Oswaldo Rivas
Nicaragua 17. juli 2018: En civil og maskeret, regeringstro mand med skydevåben patruljerer gaderne i Masaya efter sammenstød med borgere, der protesterer mod præsident Ortegas sociale reformer.
Nicaragua: Demonstranter dræbt, tortureret og anklaget med falske beviser
Siden april har der i Nicaragua udspillet sig omfattende protester mod en række reformer af landets sociale sikkerhedsnet. Regeringen har reageret med væbnet magt og har tilladt, at regeringsloyale civile væbnede grupper slår ned på demonstranter med automatvåben og snigskytterifler. Flere hundreder er døde og mindst 2.000 er sårede. Ny rapport fra Amnesty dokumenterer de grove brud på menneskerettighederne.
Leyting Chavarría var endnu ikke fyldt 16, da han blev fundet trængt op i et hjørne af en smal gyde med et skudsår i brystkassen og en slangebøsse i hånden. Han var død. Drengen blev fundet kort efter, at regeringstro væbnede grupper havde angrebet demonstranters barrikader i hans hjemby Jinotega.
Et andet sted en anden dag blev liget af politibetjenten Faber López udleveret til familien. Nicaraguas regering meddelte efterfølgende, at han var blevet myrdet af væbnede terrorister. Familien fortæller dog til Amnesty, at de ikke fandt skudsår på hans krop, men at den bar adskillige spor fra tortur. Dagen inden havde Faber López ringet til familien for at fortælle, at han ville aflevere sin opsigelse til politiets ledelse. Han understregede, at hvis de ikke hørte fra ham igen, så ville det være fordi, hans egen enhed havde myrdet ham. Faber López ringede aldrig hjem igen.