Blodig fred

 
Udgivet
01.
Nyhed

Erik Halkjær

Rebel fra ELN (Ejército de Liberacíon National, Den Nationale Befrielseshær). ELN har stået uden for fredsaftalen med FARC. I flere år har der dog været ført samtaler mod regeringen om at indlede forhandlinger i Ecuador.

Blodig fred

Antallet af mord er faldet brat siden den colombianske stat og oprørsgruppen FARC for to år siden indgik en fredsaftale. Til gengæld er den målrettede vold mod menneske-rettighedsaktivister og ledere af sociale bevægelser i landområderne taget til. AMNESTY er taget til Colombia, hvor kampen om coca-dyrkningen og mineralerne raser.

Af Erik Halkjær

Yisel Caraboli Renteria hørte motorcyklen på lang afstand. Det var søndag morgen, og børnene og deres fætre og kusiner var allerede oppe. Nogle af dem legede på gulvet. Et par af de andre var gået udenfor. Yisel lå stadig i sin seng.

Den ældste søn, John, sad henslængt i hjørnet ved den lille butik ved siden af huset. Han så motorcyklen med de to bevæbnede mænd nærme sig og standse uden for butikken. Den ene mand pegede på Yisels hus og sagde, at i dag skulle det være.

”Det er hendes tur. Nu skal hun bide i græsset”.

John smuttede hurtigt ned ad gaden og ind i sin mors hus.

”Mor, du må se at komme væk. Der er to mænd her, som vil myrde dig”, gispede sønnen.

Yisel stak hurtigt lidt penge til sig og sprang ud ad bagdøren. Naboens søn lovede at vente på hende længere nede ad vejen med sin motorcykel.

Iført pyjamas klamrede Yisel sig til nabodrengens ryg. De kørte hurtigt til den nærmeste by, Santander de Quilichao, i det nordlige Cauca. I hånden havde Yisel en pose med undertøj, en kjole og 30.000 colombianske pesos (cirka 70 danske kroner).

Magtkamp om jorden
Hun ved ikke præcist, hvornår truslerne begyndte, men mener, at det var i 2014. Her blev hun formand for en organisation for ofre for seksuelle overgreb, som hun selv havde været med til at stifte, efter at hun som 19-årig blev voldtaget af en paramilitær leder. Truslerne fortsatte, da hun begyndte at engagere sig i arbejdet for at beskytte oprindelige folks rettigheder i området Alto Naya. De oprindelige beboere har i generationer dyrket områdets frugtbare og mineralrige jord, men siden 1990erne er mange blevet ofre for både de paramilitære styrkers, guerillaens og militærets magtkampe og brutale vold.

Dengang var det en gruppe ved navn Águilas negras (de sorte ørne), der stod bag truslerne. I årene 2006-2009 var de en gruppe forhenværende paramilitære med tilknytning til narkotikasmugling, men ifølge det colombianske politi eksisterer denne gruppe ikke mere. Dens navn og logo bruges dog stadigvæk af forskellige væbnede grupper for at skræmme aktivister som Yisel til tavshed. I dag er det guerillagruppen ELN, der truer hende. Hvorfor ved hun ikke præcist, men de bevæbende guerillaers fortsatte beståen afhænger af narkotikaen – og dermed jorden – og da Yisel netop kæmper for en anden fordeling af jord, kommer hun ofte i store vanskeligheder. 

”Jeg tør næsten ikke sige det, men altså jeg støttede op om fredsprocessen. Jeg ønskede, at krigen skulle holde op. Men jeg tror, at hvis FARC stadig havde været her, så havde vi ikke været lige så mange ledere af sociale bevægelser, som havde været tvunget på flugt. Nu udspiller der sig en magtkamp om jorden. Det er ingen hemmelighed, at alle gerne vil have kontrol over den”, siger Yisel, som skjuler sig i en lejlighed i storbyen Cali. Hun vil nu forsøge at få asyl i et land i Europa.

Aktivister i fare
Freden mellem FARC og den colombianske stat har medført, at volden i landet er mindsket. I de foregående 42 år har Colombia ikke oplevet så få mord og drab som i dag.

Til gengæld er den målrettede vold mod menneskerettighedsaktivister og ledere af sociale bevægelser i landområderne taget til. 283 menneskerettighedsaktivister og ledere af sociale bevægelser er blevet dræbt i perioden fra fredsaftalen blev vedtaget i november 2016 til juli 2018. Hårdest ramt er det nordlige Cauca, der siden 90erne har været centrum for en magtkamp om ressourcerne.

Da de paramilitære styrker efter en aftale med regeringen nedlagde våbnene i 2006, overtog venstreguerillaen FARC-kontrollen med store dele af Alto Naya. Også venstreguerillaen ELN og forskellige kriminelle grupperinger gjorde krav på området, især da FARC senere indledte sine fredssamtaler med den colombianske regering. 

Situationen er den samme flere andre steder i Colombia. Fællesnævneren er kampen om kontrol over landbrugsjord til dyrkning af narkotika, desuden mineraler og smuglerruter. Og de aktivister, der kæmper for flere rettigheder til de oprindelige beboere, eller for en retfærdig fordeling af jord, sætter livet på spil.

Nej-siden på magten
En af fredsprocessens største kritikere er landets nye regeringschef, som trådte til i august 2018. Præsident Iván Duque Márquez er leder af det konservative parti, Centrumdemokraterne, og modstander af fredsaftalen -  blandt andet vil han have hårdere straffe til de tidligere FARC-soldater.

Og det bremser fredsprocessen, fortæller Soraya Gutiérrez Argüello, der er advokat og formand for menneskerettighedsorganisationen CAJAR.

”Nej-siden sidder på magten. De er ikke interesseret i at finde løsninger på den uretfærdige jordfordeling, som er noget af det mest centrale i fredsaftalen. For at kunne gennemføre fredsaftalen kræves penge og flere lovreformer, men de tilkendegivelser, vi har fået, fortæller, at statsbudgettets poster til fredsaftalen vil blive reduceret, og at forslagene til reformer ikke bliver til noget. I stedet for at hjælpe bønderne med at finde alternativer til coca vil regeringen fokusere på at fjerne dyrkningen helt og holdent”, siger hun.

Den nye regering viser heller ikke tegn på at ville genoptage fredsforhandlingerne med ELN-guerillaen, som blev afbrudt i foråret 2018. Mulighederne for fredssamtaler bliver ikke bedre af regeringens negative indstilling til fredsaftalen med FARC og den omstændighed, at flere forhenværende FARC-krigere har grebet til våben igen.

Efter fredsaftalen er 71 forhenværende FARC-krigere, som havde indleveret deres våben og stillet op til de statslige programmer for genintegrering i samfundet, blevet myrdet. Det skærper uroen blandt FARCs medlemmer og mistanken hos ELN om, at de ikke kan føle sig sikre uden våben.

”Nogle idioter”
En af dem, der i øjeblikket afviser mulighederne for en fredsaftale med ELN, er general Álvaro Pico Malaver, som har været det colombianske politis repræsentant både ved fredsforhandlingerne med FARC og ELN. Tilbagelænet i sin sorte læderlænestol i politiets hovedkvarter i Bogotá siger han, at han ikke vil diskutere politik.

”Men ELN er nogle idioter. De synes, at de er finere end alle andre og tror, at de stadigvæk kan få deres krav igennem med våben, men det kommer ikke til at ske. Den eneste vej frem går gennem dialog”, siger Álvaro Pico.

Han har siden sin ungdom været politimand og har blandt andet været chef for landets største politidistrikt, Region 7, som omfatter hele Amazonasområdet i det sydøstlige Colombia. Han har også arbejdet i politiets efterretningstjeneste og været chef for Interpol i Colombia. Nu er han leder af det såkaldte fredspoliti, som står for sikkerheden i de 26 zoner, hvor FARC-guerillaen holder til, indtil de er genintegreret i samfundet.

Álvaro Pica indrømmer, at det er umuligt for politiet og militæret at garantere befolkningens sikkerhed i hele landet. Han mener, at hovedårsagen er narkotikaen.

”Hvis ikke der fandtes narkotika, ville der ikke findes nogen guerilla, og hvis der ikke fandtes nogen guerilla, ville der ikke være nogen problemer med narkotika. Vi nåede frem til en fredsaftale med landets største guerillagruppe, men vi har fortsat ELN flere steder i landet, og nu endda også afhoppede FARC-soldater – og så narkokartellerne og andre illegale kriminelle grupper”, siger politichefen.

Fredsaftalens største succes er ifølge Álvaro Pico netop de ting, som militæret og politiet havde ansvar for. De havde tilsyn med og ansvar for, at 8000 FARC-soldater lod sig registrere i hver af de 26 afvæbningszoner, hvor de afleverede deres våben.

FARC er blevet et politisk parti, hvilket også var en del af fredsaftalen, men resterende dele af fredsaftalen står over for større udfordringer.

”Jeg kan ikke sige noget om det”, siger han og peger på optageudstyret.

”Men med hensyn til fredsaftalens dele om genintegrering og retfærdighed…”

Álvaro Pico trækker en finger hen over halsen.

På flugt
Kvindesagsaktivisten María Ruth Sanabria Rueda ved ikke, hvor mange mordforsøg hun har overlevet.

En sen aften i maj 2018 kastede hun sig ind under en sænket vejbom  ved en politikontrolpost i nærheden af Tame i Arauca. Hun faldt ned på knæ foran en politimand, som rettede et automatgevær mod hendes hoved og forlangte at få at vide, hvem hun var.

Blot et par minutter tidligere var hun standset i sin bil i et vejkryds for at tage afsked med en kollega. De var på vej hjem efter at have besøgt en landsby, hvor de informerede om kvinders rettigheder og fredsaftalen med FARC.

”En pickup kørte forbi. Da den vendte om og kom tilbage, råbte mine livvagter, at jeg skulle hoppe ind i bilen igen”, siger María Ruth.

På grund af tidligere trusler havde María Ruth fået en skudsikker bil og to livvagter af den colombianske stat. Det var hun taknemlig for den aften. Så snart hun havde smækket bildøren i, slog kuglerne ind i bilens døre, skærme og vinduer. Den livvagt, som kørte bilen, trådte speederen i bund og kørte i retning mod den nærmeste politikontrolpost.

De blev forfulgt af bilen med attentatmændene, som blev ved med at skyde. Der dukkede yderligere en bil op på siden af dem med flere mænd, der skød. Da de nåede frem til politikontrollen, var alle fire dæk punkteret, og man kunne tælle op mod tredive skudhuller i bilen.

”Vi skreg til politiet gennem ruderne, at de skulle hejse bommen, men de blev bare stående med deres våben og gjorde ingenting. Til sidst kastede jeg mig ud af bilen og krøb ind under bommen. Mine livvagter kom ud med hænderne over hovedet”, fortæller María Ruth.

Da politiet havde forstået, at det var en internationalt prisbelønnet menneskerettighedsforsvarer med livvagtsbeskyttelse, de stod overfor, faldt de til ro. Efter den nat måtte María Ruth endnu en gang flygte fra sit hjem. Hun bor nu under fortsat beskyttelse med sin familie i Bogotá.

”Jeg bliver forfulgt, folk bliver stående uden for de huse, hvor jeg har boet for at tage billeder, og bevæbnede mænd kører forbi på motorcykel. Jeg er blevet tvunget til at flytte flere gange. Når jeg anmelder det, siger politiet og militæret, at det er guerillaen, men guerillaen benægter det; de har ingen problemer med mit arbejde”, fortæller María Ruth Sanabria Rueda.

Trods truslerne fremhæver hun selv, at international bevågenhed gør hende mere tryg, end hun ellers ville have været. Forrige år blev hun belønnet med Diakonias og Den Svenske Kirkes hæderspris for sit livslange engagement i menneskerettighederne.

”Hvis ikke Sverige havde givet mig den pris, havde jeg ikke fået den beskyttelse og hjælp, som jeg nu har. Det internationale samfunds interesse for situationen i Colombia er livsvigtig”, siger María Ruth.

Også Soraya Gutiérrez Argüello er blevet internationalt bemærket for sit arbejde, hvilket hun mener har været af stor værdi for at kunne imødegå de mange trusler og attentatforsøg, som hun og hendes kolleger udsættes for fra paramilitære gruppers side, men også fra ukendte gerningsmænd, der anklager aktivisterne for at være guerillamedlemmer.

”Det er vigtigt, at FN’s Sikkerhedsråd og de lande, som støttede op om fredsaftalen, fortsætter med at presse regeringen til at arbejde videre med fredsprocessen; ellers kommer der ikke til at ske noget”, siger Soraya Gutíerrez Argüello.

Konfliktens ofre
Ifølge FN’s Flygtningeorganisaiton UNHCR fandtes der i 2018 næsten 7,7 millioner colombianere, som var interne flygtninge, mens 360.000 tidligere var registreret som flygtninge i udlandet. Man anslår, at 250.000 personer er blevet dræbt under konflikten, heraf 180.000 civile.

Amnesty International har kritiseret fredsaftalen for at kunne indebære en risiko for straffrihed for forbrydelser, begået af sikkerhedsstyrkerne og FARC.

Amnesty mener
Amnesty advarer om, at mord og trusler er en daglig foreteelse over for dem, der forsvarer menneskerettighederne i Colombia, og at myndighederne ikke stiller de skyldige til ansvar. 

”Landdistrikter, der historisk har lidt mest under den væbnede konflikt i Colombia, fortsætter med at være plaget af vold. Den nuværende regering har endnu ikke forsøgt at sætte en stopper for dette. Der hersker en stigende følelse af håbløshed, for dag efter dag fortsætter myndighederne med at vende ofrene ryggen. To år efter fredsaftalen blev indgået, er fremskridtene langsomme, og ofrenes krav om oprejsning forhindres,” siger Erika Guevara-Rosas, der er chef for Amnestys Amerika-afdeling.

I efteråret 2016 hyldede omverdenen fredsaftalen mellem regeringen og FARCguerillaen, som afsluttede den væbnede konflikt, som blev indledt i 1964. Der er dog længe til, at Colombia får en varig fred.