Lektioner i gæstfrihed

 
Udgivet
01.
Nyhed

Lektioner i gæstfrihed: Almindelige borgere som værter for flygtninge

Af Anna Shea, researcher, flygtninge- og migrantrettigheder, Amnesty International

I mit arbejde med flygtninges rettigheder har det været et privilegium at møde mennesker, der har søgt om asyl i mange lande rundt om i verden. Igen og igen er jeg blevet rørt over den aldrig svigtende generøsitet og gæstfrihed fra mennesker, der har måttet opgive alt i deres søgen efter et sikkert liv.

Jeg er ofte blevet trakteret med mad og drikke fra mennesker, der dårligt har haft råd til at dele noget som helst. En familie i Tyrkiet tilberedte fladbrød med persille og salt til mig og min kollega. I Melbourne deltog jeg i et stort festmåltid for en mand, der langt om længe var blevet genforenet med sin familie. Mennesker, der boede i telte i Tyrkiet, sørgede altid for, at jeg fik et glas juice eller vand. Og syrere – hvis evne til at indtage store mængder koffein til stadighed undrer mig! – har lavet uendelig mange kopper duftende kardemommekaffe til mig.

Denne dedikation i forhold til at byde fremmede velkommen handler om meget mere end mad. En gruppe mænd, der boede under tæpper ved siden af en vej i det sydlige Tyrkiet, insisterede på, at jeg fik en siddeplads på en tynd og støvet madras – deres eneste møbel.

I Indonesien bød rohingyaer fra Myanmar os velkommen i deres læskur og brugte timer på at dele deres historier om traumer og håb. Da jeg rejste til Frankfurt for at møde en asylansøger, hvis rejse fra Syrien jeg havde fulgt, blev jeg mødt med blomster og chokolade, der dannede ordet ”danke” – tak på tysk.

Derfor gør det mig rasende at høre politikere i rige lande prale af deres ”generøsitet”, fordi de er værter for få tusind mennesker. Eller endnu værre – at høre dem putte brænde på frygtens bål og forsøge at forhindre mennesker i overhovedet at komme til landet.
Heldigvis er jeg ikke ene om at finde hykleriet og ubarmhjertigheden irriterende. Mange mennesker – selv i lande, der fremstår uforbederligt fjendtlige over for mennesker, der søger sikkerhed – tænker, at deres regeringer gør alt for lidt for at modtage flygtninge. 

Community sponsorship

Men nu er der en mulighed for mennesker, der er forargede over denne uretfærdighed, for at spille en aktiv rolle i at råde bod på det. Gennem ”community sponsorship” kan helt almindelige borgere blive direkte involveret i at hjælpe flygtninge med at ankomme og falde til i et nyt land.

Selv om sponsorprogrammerne varierer fra land til land skal sponsorerne typisk skaffe penge, indgå en aftale med deres regering og sørge for en bolig, inden flygtningene ankommer. Sponsorerne er også ansvarlige for, at børn bliver tilmeldt en skole, og at de nyankomne får adgang til lægehjælp samt andre praktiske ting.

I slutningen af 1970erne oprettede Canada verdens første community sponsorship-system i kølvandet på den amerikanske krig i Vietnam. Siden da er programmer blevet foldet ud i adskillige andre lande – herunder Argentina, Australien, Irland, New Zealand, Spanien, Storbritannien og USA.

I London mødte jeg for nylig en ung familie fra Syrien, der var blevet hjulpet af sponsor-programmet. Rahaf og Monther og deres datter Aseel og søn Mohammad ankom i Storbritannien sent sidste år. Mine kollegaer og jeg mødte dem sammen med to af deres sponsorer, John og Lily, der var begejstrede fortalere for community sponsorship, og som forklarede, hvor meningsfuldt og givtigt det var for dem.

”Du får meget mere ud af ordningen, end du giver til den”, fortalte John os. ”Børnene virkede til at trives og sang engelske sange, og de viste os med stor glæde deres legetøj. Monther og Rahaf var også glødende begejstret for ordningen: De sagde, at da de ankom ”følte vi os velkomne, som var vi en del af familien. Vi blev ikke behandlet som flygtninge. Vi blev behandlet som mennesker”.

Samtalen mindede mig om nogle mennesker, jeg mødte for få år siden i Toronto: Grupper af sponsorer og nyankomne familier, hvoriblandt der var en skøn lille pige, der hed Maram. Efter kort tid i landet talte hun allerede flydende engelsk. Da jeg takkede hendes mor for den mad, hun havde serveret for os, hvinede Maram frækt: ”Hvorfor er ”Shukran” det eneste arabiske ord, som canadiere kender?”. Jeg grinte dengang, men efterfølgende er det ret tydeligt hvorfor: Sponsorerne oplever konstant de nyankomnes gæstfrihed. ”Tak” er det vigtigste ord at lære for sponsorer.

Jeg har lært så meget om ægte gæstfrihed fra flygtninge rundt om i verden. Det er hjertevarmende, at så mange mennesker lærer det samme fra nyankomne i deres egne lokalsamfund. 

Læs Amnestys anbefalinger