19-årige Taibeh Abbasi blev født i Iran af afghanske forældre. I 2012 flygtede hun med sin mor og brødre til Norge. I juni måned blev familien tvunget ud af deres hjem i Tronheim og sat på et fly med kurs mod Afghanistan – et land, Taibeh aldrig har sat sine ben i. Her fortæller Taibehs gode veninde, Mona Alfareh, hvad der siden skete.
Af Mona Alfareh
Den 15. juni havde mine venner og jeg planer om at tage ud at svømme og grille. Men i stedet blev jeg vækket af telefonens ”pling” og adskillige ubesvarede opkald. Jeg forstod hurtigt, at der var sket noget med Taibeh og hendes familie.
Taibeh Abbasi (til venstre i billedet – det er mig til højre) blev født i Iran af afghanske forældre. I 2002, da Taibeh var 13 år gammel, kom familien til Norge, hvor de fik flygtningestatus. Men året efter, i 2013, da Kabul og Afghanistan blev betragtet som et ”sikkert” land at blive hjemsendt til, blev deres flygtningestatus ophævet. Taibeh har aldrig nogensinde været i Afghanistan. På trods af det fik hun, hendes mor og brødre frataget deres opholdstilladelse i oktober 2014. Familien og deres advokat ankede dengang dommen, men efter en lang juridisk slåskamp tabte de sagen og stod tilbage uden opholdstilladelse i Norge.
På enkeltbillet til Kabul
Da jeg gik i 3.G fortalte min bror mig Taibehs historie. Han bad om min hjælp, fordi han gerne ville gøre noget ved situationen. Som studierådgiver håbede jeg også, jeg kunne gøre noget. Jeg blev hurtigt gode venner med Taibeh, og har været det lige siden.
Jeg var derfor dybt påvirket, da en ven kontaktede mig for en måned siden for at fortælle mig, at jeg skulle komme ned på den lokale politistation. Få timer før havde politiet stormet familien Abasis hjem og kørt dem væk. Jeg havde svært ved at forstå det, der var sket.
Imens jeg begav mig mod politistationen, begyndte det at synke ind: Hvis jeg ringede til Taibeh, ville hun ikke svare. Tog jeg hjem og bankede på hendes dør, ville hun ikke åbne. Tårerne strømmede ned ad kinderne på mig, da jeg nåede frem til politistationen. Her var allerede en masse mennesker samlet. Venner, naboer, klassekammerater, lærere og mennesker, der ikke engang kendte familien.
Vi krammede og trøstede hinanden, imens vi talte om, hvor familien Abasi befandt sig. Vi erfarede dog snart, at da politiet havde stormet familiens hjem samme morgen, havde betjentene pakket deres personlige ejendele, sat dem alle fire i håndjern og herefter kørt dem til lufthavnen i Røros. Denne lufthavn er lukket! Familien blev udelukkende kørt dertil, så de hurtigt og så diskret som muligt kunne flyves ud af landet. På et privat jetfly, der ville koste staten mindst 50.000 norske kroner. Fra Røros skulle Taibeh og hendes familie flyves til Oslo, herefter videre til Istanbul og endeligt til Kabul i Afghanistan.
Sammen er vi stærke
Taibehs bror fortalte mig senere, hvor bange og chokerede de have været. Taibeh havde selv fortalt mig igen og igen om sit værste mareridt: nemlig at blive hentet af politiet og sendt til Afghanistan. Politiet havde frataget dem deres telefoner og kun tilladt dem at lave ganske få opkald.
Jeg havde været naiv at tro, at de kunne blive i Norge – deres hjem – og få lov til at leve et trygt og fredeligt liv.
Mandag morgen var min tristhed afløst af vrede. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget. Nogle af vores venner havde lavet en Facebook-gruppe, hvor vi kunne dele sidste nyt om Taibeh og hendes familie. Da jeg loggede ind, var siden allerede oversvømmet af beskeder fra folk, der ville være en del af gruppen.
Det var tid til at arrangere en ny demonstration, så de norske myndigheder kunne få at vide præcis, hvordan vi havde det. Målet var at holde demonstrationen onsdag samme uge. Vi vidste, at Taibehs sag havde fanget nyhedens interesse, og at Amnesty International arbejdede på højtryk for at forhindre de norske myndigheder i at sende familien ud af landet.
Alene uden mor
Vi fik hurtigt det praktiske på plads – demonstrationen var da vores tredje – og formentlig den letteste at afholde. Familiens sag var så stor i medierne, og alle ønskede at hjælpe for at vise, at sammen er vi stærkest. Imens vi planlagde demonstrationen, skulle familien Abasi efter planen flyves fra Istanbul til Afghanistan.
Her var det så, erfarede vi, at Teibehs mor havde været bevidstløs under hele turen til Istanbul, og var for syg til at rejse videre. Og i stedet for at gøre det, der ville være det rigtige at gøre, nemlig at lade familien rejse hjem til Norge sammen, valgte de norske myndigheder at sætte Taibeh og hendes to brødre (den yngste var bare 16 år) alene på et fly til Afghanistan – uden deres mor. Vi var i chok.
Alting tog hurtigt fart herefter, men allerede om tirsdagen modtog vi den bedste nyhed længe: Taibeh og hendes brødre var alligevel ikke blevet fløjet til Afghanistan natten før som planlagt. De afghanske myndigheder havde meddelt, at det var farligt at sende uledsagede børn – med tvang – til et andet land.
Da børnenes mor stadig er for svag til at rejse, er Taibeh og hendes brødre tilbage i Norge – men kun på tålt ophold. Familien er fortsat i landet uden reel status, og med mindre de får opholdstilladelse, bliver de sendt til Afghanistan, lige så snart deres mor er rask.
En kamp at kæmpe
Vi fik afholdt vores demonstration onsdag som planlagt – vi var opsat på at lade vores stemmer blive hørt. Det var så smukt at se så mange mennesker, der mødte op og viste deres støtte. Gaden blev fyldt med flere mennesker, flere bannere, og vi var mere højrøstede end nogensinde før.
Det, Taibeh og hendes familie har været udsat for, er så urimeligt og umenneskeligt. Selvom Taibeh nu er hjemme i Norge, mener vi stadig, at den måde, den norske regering har håndteret familiens sag på, er dybt uretfærdig. Der er stadig en kamp at kæmpe. Det gør mig trist til mode og flov på mit lands vegne, at Norge, et land, der påstår at efterleve menneskerettighederne – og børns rettigheder – kan finde på at sende børn alene til et land, de ikke kender.
Vi er fast besluttet på, at vores stemmer skal høres. Som unge mennesker giver vi ikke op – vi ønsker en bedre fremtid for vores venner og familie, og vi stopper ikke før myndighederne begynder at lytte til os.
Mona Alfareh er 20 år gammel og tidligere studierådgiver. Til august begynder hun at studere psykologi på universitetet.