”Alle har et bristepunkt. Alle kan tilstå en forbrydelse, de ikke har begået”

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

”Alle har et bristepunkt. Alle kan tilstå en forbrydelse, de ikke har begået”

Den danske advokat Jane Fisher-Byrialsen har gjort USA’s uskyldigt fængslede til sit speciale. Lige nu kæmper hun for at få løsladt Renay Lynch, der på 21. år sidder fængslet for et drab, hun hævder, hun aldrig har begået.

Af Thea Pedersen
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2019

Jane Fisher-Byrialsen skal snart foretage et telefonopkald, der giver hende søvnløse nætter. Hun ved også allerede, at hun vil blive konfronteret med det på den røde løber i Los Angeles, når der er premiere på dokumentarfilmen ’False Confessions’. Den danskproducerede film, der har hende selv, som dansk forsvarsadvokat, i hovedrollen men også flere af hendes klienter: Blandt andre den tidligere pædofili-anklagede danske pædagogstuderende Malthe Thomsen samt den nu sexforbryder-frikendte Korey Wise. Men det er den drabsdømte sorte kvinde Renay Lynch, som også er en del filmen, der er årsagen til Janes ubehag. 

”Jeg har simpelthen haft det frygteligt, siden vi fik resultatet. Så jeg tænker selvfølgelig over, hvordan jeg forklarer det, så hun ikke får et totalt sammenbrud”, siger Jane Fisher-Byrialsen til AMNESTY over telefon fra Colorado, USA.

David mod Goliat 

Det er svaret på helt nye DNA-prøver fra den over 23 år gamle drabssag, der piner den 42-årige danske advokat, der kæmper for at få renset og løsladt 62-årige Renay Lynch. Fængslet på 21. år for et drab, hun hævder, hun aldrig har begået, men som hun dog selv har tilstået. For en forsvarer en opgave, der tangerer en David og Goliat-lignende armbrydning, når en spinkel retfærdighedssøgende dansk advokat sætter sig op imod et tungt, utilgiveligt og ifølge Jane Fisher-Byrialsen direkte ’beskidt’ amerikansk retssystem.

Det er tre år siden, at Jane første gang hørte navnet Renay Lynch. Da et brev landede på arbejdsbordet i Manhattan.

 ”Der var noget, der fangede mig ved hendes brev. Jeg hæftede mig ved gode detaljer og ved, at hun har stået ved sin uskyld helt fra begyndelsen. Havde en anden med mindre erfaring end mig fået brevet, så var hun måske blevet afvist. For præmissen for overhovedet at arbejde med uskyldigt dømte er at acceptere, at folk kan tilstå noget, de ikke har gjort. Det har jeg lært for længst”, forklarer danskeren om baggrunden for, at hun siden april 2015 har kæmpet for fange nr. 98G0539, Renay Lynch.


”Folk kan tilstå noget, de ikke har gjort. Det har jeg lært for længst”.

-Jane Fischer-Byrialsen, forsvarsadvokat


Tue Hoé

Renay Lynch har afsonet over 20 år i et højrisikofængsel i New York.

Renay Lynch sidder på 21. år fængslet for et drab, hun hævder, hun aldrig har begået. 


Dom uden beviser

Renay Lynch blev som 41-årig sort prostitueret, professionel pelstyv og narkoman ifølge Jane Fisher-Byrialsen syndebuk for et elendigt og racistisk stykke politiarbejde i Buffalo. Lynchs hvide, jødiske udlejer blev knivdræbt i 1995 i sit hjem og i de over to år, hvor politiet ikke kunne opklare mordet, brugte de først Renay Lynch som informant, siden blev hun selv anklaget. På det tidspunkt var Lynch netop blevet anholdt for et nyt pelstyveri. Men med lovning om løsladelse, blev hun ifølge Jane Fisher-Byrialsen lokket til at tilstå, at hun var på gerningsstedet sammen med morderen. Dét selvom politiet vidste, at den hovedmistænkte befandt sig i Florida på gerningstidspunktet. Ingen fysiske eller tekniske beviser knytter Lynch til forbrydelsen. Den fængselskammerat, der i retten vidnede, at Lynch betroede sig om drabet, indrømmer i dag, at var løgn for selv at komme ud i friheden. Men det tog ingen højde for i 1998, da Renay Lynch grundet sin egen falske tilståelse blev idømt 25 år til livstid. 

”Renay presses til at opdigte en historie, som inkriminerer hende. Men tilståelsen matcher bare ikke de fysiske beviser. For der er ingen beviser”, fastslår Jane.

Det er derfor danskeren, siden hun modtog Lynchs brev, har kæmpet en juridisk og bureaukratisk kamp for at få adgang til de støvede sagsakter og for med moderne teknologi at få gentestet gamle effekter fra gerningsstedet for DNA. Og det er resultatet af de undersøgelser, hun nu skal dele med sin klient. De knytter fortsat ikke Renay til drabet. Problemet er bare, at de ikke afslører den rigtige morders DNA. En bevisbyrde, der ellers kunne få Renay Lynch renset og løsladt.

”Renay har glædet sig til resultatet og ringet hver uge i troen på, at vi nu ville finde ud af, hvem morderen er. Nu skal jeg fortælle hende, at det ikke er tilfældet”.

Hvordan leverer man sådan et budskab?

”Jeg kan jo kun understrege, at vi kæmper videre. At dette ikke er ’the end’”, svarer hun.

Beskidt og råddent system

Ifølge Janes mor har det siden barndommen i Svendborg til opvæksten i Brasilien, Borneo og Kairo samt teenageårene i USA altid stået klart, at Jane skulle være advokat. Det er ikke noget Jane selv erindrer, men hun har altid villet lave noget, der kunne gøre ”en positiv forskel i verden”. 

”Jeg har aldrig villet være anklager. Min første tanke, når folk beskyldes for noget, er altid, at der er en forklaring. Ikke at de skal straffes så længe som muligt. Jeg vil hellere finde ud af, hvordan de er endt op der, hvor de er”.

Selv vurderer hun, at det er mødet med verdens forskellige klassesamfund og baggrunden i et dansk velfærdssamfund, som har formet den retfærdighedssans, der efter flere år som offentlig forsvarer i New York fik hende til at gå selvstændig med sin mand. 

”Vi så så mange uretfærdigheder. Klienter med brækkede arme, der blev tæsket af politiet. Folk der blev fængslet for noget, de ikke havde gjort”, fortæller Jane.

På jurastudiet oplevede hun en verden, der ikke altid stemte overens med virkeligheden udenfor. ”Alle professorer kender loven rigtig godt. Men ingen lærer dig, at der er et kæmpe raceproblem i USA. Som forsvarer i USA har du næsten kun at gøre med sorte og latinamerikanere. Det må føles så håbløst for dem, for racisme er simpelthen et indbygget fundament af det amerikanske samfund”, siger Jane.


”Du kan få nok så stor en erstatning. Men den psykiske skade, der påføres uskyldigt dømte, kan ikke udviskes med penge. Deres liv er ødelagt, og de bebrejder i høj grad sig selv for at have tilstået”

-Jane Fischer-Byrialsen, forsvarsadvokat


De falske tilståelser

Det var Jane Fisher-Byrialsen, der i 2015 fik renset den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen for pædofilianklager i New York. Men i USA slog hun sit navn fast, da hun igennem syv år kæmpede for - og i 2014 vandt en civil retssag for - den uskyldigt dømte sorte sexforbryder Korey Wise. I en af byens mest spektakulære kriminalsager, Central Park Five-sagen, blev i alt fem uskyldigt dømte mænd tilkendt byens hidtil største erstatningssum på 41 mio. dollars. Janes klient tog 12,5 mio. af dem. Men det kostede ham også 13 år, fra han var 16 til 29 år, bag tremmer. Og beløbet har ifølge Fisher-Byrialsen ikke gjort ham lykkeligere.

”Du kan få nok så stor en erstatning. Men den psykiske skade, der påføres uskyldigt dømte, kan ikke udviskes med penge. Deres liv er ødelagt, og de bebrejder i høj grad sig selv for at have tilstået”, siger hun.

Tilbage i 2009 var det en tilfældighed, at hun fik sagen fra Central Park. Men i dag har den gjort hende til noget nær ekspert.

Hvad er det med dig og de der falske tilståelsessager?

”Tja, problemet er jo, at uskyldige bliver fængslet. I USA må politiet bruge metoder, der er så grove, at det får uskyldige til at tilstå. Dengang vidste ingen, hvordan det kunne ske, hvorfor folk tilstår noget, de ikke har gjort, og hvordan man forsvarer dem i en retssag. Korey Wise var vores første klient, der var dømt på en falsk tilståelse. Siden har vi haft flere, og nu er det os, der bruges som eksperter”.

Hvorfor indrømme en forbrydelse, man ikke har begået? Kunne jeg finde på det? Kunne du?

”Det siger eksperterne. For alle har et bristepunkt. Det handler om det psykologiske pres. I USA må politiet godt lyve, og det er den største del af problemet. De har simpelthen strategier for at få falske tilståelser ud af folk. Det er et kæmpe skuespil. De fodrer dig med detaljer, så du til sidst kan historien udenad. Det overbeviser jury og dommere om, at personen naturligvis selv har været på gerningsstedet. Bristepunktet for mange er, når politiet hævder, de har alle beviser. Som det skete i Malthes og Koreys sager. Så begynder man at tro dem. For der er ingen vej ud af forhørslokalet, før du har tilstået”.

I en af danskerens andre sager afslører en video i dag, hvordan den i 2000 16-årige Lorenzo Montoya under afhøringen nægter sig skyldig 60 gange, før han når sit bristepunkt og indrømmer et drab, han ikke havde del i. I en tredje sag tilstod en mand drabet på sit eget barn, fordi politiet truede med, at fængsle hustruen, hvis ikke han fortalte ’sandheden’.

Manden blev idømt 25 år til livstid, men blev i en retssag seks år senere frikendt, da beviser afslørede, at barnet var død af en sygdom.

Det nye slaveri

Velformuleret, velklædt og velbetalt kan Janes liv udadtil synes helt perfekt og uproblematisk. Men man skal ikke tilbringe lang tid i danskerens selskab for at opleve den indre faglige harme, der karakteriserer hende og til hverdag gør, at hun sjældent undgår at blive personligt involveret i sine sager.

”Det sværeste er at gå rundt i mit gode liv med to biler, sunde børn, en god mand og et job, mens folk som Renay Lynch sidder i fængsel, fordi en ’shitty’ betjent har sat hende fast. Hvis jeg troede på systemet, kunne jeg bare gå på pension, ride min hest og passe mine børn. Men det amerikanske retssystem er råddent og beskidt - et gamble, der spiller roulette med folks liv”, siger hun og fortsætter:

”Jeg er hverken skør eller sær, men jeg mener faktisk, at retssystemet i USA har overtaget slaveriet. Et institutionelt slaveri. Politiet ser simpelthen sorte som mere farlige, og de straffes højere end hvide. Hver tiende sorte mand er fængslet i USA. Det er ’kind of crazy’. Men mentaliteten har ikke ændret sig meget siden racebusserne”, siger hun og indrømmer, at selv en topadvokat kan blive ramt af magtesløshed:

”Selvfølgelig. Men så tænker jeg på sådan en som Malthe Thomsen, som stod til 25 år, men netop ikke sidder i fængsel i dag. Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg gik fra sådan en sag”. 

At få omstødt en livstidsdom på en sort, kvindelig morder som Renay Lynch synes derfor det mest naturlige for Jane Fisher-Byrialsen. Selvom det hidtil har taget tre år og nu har resulteret i sidste uges nedslående DNA-prøver. Men end ikke dét slår hende ud:

”Jeg tror 100 procent på Renays uskyld. Jeg ved, hun ikke har begået det drab. Så nu må vi arbejde på at få testet effekterne i et nyt laboratorium eller gå efter en procedurefejl i sagen, hvor vi risikerer at hele retssagen skal gå om. Uanset om det er op ad bakke, så vil jeg hellere kæmpe for en lillebitte chance end leve med at være den, der gav op. Måske der kommer en dag, hvor vi ikke kan få Renay Lynch ud. Men den dag, er slet ikke i dag”.


Jonas Vandall

To hvide, støvede papkasser var, hvad Jane Fischer-Byrialsen modtog, da hun tog sagen om den drabsdømte Renay Lynch. Igennem de sidste tre år har Jane givet de 23 år gamle politirapporter og dokumenter nyt liv i kampen for at få renset sin klient. 


02.
Baggrund

Tre sager bygget på falske tilståelser

Drabssagen mod Renay Lynch
Renay Lynch blev i 1998 dømt 25 år til livstid for knivdrabet på sin kvindelige udlejer i Amherst, Buffalo i 1995. Lynch, dengang narkoman, prostitueret og pelstyv, lod sig besnakke til at tilstå, at hun var på gerningsstedet med sin chauffør, som politiet anså som morderen. Med tilståelsen troede Lynch, at hun skulle løslades. I stedet blev hun tiltalt trods manglen på fysiske beviser eller vidner.

Hun har siden sit vidneudsagn i retten hævdet sin uskyld, og kan ikke få tilladelse til prøveløsladelse, fordi hun nægter sig skyldig. Hun har aldrig set sine børnebørn og har siden 2015 haft to hjerteanfald. 

Pædofili-sagen mod Malthe Thomsen

Danske Malthe Thomsen var pædagog-praktikant i en børnehave i New York, da en kollega i 2014 anklagede ham for pædofili. Under afhøringen hævdede politiet, at de havde video af ham i færd med at gramse på børnene. Det resulterede i, at den 22-årige Thomsen underskrev en tilståelse, hvor han beklagede sin opførsel.

Han blev varetægtsfængslet i det berygtede Rikers Island fængsel og truet af medfanger, indtil Jane Fisher-Byrialsen fik ham løsladt. Mens sagen stod på, gik Malthe Thomsen med fodlænke og måtte ikke forlade USA, mens han familie gældsatte sig på grund af den omkostningsfulde sag. Alle anklager viste sig falske og grundløse og blev frafaldet i 2015. Erstatningssagen sluttede endeligt i 2016, hvor Thomsen havde sagsøgt delstaten New York for 48 mio. kr. og endte i et forlig, hvor beløbet hemmeligholdes. Malthe Thomsen er aldrig kommet sig psykisk ovenpå sagen.

Voldtægtssagen fra Central Park

En af New Yorks mest spektakulære kriminalsager, hvor en hvid kvindelig kondiløber i 1989 blev overfaldet og slået halvt ihjel i Central Park på Manhattan.
Fem unge teenagere mellem 14-16 år, fire sorte og en latinamerikaner, blev anholdt, tiltalt og dømt lange fængselsstraffe for drabsforsøg eller voldtægt. Den ældste, 16-årige Korey Wise, blev idømt 15 års fængsel og afsonede 13 år og fire måneder, før den rigtige forbryder i 2002 stod frem, tilstod og matchede DNA-sporene. 

Korey Wise modtog 12,5 mio. i erstatning, men han er aldrig kommet sig psykisk ovenpå sagen. Han donerede 190.000 $ af erstatningen til et Innocence Projekt, der arbejder med uskyldigt fængslede i Colorado.

Skriv under
03.
Baggrund

De uskyldigt dømte

Siden 1989 har 2.285 uskyldigt dømte sammenlagt siddet 20.265 år i amerikanske fængsler.

I 2017 blev 139 uskyldigt dømte løsladt efter at have afsonet i gennemsnit 10,6 år - én afsonede hele 41 år.

Af de 139 var 51 dømt for drab og fire heraf til døden, 29 dømt for sexforbrydelser, herunder 16 begået mod børn. 37 af de respektive domme var baseret på forkerte vidneberetninger. 29 af sagerne var baseret på falske tilståelser, hvoraf 23 tilstod drab, de aldrig havde begået.

Kilde: National Registry of Exoneration.