Sara Omar hædres med menneskerettighedspris

 
Udgivet
01.
Nyhed

Sara Omar hædres med menneskerettighedspris

Vinderen af Rådet for Menneskerettigheders hæderspris er i år forfatter Sara Omar. Prisen bliver uddelt den 10. december.

Rådet for Menneskerettigheder giver Sara Omar Menneskerettighedsprisen 2019 for sin vigtige kamp for kvinders og børns rettigheder.

“Sara Omar har med stort personligt mod været med til at sætte fokus på nogle af vores mest udsatte medborgere – nemlig kvinder og børn, der udsættes for eller har været udsat for psykisk og fysisk vold. Sara Omars kamp for ligestilling er vigtig, fordi den handler om at understrege, at ingen skal leve med social kontrol, og at det virker at bryde tabuet,” siger Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty International Danmark og formand for Rådet for Menneskerettigheder.

”Selvom Sara Omars kamp kun lige er begyndt, har hendes arbejde allerede haft stor indvirkning ikke kun på den offentlige debat, men også hos blandt andre speciallæger og gynækologer, der arbejder med ofrene i sundhedsvæsnet til hverdag,” siger Trine Christensen.

Inspireret af sit eget liv

Den kurdisk-fødte forfatter flygtede fra krigen i Irak i slutningen af 1990'erne og ankom som 15-årig til Danmark. Under sine studier i statskundskab debuterede hun med romanen 'Dødevaskeren', der er inspireret af hendes eget liv præget af vold og kønsspecifikke overgreb.

Sara Omar har siden udgivelsen forsvaret menneskerettighederne i den offentlige debat og advokeret for kvinders ret til kropslig integritet. Hun har brudt et tabu for kvinder, ikke kun i det kurdiske mindretal, men i alle dele af det danske samfund såvel som i udlandet. Selvom hun lever med dødstrusler og politibeskyttelse kæmper hun videre:

Kampen er ikke forgæves

”Jeg er rørt, stolt og af hele mit hjerte taknemmelig over at modtage den store anerkendelse fra så bredt et spektrum af respektable og beundringsværdige medlemmer af Rådet for Menneskerettigheder. Det betyder, at min kamp for et værdigt liv for mig selv og de tavse, undertrykte stemmer ikke har været forgæves. Den er ikke forgæves," siger Sara Omar. Hun fortsætter:

"Prisen betyder, at de udsatte eksistenser, som jeg kæmper for langt om længe bliver hørt, anerkendt, set og værdsat. Og den betyder, at når man finder lyset i sig selv og styrken i sig selv, så kommer man over på den anden side af det, der hedder døden. Jeg havde ingen andre valgmuligheder end at tage bladet fra munden, skrive og tage denne kamp op, men mest af alt var det vigtigt at anerkende mig selv for præcis den kvinde og eksistens, jeg er - på trods af, at jeg gennem hele mit liv var blevet fortalt, at jeg ikke var noget værd. At mit køn var ubetydeligt, og at den eneste valgmulighed, jeg havde var at knæle og tigge om accept for overhovedet at være til. Det nægter jeg nogensinde at acceptere igen, og mit budskab til alle verdens undertrykte kvinder, børn - og mænd er: Stå stolt og oprejst, anerkend din eksistens og lad dig aldrig diktere eller pådutte. Uanset hvad andre måtte fortælle dig, er du et værdifuldt og værdigt menneske. Menneskerettighedsprisen er også til jer, der allerede står oprejst og især alle jer, der leder efter modet til at rejse jer. Jeg er med jer, og jeg vil altid være med jer. Uanset konsekvenserne."

Prisen overrækkes tirsdag 10. december kl. 15.00-17.00 hos Institut for Menneskerettigheder. Til overrækkelsen vil prismodtager Sara Omar holde et personligt oplæg om ligestilling og menneskerettigheder.

Rådet for Menneskerettigheder er nedsat af bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder og er sammensat af civilsamfundsorganisationer og offentlige myndigheder, der arbejder inden for menneskerettighedsområdet.

Menneskerettighedsprisen er Rådet for Menneskerettigheders hæderspris og gives til en person, gruppe eller organisation, der har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark. Prisen blev uddelt første gang i 2014.

Læs herunder Sara Omars tale ved receptionen forleden for udgivelsen af hendes seneste bog "Skyggedanseren".  


02.
Sara Omars tale

Saras kamp for kvinders rettigheder

I anledning af udgivelsen af "Skyggedanseren" forleden holdt Sara Omar en tale, som vi har fået lov til at gengive.

Kære gæster,

Af hjertet velkommen. Hvor er det dejligt at se så mange mennesker her i dag. Og tak for, at I gav jer tid til at deltage i min bogreception for Skyggedanseren.

Tænk engang:
Ordets magt.

Ord kan skabe.
Ord kan skabe fred.
Ord kan skabe krig.
Ord kan redde.
Ord kan ændre.

Siden jeg var lille, er jeg blevet fortalt, at ord stod højere end mennesket. Jeg var begyndt at tro på det, indtil jeg fandt ud af, at vi er større end ord, og at det er os, menneskene, der giver magt til ordet og ikke omvendt.

Fordi det er os, der skaber ord. 
Det er os, der kan styre ordene. 
Det er os, der har ordet i vores magt.

Vi er dem, der har skrevet ordene. Ord, som har skabt ufred, ord, der bliver til ødelæggende handling, og vi er dem, som er i stand til at ændre ord, deres betydning og deres magt.

I dag er en af de vigtigste dage i mit liv, men bestemt ikke den nemmeste. Det er dagen, hvor min ensomme, smertefulde og stille kamp igennem mange år bliver delt med jer og den 26. november med resten af verden.

Jeg har valgt ord til at være i min magt. Det har jeg gjort for at kaste lys over de mørklagte og tabuiserede afkroge af ét liv, der ellers, udadtil, ser ud til at være perfekt. 
Jeg har valgt ord, fordi jeg ved, at ord kan opmuntre, kan give håb, kan inspirere, kan skabe nytænkning, forandring og forbedring. At ord kan reformeres - at ord kan reformere og revolutionere. 
Fordi det er mit håb, at vi med ord må være i stand til at gøre op med forældede normer, kulturer, religioner og livsødelæggende overbevisninger.

Jeg har, med min bog Dødevaskeren og nu også Skyggedanseren, prøvet at give smerten og de tavse stemmer en stemme. Fordi smerten er ikke kun min. Jeg har valgt ord for at vende smerte til styrke. For det er udelukkende ord, der har været mit lys og grunden til min overlevelse i et hav af mørke.

Det er netop det oplysende element, der er den primære årsag til, at jeg overhovedet har besluttet mig for, at begge bøger skal udgives. For vi bliver aldrig frie, hvis ikke flere kvinder fortæller om livet som pige og kvinde. Der er ikke så meget forskel fra dengang, jeg var barn og dagen i dag; det er det samme liv, det samme tankesæt, den samme undertrykkelse og ødelæggelse – også her bag murene i Vesten og i resten af verden; i ly af religionsfrihed, kulturbeskyttelse og tolerance.

Forestil jer, at en kvinde kan kaste skam over en hel familie alene, fordi hun er født som kvinde. 
Forestil jer, at en kvinde er så skamfuld en skabning, at hun ingen ret har over sit eget liv og sit eget køn. 
Forestil jer, at en mand skal vaske sig, når han har rørt ved en kvinde, fordi han skal renses for urenhed. 
Forestil jer, at en mand til hver en tid står over en kvinde; at han kan slå, dræbe og udnytte hende, som han vil, fordi han er mand og hun kun kvinde.

Det er hverdagen for millioner af kvinder verden over i de   millioner af hjem, hvor patriarkatet og den mørke del af religion står over alt andet.

Det er den hverdag, som min bog skildrer. Livet som værende kun en pige, kun en kvinde. Det er en fortælling om skyld, skam og ære skrevet indefra, af mig, der selv har gennemlevet alle facetter af skyld, skam og ære og mærket dem på min krop, psyke og sjæl.

For mange kvinder står valget mellem at leve i fangenskab eller at lide i frihed. Derfor forbliver mange i et mentalt og socialt fængsel, og de vil endda forsvare deres egne fangevogtere til døden.

For nogle mænd er dét at fremstå som en ”ærefuld” mand vigtigere end deres egne døtres liv. Her snakker jeg om at ødelægge for ære, at lemlæste for ære, at slå ihjel for ære.

Men fortæl mig, hvori ligger æren ved at tage livet fra dit eget kød og blod for at tilfredsstille omverdenens fordømmende blikke?

Hvorfor er det så vigtigt at opretholde en facade af ære, at man vælge at dække over frygtelige ting som incest, voldtægt og pædofili blot for ikke at plette familiens navn?

Jeg prøver på ingen måde at dæmonisere de mænd, jeg skildrer i mine bøger, da de også selv ligger under for den selvsamme religion, kultur og normer, hvor det at tabe ansigt frygtes mere end døden.

Som I nok ved, så elsker alle mennesker magt. Så hvordan får man disse mennesker til frivilligt at give afkald på denne magt og dele den med deres koner, døtre, mødre og søstre?

I den vestlige verden har kvinder ikke fået deres rettigheder foræret. De har skullet kræve, hvad der var deres. De måtte se frygten i øjnene, de tog bladet fra munden.

Jeg er igennem et helt liv fyldt med modgang kommet frem til, at viden gennem ord er nøglen til forståelse og til forandring. Heldigvis ser vi i disse dage, hvordan kvinder med muslimsk baggrund stormer frem på de videregående uddannelser. Det glæder mit hjerte. 

Men sandheden er, at selv mange af de kvinders status stadig er uændret. Og selv med disse høje uddannelser holder de stadig fast i de gamle tankemønstre og giver dem videre til den næste generation.

Kan det virkelig passe, at mødre stadig opdrager deres sønner ind i en tankegang, hvor de skal bestemme over deres søstre og mødre? Og hvordan skal en mand lære at respektere en kvinde, hvis alle kvinderne i hans liv er blevet udstyret med mundkurv og lænker fra fødslen?

Der er brug for mere end akademisk viden. Mange af disse piger og kvinder mangler viden om deres egen værdi og deres egne rettigheder og kan derfor ikke give det videre.

Adskillige kvinder med min baggrund er underlagt deres fædre, brødre eller onkler, indtil de bliver giftet væk til en mand, som de så er underlagt resten af deres liv.

Vi bliver handlet med, som var vi en vare for en klækkelig medgift. 
Vi går igennem et helt liv underlagt andre mennesker. 
Vi bliver ufrivilligt underkastet psykisk og fysisk tortur, vi bliver voldtaget, vi bliver misbrugt, mishandlet, og det er vores nærmeste i de fleste tilfælde bekendt med, men de vælger at vende det blinde øje til. 
Vi bliver behandlet umenneskeligt, vi bliver vanæret, vansiret og skændet. Skylden bliver altid placeret hos os - hos kvinden. 
Vi får at vide, at vi skulle have klædt os mere anstændigt, opført os mere ærbart, været mere adlydende.

Så når jeg kræver min ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling, der er i strid med de universelle menneskerettigheder, så er det udelukkende fordi, at jeg var barnet, og nu er jeg kvinden, der har set, oplevet, og mærket det umenneskelige. Derfor skal I ikke være berøringsangst for at italesætte kvinder og børns sag.

For hvis ikke I er solidarisk med piger som Frmesk, og kvinder som Rubar i mine bøger, så er kvindekampen langt fra at være vundet - ikke før alle kvinder har fået deres rettigheder. Jeg har ikke skrevet bøger for at fodre de magtfulde mennesker, så de kan slippe af sted med deres magtmisbrug. Jeg har skrevet og skriver bøger, fordi det er min vision at få mennesket til at reflektere og opnå en ny selvforståelse.  

Kære søstre og brødre,
En ægtemand er ikke ham, som undertrykker kvinder, en ægtemand er ham, som opløfter sin kvinde og sine døtre til deres fulde potentiale. 
En ærbar kvinde er ikke en kvinde, som dækker over sine egne brødres overgreb. En ærbar kvinde er den, der siger, at det ikke er i orden at undergrave kvinders frihed og ligestilling.

Den menneskelige udvikling må ikke gå i stå. Man skal ikke holde krampagtigt fast i livsødelæggende og oldgamle normer og værdier. Tiden til et oprigtigt og sandfærdigt opgør er kommet. De skæbner, som står frem i disse dage må ikke stå forgæves frem. At stå frem og fortælle sandheden som den er, er ikke det samme som at gå i krig. Det er det første skridt på den eneste rigtige vej til at skabe fred.

Det giver ikke mening at genskabe fortiden. Reformation, bevægelse og sandhed er en nødvendighed for at bryde den onde cirkel. Det kan kun gøres ved at stå frem og fortælle sandheden - som mange ikke vil høre - selv om konsekvenserne kan være hårde.

Vi piger og kvinder skal uddannes, ikke kun i husholdning og multiplikationstabellen, vi skal også uddannes i at sige fra, så vi kan have et grundlag for at stå selvstændigt. Den nye generation skal kæmpe for deres frihed, så rettigheder bliver en selvfølge for vores døtre.

Vores drengebørn skal opdrages til at se piger og kvinder ligeværdigt. Vores sønner skal se, hvordan deres fædre respekterer kvinder, så det bliver det mest normale i verden. 
Og vores børn kan kun lære det ved at se det ske. Ved at se, hvordan deres fædre behandler deres mødre, søstre og hustruer ordentligt og anstændigt. Med respekt og ligeværdighed.

Jeg har igennem et helt liv måttet lære at beherske kaos. Jeg nægter at gemmes væk for at tage hensyn til en mands lyster. Ingen mænd og ingen kvinder skal have lov til at bestemme, hvem jeg må giftes med. Jeg er ikke en ejendel og en ejendom, jeg er mig. Jeg kan ikke videregives fra min far til en mand. Mit underliv kan ikke stå til ansvar for at videreføre en hel slægts ære. Jeg vil ikke acceptere, at kultur, normer og religion skal have lov til at tage min frihed fra mig. Det vil jeg ikke.

Og der er rigtig mange kvinder, der heller ikke vil det, men de mangler at blive fortalt, at den eneste mulighed, de har, er at være stærke. Jeg har valgt at gå imod strømmen og at være tro mod mig selv uanset konsekvenserne. Mod kræver, at man tør risikere alt. Men jeg har intet tilbage at miste. Og jeg kan ikke længere acceptere, at vi lader stå til, mens vores menneskerettigheder bliver brudt.

Dødevaskeren blev udgivet, og om lidt bliver Skyggedanseren udgivet. Bøger, som jeg i al ensomhed har skrevet med mit blod som blæk, fordi det er et valg, jeg har truffet. Jeg vil leve som en fri kvinde.