Uden identitet

 
Udgivet
01.
Reportage

Uden identitet

Fra velhavende forretningsmand til flygtning i Bangladesh. Amnestys researcher Matthew Wells mødte den 90-årige rohingya Mawlawi Harun, hvis liv også er historien om et folk i evig kamp for retten til at eksistere.

Af Matthew Wells senior kriserådgiver Amnesty International. Artiklen er bragt i Amnesty Bladet #4 2019. 

Mawlawi Harun ved, at han vil komme til at dø her, i dette to gange tre meter bambusskur, overdækket med en presenning. Han vil blive begravet på dette fremmede sted, mindre end 80 km fra den landsby, han i over 90 år kaldte sit hjem og fra den jord, som han havde dyrket siden Anden Verdenskrig, og fra sine forfædres grave.

Siden september 2017 har Harun boet i Jamtoli-lejren i det sydøstlige Bangladesh, hvor mere end 900.000 rohingya-kvinder, -mænd og -børn er stuvet sammen i en klynge flygtningelejre som et resultat af overgreb, begået på den anden side grænsen i Myanmar. Overgreb, som et undersøgelseshold fra FN har betegnet som forbrydelser imod menneskeheden og sandsynligvis folkedrab.

Rohingyaerne er en hovedsagelig muslimsk etnisk gruppe fra Rakhine State i det vestlige Myanmar. Den nordligste del af Rakhine State og Bangladesh er på nogle strækninger adskilt af Naf-floden og på andre af bakker og rismarker.

Forfølgelser i Myanmar har tidligere tvunget Harun til at flygte over de samme bakker og rismarker. Han ved, at med sin nuværende alder og helbredstilstand vil han denne gang ikke komme hjem, også selvom han stadig drømmer om sin landsby.

Byggede skole og moské

Da jeg mødte Harun, havde jeg interviewet over 150 kvinder og mænd i flygtningelejrene som en del af Amnesty Internationals team til undersøgelse af forbrydelser begået af Myanmars militær under operationer, som begyndte i august 2017. Det var min tredje tur til Bangladesh siden krisens udbrud.

Jeg sad på gulvet sammen med en tolk og Harun, som hvilede ryggen mod væggen af bambusrør, som adskilte hans skur fra naboens.

Han fortalte, at han sjældent kom uden for sit skurs fire vægge. To måtter dækkede betongulvet. Et tykt rødt tæppe lå rullet sammen ved døren. Der stod et bækken ved døren, nogle få plastikbægre og skåle var spredt rundt omkring, en spadserestok af træ stod lænet op ad væggen, og der hang flere plastikposer på bambusstokkene. Tilsammen udgjorde de alle Haruns ejendele.

 

Tilbage i Myanmar landsbyen, kendt som Maung Gyi Taung, havde Harun haft et toetagers hus, 80 køer, 250 høns, 150 geder, fem fiskedamme og flere små både, som han lejede for at transportere folk og varer gennem områdets vandveje.

Han havde brugt sin jord og penge til at bygge en moske og en skole.

”Mit hus var omgivet af træer”, mindes han.

I flygtningelejren er hans skur i stedet omringet af tusinder af lignende skure; de er presset sammen i hvert et hjørne af de lave bølgende bakker, der strækker sig så langt øjet rækker. Engang var der træer i denne del af Bangladesh, men de er væk nu. En skov blev fældet for at skabe plads til de 740.000 mennesker, der i løbet af blot nogle få måneder var blevet udrenset fra Myanmar.

Militærets ukontrollerbare magt

Haruns historie handler ikke kun om Myanmars militærs grusomheder i 2017, men om den årtier lang vej, der førte dertil; en historie om den smerte, der kommer af at kunne huske livet, som det var, før landet begyndte at gå ned ad den vej.

I 1950erne, før undertrykkelsen af rohingyaerne for alvor tog fart, drev Harun forretninger over alt i Sydøstasien. Det var flere år efter, at Myanmar, dengang kendt som Burma, fik uafhængighed efter omkring 100 års britisk styre.

Myanmars historie og nuværende udvikling er kompleks, men tre faktorer er nøglen til at forstå Haruns liv.

Den første er militærets dominans; det regerede helt og holdent landet i 50 år, og nu, et halvt årti efter overgangen til en delvis civil regering, har militæret fortsat betydelig ukontrolleret magt.

Den anden er kløften mellem landets centrale sletter, hovedsageligt beboet af etniske burmesere, som udgør et flertal af Myanmars befolkning, og de omgivende bjergrige grænseområder, der hovedsageligt er beboet af etniske og religiøse minoriteter.

Grænseområderne er hjemsted for nogle af verdens længstvarende borgerkrige med en konstellation af væbnede grupper, der kæmper for større autonomi, marginaliserede minoriteters rettigheder og kontrol over ressourcer.

Den tredje faktor er den voksende fjendtlighed i forhold til muslimer i det altovervejende buddhistiske land; i de senere år er der opstået en buddhistisk nationalistisk bevægelse i Myanmar, ligesom det er tilfældet med etniske nationalistiske bevægelser over hele verden, som delvis fremmes af antimuslimsk hate-speech på Facebook.

Fra ”Rohingya” til ”Muslim”

Haruns virksomhed var telegrafiske pengeoverførsler. Han havde sin families hjem i Maung Gyi Taung i den nordlige del af Rakhine State foruden et kontor og et hus i Yangon, der dengang var Myanmars hovedstad.

”Folk importerede varer til Yangon gennem min konto”, sagde han og tilføjede, at folk fra Myanmar, som arbejdede i udlandet, også sendte penge hjem til deres familier gennem ham.

Arbejdet førte Harun til Thailand, Indonesien, Singapore og vore dages Malaysia. Da han talte flydende burmesisk, rohingya, urdu og arabisk, var han velegnet til jobbet.

Men i 1962 udførte nogle højtstående officerer i Myanmars militær et statskup. Når Harun fortæller sin historie, hvad der skete i løbet af hans liv, markerer han tid og stadier af forfølgelse med herskere, ikke med år.

Der er Ne Wins periode, Saw Maungs periode, Than Shwes periode og Thein Seins periode.

Der skete en generel indskrænkning af borgerrettigheder i de første år af Ne Wins regeringstid (1962-1981, red.), hvilket inkluderede opløsningen af rohingyaernes politiske organisationer.

Nye statslige identitetspapirer omtalte ikke længere folk som ”rohingyaer”. Der stod bare ”muslim”.

Fra hus til hus

I 1977 boede Harun i sin landsby i Rakhine State, hvor han dyrkede familiens jord. Han begyndte at høre beretninger om, at Myanmars soldater gik fra hus til hus i andre landsbyer – hvor de tjekkede folks papirer, og tjekkede på hvilken arm de havde et vaccinationsar.

Jeg har hørt denne detalje fra flere ældre rohingyaer; åbenbart troede soldaterne, at læger i Bangladesh vaccinerede den højre arm og derved skabte et ar dér som ”bevis” på, at en person ikke var fra Myanmar.

Hvis soldaterne på egen hånd besluttede, at et papir ikke var i orden, at et eller andet ikke var, som det skulle være, blev folk – ofte hele familier – arresteret, slået, tortureret og undertiden dræbt. Det spillede ingen rolle, at mange rohingyaer i virkeligheden aldrig havde fået statsborgerskab.

Militærregeringen havde indledt Operation Nagamin, eller ”Dragekongen”. Regeringen var i færd med at foretage en folketælling, og operationen var angiveligt et forsøg på at identificere og fjerne ”fremmede”, som man anså for at opholde sig ”illegalt” i Myanmar.

Operationen koncentrerede sig om Rakhine State og rohingyaerne. Den militære ledelse skubbede på for en stadig snævrere opfattelse af identitet og tilhørsforhold, og rohingyaerne blev udelukket, etnisk og religiøst.

Efterhånden som militæret fejede igennem landsbyer, og rygterne om dets brutalitet spredtes, flygtede omkring 200.000 rohingyaer, her iblandt Harun, til fods eller med båd til Bangladesh.

”Jeg havde mine papirer, men selv når man havde dem, ville de finde et eller andet, der var forkert – denne person er for gammel, dette papir er ikke det rigtige”, husker han. ”Vi var så bange, når de tjekkede andre folk, at vi også flygtede. Vi ventede ikke på, at de skulle komme til vores landsby”

Løfter om sikkerhed

Efter et par måneder indgik Bangladesh og Myanmar en aftale om, at rohingyaerne kunne vende hjem.

Som en respekteret ældre mand var Harun en del af en gruppe, der blev inviteret til at mødes med en overordnet bangladeshisk embedsmand.

Embedsmanden fortalte ham, at Myanmar havde lovet at sikre deres tryghed og sikkerhed, at beskytte deres ejendomsrettigheder og at respektere deres religionsfrihed.

Harun tvivlede på løfterne, men snart var der ikke anden mulighed end at vende tilbage: de bangladeshiske myndigheder afskar nødhjælp til flygtningelejrene.

Jeg spekulerer på, hvor længe der vil gå, før Harun endnu engang bliver presset til at vende tilbage.

Bangladesh har planer om at flytte mindst 100.000 flygtninge til en lille ubeboet ø bestående af slam i den Bengalske Bugt – en ø som først dukkede op af havet for nogle årtier siden, og på hvilken rohingyaerne ville have meget få - om nogen – muligheder for at skaffe sig et livsgrundlag.

Hjælpearbejdere har fortalt mig om møder for lukkede døre, hvor bangladeshiske embedsfolk talte om at opsætte hegn omkring de eksisterende lejre; som det er nu, har rohingyaerne ikke tilladelse til at bevæge sig uden for et angivet område, ikke engang for at søge påtrængende lægehjælp – uden en særlig tilladelse.

Et år efter at Harun vendte hjem i 1979, angreb Myanmars soldater hans landsby. De førte ham og andre rohingya-mænd hen til en lejr i skoven.

”De anklagede os for at have grebet til våben imod regeringen”, fortæller han. ”De torturerede os for at få oplysninger”.

Han husker, at han blev tilbageholdt i 13 dage. Den sidste dag faldt han bevidstløs om efter at være blevet slået. Soldaterne troede tilsyneladende, at han var død og smed hans krop i skoven, sådan som Harun har set det ske med andre. Han kom til bevidsthed. Hvor meget senere ved han ikke.

”Langsomt kravlede jeg væk”, sagde han og efterlignede bevægelsen med maven hævet nogle få centimeter over måtten på skurets gulv. Til sidst kom han her til Bangladesh for at få lægebehandling.

Så snart han var blevet helbredt, vendte han hjem.

Gemte sine identitetspapirer

Hver gang Harun vendte hjem, oplevede han sit liv yderligere begrænset. I 1982 vedtog regeringen en ny lov om statsborgerskab, hvor man identificerede otte ”nationale racer”. Rohingyaerne var ikke iblandt dem.

De findes heller ikke på den liste over 135 anerkendte etniske grupper, som regeringen senere offentliggjorde. Myanmars statsembedsmænd nægter at bruge ordet ”rohingya”.

Harun rækker ud efter noget bag sit hoved og griber fat i en af plasticposerne, der hænger på bambusrørene. Han hiver et højrødt Union of Burma-pas frem, som tilhørte hans mor i 1950-erne; hun døde, før det udløb, så han returnerede det aldrig til myndighederne, sådan som han havde fået besked på at gøre med sit eget.

Han trak et lamineret tredelt identitetspapir, kendt som Det Nationale ID, frem, det var udstedt i overensstemmelse med Statsborgerskabsloven fra 1948; det er hans papir, hans ungdommelige ansigt stirrer på mig ovenover hans fingeraftryk og hans personnummer.

Harun har længe holdt disse papirer skjult. Hvis Myanmars myndigheder havde fundet dem, ville de have konfiskeret og ødelagt dem, sådan som det skete for andre, som jeg har interviewet.

Papirerne imødegår fortællingen om, at rohingyaerne er fremmede, at de ikke hører til, som Myanmar arbejder så hårdt på at udbrede om dem.

Hans øjne lyste op, når han talte om at narre sine undertrykkere. ”Jeg passer på disse papirer, som om det er min sjæl, jeg tager mig af.”

Papirerne bremsede ikke Myanmars beslaglæggelse af store dele af Haruns og andre rohingyaers jord i de sidste 25 år.

Militæret byggede baser over hele regionen, og indkaldte rohingya-mænd, heriblandt Harun og hans sønner, til at udføre arbejdet. Hvis man nægtede, fik man i bedste fald en stor bøde, men som regel førte det til tortur og i værste fald blev man slået ihjel.

Myndighederne byggede også mønsterlandsbyer til hovedsageligt etniske buddhistiske grupper – som var anerkendt som ”nationale racer” – og intensiverede overflytning til rohingya-land og tilbød dem dér gratis jord tillige med et hjem og kreaturer.

Efter i sin ungdom at have rejst overalt i Sydøstasien, måtte Harun nu pludselig til at søge myndighedernes tilladelse for at kunne rejse til en landsby, der lå mindre end en kilometer væk.

Han skulle søge tilladelse til at fiske i en flod lige uden for sin landsby, til at samle brænde fra en nærliggende bakke eller til at tage på markedet i nabolandsbyen

På flugt igen

Udslettelsen er et kapitel for sig – det værste kapitel. Det er historien om, hvordan Harun endnu engang endte i en flygtningelejr i Bangladesh.

Den 25. august 2017 angreb en bevæbnet rohingya-gruppe, kendt som Arakan Rohingya Salvation Army, 30 politistationer, spredt ud over den nordlige del af Rakhine State.

Som modsvar drog Myanmars militær igennem rohingya-landsby efter rohingya-landsby, skød kvinder, mænd og børn; voldtog kvinder og piger; og nedbrændte hjem, moskeer og butikker.

I en alder af 90 år flygtede Harun ud i junglen sammen med sine børn og børnebørn, da de hørte, at soldaterne var i nærheden. Fra et skjulested så han soldaterne sætte ild til hans landsby – til det hjem, som hans familie havde ejet, siden han blev født.

”Jeg så afbrændingen med mine egne øjne, og jeg begav mig mod Bangladesh”, fortalte han. ”Der lå lig på vejen, på markerne. Når soldaterne kom ind, løb folk væk, men de åbnede ild og beskød dem bagfra”.

Vil fremlægge sine beviser

Det tog ham to uger at nå frem til Bangladesh.

Af dem, der overlevede militærets omfattende angreb, flygtede i løbet af nogle måneder omkring 85% af de rohingyaer, der boede i den nordlige Rakhine State, til Bangladesh.

Satellitbilleder bekræfter, at flere hundrede rohingya-landsbyer var blevet nedbrændt.

Da Harun omhyggeligt lagde sine papirer tilbage i deres plasticposer, sagde han, at han var parat til at vise dem til et hvilket som helst retssystem.

”Måske hvis jeg viser alt dette, vil de være i stand til at give mig mit land tilbage,” sagde han. ”Jeg kan vise dem mine beviser på, hvad der tilhører mig”.

Han sagde, at han havde hørt om Den Internationale Straffedomstol og spurgte mig, hvorfor de ikke havde kontaktet ham og andre for, at de kunne fremlægge beviser på militærets forbrydelser. Han sagde, at de skulle skabe retfærdighed.

Jeg fortalte Harun, at det internationale retsvæsen arbejder langsomt, alt for langsomt, men at der er undersøgelser i gang.

Harun svarede, at mange af hans venner var døde, at han var parat til at tale med enhver, der kunne hjælpe med at sikre retfærdighed, at han havde talt med mig, for at jeg kunne viderebringe hans ord til folk med magt rundt omkring i verden.

Da vi var færdige med interviewet, og havde givet hinanden hånden til farvel, spurgte jeg Harun en sidste gang, om han havde noget at tilføje.

”Vort navn er rohingya”, sagde han, ”det navn tilhører os”.

Ikke sikkert for rohingyaerne at vende hjem

Myndighederne i Bangladesh forsøger at presse rohingya-flygtningene til at vende tilbage. Amnesty arbejder for at forhindre dette, da det endnu ikke er tilstrækkeligt sikkert for flygtningene at vende hjem.

Ny research viser, at Myanmars militær fortsat begår overgreb mod etniske minoriteter i det nordlige Myanmar og at konflikten ikke ser ud til at aftage.

Indtil videre har Bangladesh ikke haft held med at sende rohingyaer ufrivilligt retur.