”Min aktivisme er ikke motiveret af godhed. Den er motiveret af vrede”

36-årige Zhanar Sekerbayeva fra Kasakhstan har viet sit liv til at kæmpe for flere rettigheder for landets lesbiske, biseksuelle og queer-personer. Hun er blevet arresteret, anklaget for hooliganisme og overfaldet på grund af sin seksualitet og sin aktivisme. Alligevel har hun aldrig mistet håbet – eller sin humoristiske sans. Her er hendes historie.

Skrevet af Zhanar Sekerbayeva, Kasakhstan
Bragt første gang 2. juli 2019 af Thomson Reuters Foundation. 

”Min regering gør mig vred. Politiet gør mig vred. Homofobi gør mig vred. Men heldigvis er det netop vrede, der motiverer mig.

Jeg vågnede ikke bare op en dag og besluttede mig for at blive aktivist. Jeg blev inspireret af en ældre kvinde, der demonstrerede mod devalueringen af Tenge, Kasakhstans valuta. Hun stod alene uden for en bank og fortalte folk, hvordan faldet i valuta kunne påvirke deres pensionsopsparing og hverdag, og min ven og jeg besluttede os for at gå sammen med hende.

En masse mennesker deltog, men snart kom politiet og arresterede os alle, også de ældre. De var ubehøvlede og aggressive og hev os rundt på gulvet. Jeg begyndte at optage, hvad der skete, og videoen gik viralt på de sociale medier. Myndighederne troede, jeg var en af lederne af demonstrationen, og mit foto endte på de online medier den efterfølgende dag. Læserne og kommentatorerne kunne ikke vurdere, om jeg var mand eller kvinde, så det viste sig at blive en god mulighed for at gøre LBQ-personer (lesbiske, biseksuelle og queer-personer, red.) synlige.

Bryder med tabuer

Oplevelsen afholdt mig ikke fra at ytre mig eller fredeligt demonstrere. Sidste år blev jeg igen anholdt for at tale højt om det tabu, der knytter sig til menstruation.

I Kasakhstan er vi stadig ude af stand til at kalde menstruation ved navn på grund af de tabuer, der er knyttet til det. I stedet bruger folk ord som Tante Rød, Røde Oktober, eller Den Røde Hær.

Min mor er børnelæge, og da jeg fik min første menstruation, gav hun mig et bind uden at fortælle mig, hvad det var til, og hvad jeg skulle gøre med det. Måske var hun for genert til at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre – jeg bærer ikke nag til hende. I skolen grinede alle, hvis en pige blødte igennem, og hun blev sendt hjem. Nogle piger begraver deres blodige undertøj i jorden, mens andre bruger brugte bind, der kan føre til, at de bliver syge.

Noget bør gøres. Derfor blev jeg aktiv i gruppen FemPoint i Almaty, Kasakhstan, og deltog i et photo shoot, der handlede om at gøre op med menstruationstabuet. Vi brugte håndskrevne skilte med slogans og billeder og bind med rød maling. En uge senere mødtes jeg på en café med en anden kvindelig aktivist. Da jeg kom ud, stod syv betjente og ventede på mig. De sagde, at hvis jeg ikke frivilligt gik med på stationen, ville de bruge magt.

De behandlede mig som en kriminel. Mine hænder rystede under hele forløbet. Jeg kunne ikke engang ringe til en advokat, men min veninde hjalp mig, og selvom det var aften, fik hun fat i min advokat, Aiman Umarova. Dommeren, der udspurgte mig, stillede mig spørgsmål i stil med: ”Er du gift?”, ”Har du børn?”, ”Er du gravid?”, ”Hvis du er under uddannelse, hvorfor deltog du så i det her photo shoot?”, ”Har du en mand?”

Jeg fortalte hende, at jeg er lesbisk, og at hun derfor skulle spørge til, om jeg havde en partner og ikke en mand. Hun rettede sig selv. Det var en interessant – om end stressende og skræmmende – oplevelse. Men når jeg ser uretfærdighed, bliver jeg nødt til at reagere.

På grund af videoen blev jeg tiltalt og dømt for mindre hooliganisme og måtte betale en bøde. Men opbakningen fra organisationer som Amnesty International fik mig til at føle mig langt mindre alene.

Repræsenterer LBQ-kvinder

Som LBQ-aktivist og journalist er mit arbejde – som beskrevet – på ingen måde let. Min mor troede ikke på, at det var muligt at ændre noget. I hendes øjne er folket bare ”skatteydere, der ikke kan tage egne beslutninger”. På universitetet var der ikke mulighed for at diskutere LGBTI-rettigheder. Man skulle bede om tilladelse fra sin professor.

Som lesbisk vidste jeg, at jeg gerne ville repræsentere LBQ-kvinder. Jeg ønskede at beskytte min gruppe, mit folk, så jeg har været med til at stifte Kasakhstans Feministinitiativ ”Feminita”. Vi har mest fokus på lobbyarbejde og strategiske retssager. I vores samfund er LBQ-kvinder tilbageholdende og stigmatiserede. Det er vigtigt, at vi sætter fokus på deres behov gennem oplysning og ved at dele erfaringer.

Det har været en stejl læringskurve siden vi grundlagde ”Feminita”. Nogle af mine venner er begyndt at undgå mig, og det er sårende. Jeg møder også modstand fra folk, jeg ikke kender; mænd, der synes, det er OK at sende mig pornografiske billeder eller kommentere på mit udseende.

Men vreden holder mig kørende. Når jeg taler om et emne, der gør mig vred, kan jeg ikke stoppe igen. Vreden er min søster.

At opnå resultater

Vi opnår heldigvis resultater hver dag. For nyligt udfordrede vi en styrelsesvedtægt, der ville have negative konsekvenser for LGBTI-personer. Vi skrev breve og arbejdede sammen med ambassader og allierede fra hele verden. Det endte med, at vedtægten blev skrottet.

Vi har også undersøgt, hvilke behov LBQ-personer har. Det var ikke nemt. Vi måtte mødes med folk i parker eller mørke gyder. Nogle kvinder ville gerne tale med os, andre ønskede ikke, at vi kontaktede dem. Med hjælp fra vores research vil vi bevise, at der findes lesbiske, biseksuelle og queer-personer i vores samfund, og at det er på tide at acceptere dem. Vi har fundet ud af, at det, kvinderne mest har brug for, er venligtsindede allierede, heriblandt advokater og læger. De ønsker at kunne søge hjælp, og de har brug for adgang til menneskerettighedsorganisationer.

Siden 2017 har mine kollegaer og jeg forsøgt at registrere ”Feminita” som en lovlig organisation, men vores ansøgning er blevet afvist et utal af gange. De finder altid en eller anden undskyldning for, hvorfor vi ikke lever op til reglerne eller er i strid med et eller andet. Hvordan kan veluddannede, modige LGBTI-aktivister dog krænke lovgivningen i et land? Tværtimod promoverer vi beskyttelsen af menneskerettigheder.

Vi ønsker ikke kun, at ”Feminta” skal være en græsrodsbevægelse. Vi ønsker at skabe en tænketank, der står for egen research. Solidaritet har bragt os så langt, og de næste kampe kan kun vindes, hvis vi arbejder sammen, så vi fortsætter.

Da jeg var yngre, drømte jeg om at blive detektiv; jeg ville fange kriminelle og hjælpe folk. Min far havde et hjemmebibliotek, og jeg plejede at læse alle Agatha Christies og Arthur Conan Doyles historier. I dag er jeg glad for, at jeg ikke gik den vej; jeg kunne være blevet politibetjent, der arresterede mennesker ved fredelige møder. At være kvindelig menneskerettighedsforkæmper er langt vigtigere – selv hvis det gør mig til hooligan i Kasakhstans myndigheders øjne”.