De mange rohingya-flygtninge fra Myanmar lever stadig under utålelige forhold i overfyldte lejre i nabolandet Bangladesh, dokumenterer en ny rapport fra Amnesty. 500.000 af dem er børn og unge under 18 år, der nægtes skolegang i og uden for lejrene. Det får sammen med den generelle uvished forældre og børn til at frygte fremtiden. Her er, hvad nogle af dem har fortalt til Amnesty om den uholdbare situation.
”Det er selvfølgelig godt, at vi er i sikkerhed. Men der er så meget følelsesmæssig og psykisk stress for os her. Nogle gange føles det som at være i et lille hjørne af helvede. Der er beskidt alle vegne. Vores huse er ulideligt varme. Tagene er utætte. Vores vandpumper og toiletter ligger lige over det sted, hvor vi spiser og sover. Og vi ved ikke engang, hvordan vi skal begrave vores døde. Vi kan ikke blive ved med at leve på denne måde”.
Kobir, Jamtoli-lejren.
”Jeg vil gerne hjælpe med at finde løsninger på de problemer, som vi rohingyar står over for. Det ville uddannelse kunne hjælpe mig med. Men der er ingen muligheder for mig lige nu. Jeg aner ikke, hvordan min fremtid kommer til at se ud”.
Ali, 16 år, ankom til Bangladesh i september 2017 og nægtet uddannelse.
”De siger altid, at de kun kan tilbyde nødundervisning. Men dette er ikke bare en nødsituation. Det er her, vi lever vores liv og opfostrer vores børn. De forbyder også, at børnene bliver undervist i Bangla (sproget i Bangladesh, red), fordi de frygter, at det vil føre til, at man slår rødder i landet”.
Habib, Jamtoli-lejren.
”Vi kan ikke finde måder at tilbyde vores børn uddannelse på, hvis det er forbudt. Vi kan ikke lade disse år i venteposition være tabte år for vores børn. De vil aldrig få de år tilbage”.
Mohamed AB, en 40 år gammel far til fem børn i alderen to til ti år, der ankom til Bangladesh i september 2017 og bor i Kutupalong-lejren.
”Vi er heldige at være i sikkerhed i Bangladesh. Men det er stressende at være her – som at være i fængsel eller som et dyr i bur. Der er ingen bevægelsesfrihed. Jeg forsøgte en gang at forlade lejren og tage til Cox’s Bazar for at finde et job, men jeg blev overfuset og kaldt alt muligt ved kontrolposten og vendte om. Siden da har jeg ikke forsøgt igen”.
Mandlig flygtning, Jamtoli-lejren.
”Da jeg boede i min landsby, gik jeg i tredje klasse, indtil jeg var ti år gammel. Det var et meget begrænset liv, og der var så meget vold og forfølgelse. Så blev vi nægtet at fortsætte med at gå i skole, og jeg følte, at jeg ikke havde nogen fremtid foran mig. Situationen blev forværret, og de dræbte min lillebror, så vi flygtede til Bangladesh. Og alt, hvad jeg drømte om her, var, at mine børn – og særligt mine døtre – i det mindste kunne få en hel uddannelse. Den drøm er nu brast”.
Mohammed F, Leda-lejren.