Giv os vores frihed tilbage

 
Udgivet
01.
Debatindlæg

Giv os vores frihed tilbage

Indlægget er bragt i Politiken fredag den 8. marts 2019. 

Af Kirstine Holst, Liva Agger Jørgensen og Emilie Riddersholm.

I 1911 afholdt Nina Bang en af verdens første fejringer af Kvindernes Internationale Kampdag. Dengang handlede kampen om retten til at stemme. En kamp, der blev vundet fire år senere, da alle danske kvinder fik valgret. I år har vi valgt at bruge 8. marts til at kæmpe for en voldtægtslov, der er på voldtægtsofrenes side.

Ligesom tusindvis af andre kvinder, har vi oplevet at blive udsat for voldtægt. Og ligesom mange andre kvinder har vi følt os svigtet af et retssystem, der ikke yder os retfærdighed. I tirsdags udgav Amnesty International sin rapport om voldtægt i Danmark, hvor også vores historier indgår. Rapporten viser, hvordan vi i Danmark trods et image som et land med en høj grad af ligestilling også er et land, hvor der hersker en chokerende høj grad af straffrihed for seksuel vold. Et land med en forældet lovgivning, der ikke lever op til internationale standarder.

Et af problemerne med den danske voldtægtslov er, at voldtægt er defineret ud fra, om der har været vold eller trusler om vold til stede – frem for om begge parter var enige om at have sex, sådan som udgangspunktet er i de lande, der har en voldtægtslov, der bygger på samtykke. Men en voldtægt er i sig selv et voldeligt overgreb, og det er et problem, at kvinder, der ikke kan fremvise sår og blå mærker efter et overgreb, ofte oplever at få henlagt deres sag, inden en dommer når at se på den.

Men det er ikke kun loven, den er gal med. Trods retningslinjer hos politiet om, hvordan man håndterer voldtægtssager, er den nuværende politipraksis inkonsistent, og voldtægtsofre mødes vidt forskelligt, når de anmelder deres overgreb.

Da jeg (Kirstine) ville anmelde min voldtægt, tog det fire forsøg, før jeg endelig fik politiet til at registrere min anmeldelse. I tredje forsøg blev jeg ført ind på et kontor på politistationen, hvor en ellers sød og empatisk betjent fortalte mig, at jeg kunne komme i fængsel, hvis jeg løj om at være blevet voldtaget. Jeg følte, at han forsøgte at tale mig fra at anmelde, og det fik mig til påny at føle frygt, skam og ydmygelse.

Det er dybt alvorligt, når man som voldtægtsoffer bliver mødt med mistro og fordomme. Netop følelsen af skam er i forvejen ødelæggende for mange af os, og skam er sandsynligvis en af forklaringerne på, hvorfor mange kvinder afholder sig fra at anmelde deres voldtægt. Man anslår, at mellem 5000 og 24.000 kvinder årligt udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg. I 2017 blev kun 890 voldtægter meldt til politiet.

Jeg (Liva) er en af dem, der aldrig anmeldte min voldtægt til politiet. Jeg blev voldtaget af en mand, jeg kendte, på en musikfestival. Bagefter var det slet ikke inde i mine overvejelser at gå til politiet. Jeg var ikke sikker på, at loven ville være på min side, fordi der ikke var vold involveret, og fordi jeg kendte ham i forvejen. Jeg frygtede, at ingen ville tro på mig.

Fordi vores voldtægtslov har så stort fokus på, at kvinden skal sige nej eller kæmpe imod, oplever mange af de voldtægtsofre, der anmelder overgrebet, at det er deres opførsel – og ikke den anklagedes - der kommer under lup i retssystemet.

Da jeg (Emilie) skulle vidne i landsretten mod manden, der var tiltalt for at have voldtaget mig, oplevede jeg, at fokus stort set kun var rettet mod mig. På min opførsel før, under og efter voldtægten. Hvor fuld var jeg? Hvad tøj havde jeg på? Flirtede jeg?

Det var min troværdighed, der stod for skud. Det var mig, der skulle overbevise alle om, at jeg havde kæmpet imod og havde gjort modstand.

Den nuværende voldtægtslovgivning lægger ansvaret for voldtægten over på voldtægtsofferet. I stedet burde der sættes fokus på, hvad begge parter gjorde for at sikre sig, at sex skete frivilligt og med samtykke.

Vores historier er forskellige, men vores oplevelse af at blive pålagt følelsen af skam og skyld, er den samme. Men vi nægter at skamme os. Vi vil i stedet råbe den danske regering op med vores historier; Vi kræver en voldtægtslov, som er på ofrenes side. Og det vil vi kæmpe for den 8. marts.


02.
Relateret indhold