”Jeg er ingen idealist, men jeg kan godt have medlidenhed med folk”

 
Udgivet
01.
Nyhed:

”Jeg er ingen idealist, men jeg kan godt have medlidenhed med folk”

Hvad gør man, når terroren viser sit grimme ansigt? Efter massakren i Christchurch, New Zealand, greb 95-årige John Sato sit buskort og tog fire busser for at deltage i en demonstration mod racisme. Her fortæller han hvorfor.

”Jeg hedder John Edward Henry Sato. Jeg er 95 år gammel. Hvad der førte mig hertil? Tja, jeg har hørt det var storken.

Min mor blev født i Skotland, og min far er fra Japan. De deltog begge i Første Verdenskrig – min mor som sygeplejerske, min far i den japanske flåde. Sammen slog de sig ned i New Zealand.

Som barn kan jeg huske, hvordan folk, der havde to racer, blev kaldt ”halvblods”, og nogen kaldte folk fra Italien ”daegos” (nedsættende betegnelse for italienske immigranter, red.). Men jeg hørte aldrig nogen tale uvenligt om mig.

Jeg var et svageligt barn, og jeg led af en slem astma, men det afholdt mig ikke fra at komme i skole. Jeg elskede at gå i skole. Da jeg var 14 eller 15, begyndte jeg at studere forskellige religioner. Jeg ville gerne forstå essensen af det hele. Folk har det forkerte indtryk af religion – når der er noget, folk ikke forstår, bliver de ofte bange for det.

Grusomt angreb

Den 15. marts blev det muslimske samfund angrebet på deres hellige sted, en moské i Christchurch. 51 mennesker blev dræbt og flere såret. Den person, der udførte disse forfærdelige angreb, gjorde det i hadets og i det hvide overherredømmes navn.

Nyheden var alle vegne – i radio og på TV. Jeg ser ikke meget TV, men man kunne ikke undgå det. Det var en sørgelig dag for New Zealand.

Det eneste gode var, at det førte til en større forståelse mellem mennesker. Det var en mulighed for at lære tolerance, medfølelse, omsorg og respekt, uanset race eller religion.

Jeg ville meget gerne vise min respekt, så jeg tog en bus til en moské i Pakuranga. Det var bare begyndelsen på en lang rejse. Jeg opgav mit kørekort for fire år siden, så hvis jeg skal nogen steder, sker det med offentlig transport. Moskéen var lukket, men der var blomster udenfor.

Jeg fornemmede, at folk ville samles inde i centrum, så jeg tog tre busser mere for at komme til Aotea Square, hvor en demonstration fandt sted. At sidde i en bus er langt mere behageligt end at gå. Det slider ikke på skoene. En kæmpe gruppe mennesker var samlet i sympati med ofrene. Folk ville vise medfølelse med dem, der var blevet ramt.

At rejse mure

Jeg er ikke idealist eller typen, hvis hjerte konstant bløder for nogen, men jeg kan have medlidenhed med andre. Når man selv har været igennem en del, kan man genkende det hos andre. Måske er det den måde, man lærer det på. Folk bygger mure imellem hinanden, og det skyldes ofte uvidenhed eller negativ medieopmærksomhed. Det bliver ikke til en nyhed, med mindre det er noget skrækkeligt. Vi erkender ikke, at der er så mange gode ting og så mange gode mennesker i verden.

Familieliv

Jeg har lært meget fra min kone og min datter. Min kone og jeg var oppe i årene, da vi fandt hinanden. Jeg husker, at min ældste ven lærte mig at danse vals på en eng – det var noget af et syn. Jeg elskede at danse, men på grund af min baggrund følte jeg ikke, at jeg havde meget at tilbyde en pige.

Under Anden Verdenskrig blev jeg indkaldt til New Zealands hær. Jeg var 18 år ligesom de andre gutter. Vi var alle sammen nervøse – nogle af os var nok også lidt bange. En 18-årig dengang var noget andet end en 18-årig i dag. Vi var nok alle sammen ret naive. De gav os tre store flasker øl, så vi slingrede rundt og fik os så til at marchere tilbage. Vi sov i telte fra Første Verdenskrig, hvor enhver regndråbe gik lige igennem. Min seng bestod af en bunke halm.

Da vi blev gift, var jeg 40 og min kone 38. Jeg arbejdede for et lille firma. Vi flyttede ind i en lille lejlighed ovenpå firmaet. Det var ikke ideelt, men vi sparede op for at få råd til at købe et stykke jord til at bygge et hus på. Et par år senere blev min kone gravid.

Vores datter var helt blind fra fødslen, og da hun blev 18 måneder gammel, udviklede hun epilepsi. Som treårig fik hun en virus, der betød, at selvom hun kunne forstå, hvad vi sagde, kunne hun ikke tale. Trods al modstand havde hun et stort talent for yoga.

Vi lærte meget fra Anne.

Vendepunkt

Min kone døde af kræft for 15 år siden, og min datter døde i oktober efter at været blevet smittet af en virus. Jeg var taknemmelig for, at min kone ikke levede længe nok til at se vores datter lide.

Alle er stærke nok til at bære det, de udsættes for. Der har været tidspunkter, hvor jeg har stillet spørgsmål ved, hvorfor jeg har skullet gennemgå visse ting – ting, der har været følelsesmæssigt smertefulde. Men nu ved jeg, at de oplevelser har lært mig medfølelse og tolerance. Man lærer det bedst, når man selv har været igennem det.

Jeg kan ikke lære andre, hvordan de skal tænke, føle eller opføre sig – vi er alle forskellige. Det er derfor, vi alle må begive os ud på vores egen rejse og bare gøre vores bedste. Jeg tænker stadig, at der er håb for fremtiden.