger forvente en henvisning til de faktiske forhold, der har ført til, at pigen ikke vil kunne integrere sig, men må rejse tilbage til Thailand.

Hvad blev der af barnets tarv?

I øvrigt har Mints mor fået en dreng sammen sin danske ægtefælle. Udlændingestyrelsen skriver i et brev til Mints mor, at man efter fast praksis undlader at foretage integrationsvurderingen, når den herboende forældre har fået barn med en person bosat i Danmark. Fordi det ville være i strid med retten til familieliv, hvis man sagde til Mints mor, at hun jo bare kan tage til Thailand, hvis hun gerne ville bo sammen med Mint.

Mints mor har fået en søn med sin danske mand. Derfor burde Mint aldrig have været integrationsvurderet.

Men Udlændingenævnet, som træffer den endelig afgørelse, forholder sig slet ikke til oplysningen om, at Mints mor har fået en søn med sin danske mand. Nævnet forklarer ej heller, hvorfor den praksis, som Udlændingestyrelsen ellers fortæller om, ikke skal gælde i denne sag.

I sagen er der også oplysninger om, at Mints biologiske far har forskellige psykiske lidelser – og kan reagere voldeligt på pressede situationer. Udlændingenævnet forholder sig ikke til disse oplysninger, som ellers har betydning for vurderingen af, om Mint kan sendes til Thailand.

I det hele taget nævner ingen af afgørelserne fra de danske myndigheder spørgsmålet om barnets tarv – om Børnekonventionens krav om, at vi i alle forhold vedrørende børn skal tage udgangspunkt i, hvad der tjener barnets interesser bedst.

Problemet med integrationsvurderingerne

Det forhold, at Mints mor er gift med en dansk mand, og at både moren og Mint på den måde kan siges at have en ”genvej” til det danske sprog og viden om det danske samfund, forbigås også uden begrundelse.

Reglen om, at alle børn over otte år skal ”integrationsvurderes”, når den ene forældre tager til Danmark uden at have barnet med sig med det samme, er noget makværk.

Det bygger på en konstruktion – et postulat – om, at man kan foretage en ”vurdering” af, om et barn på otte år eller derover, vil kunne integreres i det danske samfund i løbet af den barndom, som ønskes tilbragt her.

Det er i sagens natur ikke let for de sagsbehandlende myndigheder at kompensere for den dårlige lovgivning – men i en sag som Mints må man desværre sige, at de heller ikke forsøger.

Oprindelig var regeringens begrundelse for at indføre en regel om, at alle børn, som søges familiesammenført til den ene forældre i Danmark, skal underkastes en ”forudsigelse” om deres integrationspotentiale, at man ikke ønskede, at udenlandske statsborgere, som flyttede til Danmark, lod deres børn forblive i hjemlandet, indtil kort før de blev 18 år gamle, for at undgå, at børnene blev for påvirkede af danske normer og sædvaner.

”Hvis børnene skal leve som borgere i Danmark, skal de begynde på det så tidligt som muligt, så de ikke står helt fremmede og uden kendskab til det danske samfund, når de kommer hertil, kort før de fylder atten år,” var argumentet kort fortalt.

Det er isoleret set ikke et argument, som man fuldstændigt kan ignorere og afvise.

Samfundet har en legitim interesse i, at børn, som skal leve i Danmark som voksne, kommer i skole, lærer dansk og så videre så hurtigt som muligt, så de kan orientere sig i det danske samfund så hjemmevant som muligt.  

Men når det så viser sig, at man bruger reglen til at afvise børn på 10-11 år uden skyggen af konkret vurdering, så bør reglen laves om.