I flokkulturen bliver nogle ting desværre accepteret Danmark Diskrimination

 
Udgivet
01.
Interview

Gonzales Photo Kenneth Nguyen / Ritzau Scanpix

I flokkulturen bliver nogle ting desværre accepteret

Fodboldspilleren Mathias Zanka Jørgensen har i flere år offentligt påtalt både racisme og homofobi i fodboldens verden. Han foreslår uddannelse af trænere og ledere i ungdomsrækkerne for at stoppe kulturen med krænkende tilråb.

Hvorfor har du valgt at bruge din stemme til at påtale racisme og homofobi?

Der er meget fokus på racisme, og fordi jeg både er af afrikansk og dansk afstamning, er det et spørgsmål, jeg ofte får, og som jeg gerne svarer på. Vi kalder os selv for et progressivt land, men samtidig accepterer vi, at 25.000 mennesker på et fodboldstadium kan sidde og råbe - uden at der er nogen, der løfter et øjenbryn. Og vi skal ikke mere end et par år tilbage, før det at råbe sorte svin var almindeligt. I Danmark slås vi nok mest med det problem, som hedder hyggeracisme. Det er ikke ting, der bliver sagt alvorligt, og man ”mente det jo ikke på den måde”.

Hvad er problemet med eksempelvis homofobiske sange, der ikke er ment i alvor?

Jeg bliver ikke stødt personligt over dem, fordi jeg ikke har den seksuelle orientering. Men det bliver de homoseksuelle tilskuere, spillere og andre, der befinder sig på stadion måske. Og det kan gøre, at vi fremavler en kultur, som simpelthen ikke er inkluderende. Det går ikke i spænd med den måde, som vi gerne vil markedsføre fodbolden - som et spil for alle.

Du har været i fodboldverdenen i mange år. Hvad er din forklaring på, at racisme og homofobi stadig eksisterer der?

Jeg tror, det er fordi, sportsverdenen generelt befinder sig nogle år bag den virkelige verden, og at det er en lille lukket klub af mænd, hvor der er en hård retorik. I sådan en flokkultur bliver der desværre accepteret nogle ting, som vi ikke ville acceptere ude i det øvrige samfund. 

Du begyndte selv at påtale problemet for cirka tre år siden, og nu er andre spillere gået aktivt ind i det. Hvor langt synes du, vi er kommet – både i Danmark og England, hvor du spiller til dagligt?

Jeg synes egentlig ikke, vi er kommet særligt langt. Det er dejligt, at der bliver talt om det, men jeg tror, at der skal slås mere ned på det fra DBU's side. Der er kommet flere tiltag i gang – blandt andet ved at markere det en runde om året. Og i Premier League er der en endnu større markering end derhjemme. 

Der er eksempelvis to uger, hvor Premier League skifter til et regnbuefarvet logo alle steder – også på de sociale medier. Det er lidt større end i Danmark, men jeg vil ikke sige, at de er længere fremme.

Kommer racismen og homofobien anderledes til udtryk i fodbold i England end i Danmark?

Det er meget det samme. Udtryk og råb, som bliver råbt i affekt fra fans og spillere, som er dybt forankret i fodboldkulturen, og som man desværre – mig selv inkluderet – har råbt, siden man var barn. Det er desværre først sent, at jeg og andre er blevet kloge nok til at indse, at det ikke er i orden. Og det er egentlig ret lidt, der skal til, hvis man hører nogen sige noget, der ikke er ok. Det er nok at sige ”stop dig selv”. Folk kan godt se det, når det bliver pointeret. Ofte har det intet ondt i sig, men er simpelthen et levn fra fortiden, som vi bare skal af med. 


Hvor går grænsen for dig for, hvad man må råbe ved en fodboldkamp?

Man skal bare passe på med at diskriminere. Og det er egentlig det eneste, jeg synes, man skal huske på. Det er meget få ting, jeg mener, at man ikke må råbe. Jeg synes ikke, at jeg skal være moralens vogter og sætte en streg et bestemt sted. Men det er da en god ide at tænke over, om nogen vil blive stødt, hvis man siger eller råber det her. Det handler om almindelig sund fornuft.

Hvad kan der mere gøres for at komme racisme og homofobi til livs?

Det er ren opdragelse, som selvfølgelig kommer meget hjemmefra. Der er vi ret godt med, fordi det fungerer jo meget godt ude i den virkelige verden. Men vi bliver også nødt til at uddanne folk, så vi på græsrodsniveau kan fortælle børnene, at det her er noget, vi ikke vil have. Vi ved, at fodboldtrænere og frivillige spiller en stor rolle for piger og drenge, der spiller fodbold i en ung alder. Så DBU må lave kurser, hvor de forklarer disse ledere, at det her er noget, vi ikke længere vil have i vores sport.