"Dit hår er smukt, sælger du?"

 
Udgivet
01.
Reportage

"Dit hår er smukt, sælger du?"

Alting er til salg i den colombianske grænseby Cúcuta, hvor tusindvis af venezuelanske migranter lever på gaden uden penge eller arbejde.

Af Lise Josefsen Hermann | Foto: Andrés Cardona
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2019

Cúcuta: Ved første øjekast ligner Merdecesparken en hvilken som helst anden park i Latinamerika. Her sælges kaffe, tyggegummi, folk hænger ud på bænke, børn leger på et gyngestativ. Men førstehåndsindtrykket snyder. Her er alt til salg og prisen altid til forhandling. Her er piger, drenge, kvinder, mænd, tran-svestitter, gravide og alle sammen udstiller de deres kroppe, så godt de kan.

Ved den lille legeplads leger mange børn alene. Det er almindeligt, at mødre efterlader dem her, mens de tager til et nærlig-gende residencia, et slags motel, hvor de sælger deres krop i tyve minutter, typisk til en ældre mand. Un rato, som det kaldes. Et øjeblik. Prisen er normalt omkring 20.000 colombianske pesos. Cirka 42 danske kroner. Nogle gange får desperationen prisen til at falde. Til det halve. Eller en fjerdedel. I bytte for en frokost, et stykke brød eller et stykke chokolade.

“I Cúcuta er kvindekroppe lige så meget værd som venezuelanske bolivares (Venezuelas møntfod, red.). Ingenting,” siger Alejandra Vera Laguado. Hun er sammen med en kollega i gang med at dele kondomer og anden prævention ud. Efter selv at være blevet voldtaget dan-nede den unge lokale cúcutaner en organisation for at gøre noget for de mange piger og kvinder, som havde været ude for det samme.

  
Kampen imod voldtægt har de seneste år bragt den lokale aktivist Alejandra i kontakt med venezuelanske piger og kvinder. Her deler hun kondomer ud i byens park. 

De seneste år har især de venezuelanske piger og kvinder bekymret hende: “De er de allermest sårbare. Det er dem, der har brug for vores hjælp”, siger Alejandra Vera Laguado. Da det går op for kvinderne i Mercedesparken, at hun har kondomer, dannes der hurtigt en stor cirkel omkring hende. Hvis man ikke har råd til mad, hvordan skulle man så kunne betale for et kondom?

Lørdagslotteri

Cúcuta har en befolkning på omkring 850.000 colombianere og 100.000 venezuelanere. Og den næsthøjeste arbejdsløshed i Colombia. Ifølge internationale NGO’er lever mere end hver femte venezuelaner i Cúcuta på gaden. Grænsestierne, som deler Colombia og Vene-zuela, kontrolleres af væbnede bander, og prisen for at krydse over til den anden side er 20.000 colombianske pesos. Ellers kan pigerne tage en lårkort nederdel på. En voldtægt for en grænsekrydsning. 

”Lørdagslotteri, få en kvinde gratis”, står der på en hjemmelavet plakat ved indgangen til en bar med værelser til ”ratitos”. Den voldsomme besked skaber ingen rynkede øjenbryn i Cúcuta. Ikke længere. Nær grænsen bliver der råbt om kap. Mænd og kvin-der sælger kaffe og hotdogs. Grænsebroen er et forvirrende virvar. “Jeg køber hår, køber hår. Sælger du?” 

Alt er til salg i Cúcuta. Og prisen bare falder og falder.

Den lokale menneskerettighedsorganisation Progresar fastslår, at de venezuelanske flygtninge i delstaten og i hele Colombia er i stor risiko for at blive udsat for menneskehandel, smugling og forsvindinger. Også antallet af mord på venezuelanere er stort i delstaten. I 2018 blev der registreret 60 mord i Norte de Santander og 222 i hele Colombia. Det er en stor stigning i forhold til året forinden.
“De her mennesker er ekstremt sårbare, de har intet. Slavearbejde, seksuel udnyttelse, trafficking, alt hvad du kan forestille dig, det sker for venezuelanere her”, siger Wilfredo Cañizares, direktør i Progresar.

Solgte sit hår

Én blok fra Mercedesparken ligger en af de mange residencias. Her kommer konstant par ud og ind. Unge, nogle meget unge, kvinder og piger. Mænd i alle aldre, de fleste af dem oppe i årene. Ved indgangen betaler parrene 5000 colombianske pesos, cirka 10 kroner, for brug af værelset, og så bliver der rakt en smule toiletpapir, et kondom og et lille stykke sæbe over disken.
Venezuelanske Katheryn på 25 år har prøvet alle funktioner på bordellet. Hun startede som sexarbejder, da hun ankom til Cúcuta for to år siden.

 
Ved indgangen til bodellet betaler man 5000 colombianske pesos, cirka 10 kr. for brug af værelset. Så får man udleveret en smule toiletpapir, et kondom og et lille stykke sæbe over disken. 

“Der er ikke arbejde til os venezuelanere. Det eneste, vi har tilbage, er at sælge vores kroppe,” siger hun. Katheryn solgte sex på gaden den første halvanden måned. Det var efter, at hun havde solgt 24 totter af sit smukke hår. 

“Jeg fik hele tiden af vide: Dit hår er smukt, sælger du? Jeg havde brug for pengene, og en dag sagde jeg ja. Det var forfærdeligt. Nedværdigende”, siger hun og tager sig til håret, som for hende er essensen af en kvinde. Hun vænnede sig aldrig til at sælge sin krop:
“Hver dag tog jeg i kirke for at bede om tilgivelse for det forfærdelige, jeg gjorde. Men det var den eneste måde, jeg kunne få råd til mad og til at sende penge til medicin til min far i Venezuela”, fortæller Katheryn.

Hun har bestyret bordellet, siden hun blev gift med ejeren, en 57-årig cucutaner for halvandet år siden. Mens vi taler, kommer der konstant kvinder med kunder. Flere kvinder har helt små børn med sig på armen.

”Jeg kan ikke fordrage Cúcuta på grund af alt det, jeg har været igennem her,” siger Katheryn.
Under disken ligger der et baseballbat og en machete. De bruger dem hver dag som beskyttelse mod vold, fortæller Katheryn.

Rettigheder kender ingen grænser

I Mercedesparken kontrollerer væbnede grupper kvinderne og deres indtægt. Størstedelen går til alfonserne, som også styrer, hvor kvinderne bor. Kvinderne er tydeligvis bange. De mindreårige piger lyver om deres alder. De ældre vil ikke have deres navn frem.
Alle siger, at de ikke har prøvet at prostituere sig, før de kom til Colombia. At de gør det af nød. Af sult. Katheryn og de andre kvinder fortæller, at kvinderne nogle gange tager deres små børn med ind på værelset og lægger dem i hjørnet, mens de har sex med kunden. De har ikke andet sted at gøre af deres barn imens. Når de bliver større, kan de efterlade dem alene på legepladsen i parken. Nær banderne og de væbnede grupper.

Katheryn fortæller også om forældre, der tvinger deres børn til at prostituere sig, fordi prisen er højere. Det kan være familiens eneste måde at få penge til mad.

Det er svært at forstå, hvordan den lokale kvinderettighedsforkæmper Alejandra Vera Laguado holder modet oppe midt i Cúcutas elendighed.

”Rettigheder kender ikke landegrænser. Hver gang jeg går på gaden i Cúcuta, ser jeg nye kvinder og piger. Vi er nødt til at prioritere at hjælpe disse mennesker her ved grænsen,” siger den colombianske kvinde. Og fortsætter sit arbejde fra et gadehjørne i Cúcuta.