Familierne til forsvundne uighuere tør ikke at lede efter deres kære Kina

 
Udgivet
01.
Nyhed

Familierne til forsvundne uighuere tør ikke at lede efter deres kære

Det er hårdt at være vidne til, at ens kære bliver tilbageholdt uden grund. Men det er endnu hårdere ikke at vide, hvor de bliver tilbageholdt – eller om de overhovedet er i live.

Af Patrick Poon, Kina-researcher i Amnesty International

Sådan er situationen for hundredvis af uighuere, kasakhere og andre etnisk muslimske mennesker, der bor i udlandet, mens deres pårørende sygner hen i kinesiske interneringslejre.

Det bliver ikke bedre af, at deres desperate søgen efter information bliver besværliggjort af deres egne familiemedlemmer i Xinjiang-regionen. Det er ikke fordi, at disse familiemedlemmer ikke vil hjælpe, men fordi de frygter at blive de næste, som bliver sendt til de berygtede lejre.

Tortur og mishandling kaldes uddannelse

”Omstilling-gennem-uddannelse-centre” er den formildende omskrivning, som den kinesiske regering foretrækker at bruge om disse institutioner. Den hævder, at de mennesker, der tilbageholdes der, modtager ”erhvervsfaglig uddannelse”, der kan hjælpe dem med deres ”radikale tanker”.

Siden hvornår har sådan en ”uddannelse” omfattet, at mennesker bliver tortureret og mishandlet, som tidligere indsatte og pårørende til indsatte har fortalt mig finder sted i lejrene?

Vi ved ikke til fulde, hvad der foregår i lejrene, da ”genuddannelses-programmerne” – i lighed med deres placering – er hemmelige. Men vi ved, at folk er skrækslagne for at blive sendt til dem, og at flertallet af dem, der kommer ud i live, er for skræmte til at fortælle om deres oplevelser.

Hører intet fra familiemedlemmer

”Jeg ved ikke, om de stadig er i live, eller hvad jeg ellers kan gøre for at finde mere information om dem”, sagde Alim – en mandlig uighur bosat i Australien. Alims forældre og andre familiemedlemmer blev sendt til en genopdragelseslejr i 2018 og har ikke givet lyd fra sig siden.

Alims oplevelse ligner den, som jeg har hørt beskrevet fra mange uighurere, der bor i Japan, Australien og New Zealand.

Nogle er stoppet med at arbejde for at fokusere på at finde information om deres familiemedlemmer i Xinjiang, men andre familiemedlemmer, som de har kontaktet for at få støtte, er ikke altid villig til at hjælpe. Adskillige uighurere i udlandet er blevet blokeret på det populære kinesiske sociale medie WeChat af deres familiemedlemmer i Xinjiang af frygt for repressalier, hvis de siger deres mening åbent.

Frygt og mistillid

Dem, der bor uden for Kina, er heller ikke sikre. Mange frygter at blive udvist fra deres nuværende hjem, når deres pas eller visa udløber for derefter at blive vilkårligt tilbageholdt, når de vender tilbage til Kina.

Der har været beretninger om udvisningssager i Emiraterne, Egypten, Thailand, Pakistan, Sverige og Tyskland. Mange af de uighurere, som jeg talte med, var så bange, at de ikke ville fortælle, hvor de befandt sig. Nogle spurgte nervøst, om jeg var kineser – og var kun villige til at tale, efter at jeg havde fortalt, at jeg er kineser fra Hong Kong.

Mistilliden og mistænksomheden er så stor, at uighurere i Japan ikke engang ville tale med andre uighurere i deres lokalsamfund at frygt for, at de kunne være informanter fra de kinesiske myndigheder.

Ødelagte mennesker

Enkelte personer er blevet løsladt fra Kinas interneringslejre. Men selv for de familier, der er blevet genforenet, er der allerede sket stor skade.

I september 2018 mødtes jeg med en gruppe kasakhere i Almaty, Kasakhstan, hvis familiemedlemmer blev tilbageholdt i Xinjiang. De har siden fortalt mig den gode nyhed, at mange af deres kære var blevet løsladt, men at de var chokerede over at se dem komme tilbage som helt andre mennesker.

Mange er skrækslagne og forvirrede og lider af hukommelsestab. De fleste løsladte tør ikke fortælle noget som helst om, hvad der skete med dem i lejrene. Det er den synlige effekt af den ”erhvervsfaglige uddannelse”.

Stor taknemmelighed over støtte

I dette klima af frygt er uighurere uden for Kina taknemmelige for selv den mindste støtte. Bare et tweet fra en fremmed om deres families situation vil tænde håb om, at deres sag får mere opmærksomhed. Et tweet har også et andet formål – det får disse desperate mennesker til at føle, at de ikke er alene.

Nogle uighurere i udlandet deltog for nylig i onlinekampagnen #MetooUyghur. For mange var alene det at bruge dette hashtag en svær og modig beslutning.

Andre har kontaktet menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International. Informationstomrummet i Xinjiang er så stort, at dem, der leder efter deres kære, ved, at de ikke kan gøre det alene.

Vigtige vidnesbyrd

På trods af frygten er nogle begyndt at dele deres historier. Så længe uafhængige menneskerettighedsovervågere fortsat nægtes adgang til Xinjiang, er disse vidnesbyrd vigtige i forhold til at tegne et billede af den kinesiske regerings systematiske og alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Enhver, der fortæller sin historie, tager en risiko, men hver stemme er afgørende for at nedbryde den hemmelighedsvæg, der skjuler, hvad der foregår i Xinjiang. Det er et modigt første skridt imod at genforene familier, der har været adskilt. 

Luk Kinas hemmelige lejre

Lige nu bliver op mod en million mennesker holdt fanget i genopdragelseslejre i Kina. Skriv under, så vi kan lægge pres på de kinesiske myndigheder og få lukket lejrene.

Skriv under