Amnesty's jurist svarer på COVID-19-spørgsmål

 
Udgivet
01.
Q&A

Amnesty's jurist svarer på COVID-19-spørgsmål

Da den danske regering i midten af marts realiserede et lock-down for at begrænse spredningen af COVID-19, vedtog folketinget samtidig en række hastelove med øjeblikkelig effekt.

Claus Juul, jurist i Amnestys danske afdeling, har kigget regeringens corona-politikker efter i sømmene.

Q: Hvad synes du om den danske COVID-19-politik? Er den gået for vidt?

A: Spørgsmålet kan ikke besvares helt kort og enkelt. Svaret kommer blandt andet an på, hvad der sker de næste 6 - 12 måneder – om der er tale om helt kortvarige indsatser mod COVID-19, som bringes til ophør, så snart truslen om flere smittede hører op, eller om de mange beføjelser bevares, fordi de er gode at have i beredskab. Som tommelfingerregel kan man i et retssamfund godt – undtagelsesvis – acceptere indgreb i borgernes frihedsrettigheder, hvis indgrebene er kortvarige, målrettet en konkret trussel/fare, og at de er: 

  • Nødvendige for at beskytte væsentlige interesser i et demokratisk samfund (f.eks. beskyttelse af borgerne sundhed/bekæmpelse af alvorlige trusler mod folkesundheden).
  • Effektive – at myndighederne ikke bruger nogle værktøjer, bare fordi de har dem, men fordi de virker helt konkret.
  • Proportionelle - med vigtigheden af det mål, man vil opnå/at målet berettiger indgrebet.
  • Lovlige (at der er lovhjemmel)
  • At de særlige beføjelser til at foretage indgreb i borgernes rettigheder ophører/ophæves, når truslen mod samfundet/folkesundheden er afværget.

Q: Hvilke menneskerettigheder er påvirket af de beslutninger, som er taget i kampen mod COVID-19?

Retten til fri bevægelighed: Som led i bekæmpelsen af COVID-19 giver lovgivningen ministeren beføjelser til at forbyde ophold på bestemte steder. Særligt har der været forbud mod at opholde sig i større grupper på torve og pladser og lignende. Men det har fortsat været tilladt at gå fra A til B – dvs. også gader og strøg.

Det afgørende for, om indgrebet er for vidtgående, må være, om man når til et punkt, hvor borgerne reelt afskæres fra at bevæge sig rundt i byen. Alle offentlige institutioner har været lukket for offentlig adgang, hvilket i sig selv er besværligt, men ikke svarer til at blive frataget sin ret til bestemme, hvor man vil opholde sig.

Retten til at forsamle sig: Som udgangspunkt må borgerne (både efter Grundlovens § 79 og menneskerettighederne) forsamle sig uden forudgående tilladelse, medmindre det er til fare for den offentlige orden – ligesom det altid vil være muligt for myndighederne at tage de nødvendige skridt til at beskytte borgernes sundhed.

Staten/regeringen kan altså ikke – uden nærmere begrænsninger i tid eller begrundelse forbyde forsamlinger med henvisning til COVID-19. Den konkrete nødvendighed, effektivitet (virker det?), proportionalitet, og lovhjemmel skal påvises.

Boligens ukrænkelighed: Der var oprindeligt forslag om, at Sundhedsministeren skulle kunne fastsætte regler om, at sundhedsmyndighederne og politiet skulle kunne trænge ind i borgernes hjem – hvis der var mistanke om ”corona-smitte” eller andre forhold, som kunne øge risikoen for smitte. (Grundlovens § 72 og MR). Folketinget besluttede, at det var for vidtgående et indgreb, og ændrede reglerne, så myndighedernes adgang til at ”trænge ind” kun omfatter ”lokaliteter/lokaler”, som tilhører næringsdrivende og juridiske fysiske personer (Produktionslokaler, foreningslokaler, sportsklubber). Om disse beføjelser er forenelige med frihedsrettighederne og grundloven, vil igen afhænge af, hvordan man bruger disse beføjelser – især hvor længe og på hvilket mistankegrundlag. Efter traditionel dansk (statsforfatnings)ret ville man nok også anse indtrængen i ”lokaliteter” (for eksempel erhvervsdrivende eller klubber) for en overtrædelse af boligens ukrænkelighed.

Q: Hvordan påvirker de nye regler borgernes ret til privatliv?

Retten til privat-/familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bestemmer, at der kan foretages indskrænkninger i disse rettigheder, hvis væsentlige forhold i et demokratisk samfund – herunder for at beskytte sundheden – taler derfor. (Indgrebene skal dog fortsat være nødvendige, effektive, proportionale og lovlige).

Oprindeligt stillede regeringen forslag om, at myndighederne som led i COVID-19-bekæmpelsen skulle kunne registrere borgernes lokationsdata – altså, hvor borgerne gik og færdedes, hvem de mødtes med, og hvor de (ifølge deres betalingskort) opholdt sig og gjorde deres indkøb, mv.

Det blev dog klart under debatterne, at en sådan logning af borgernes lokationsdata reelt ville få karakter af egentlig masseovervågning lig den overvågning, som Kina praktiserer i forbindelse med bekæmpelsen af COVID-19, hvor de mange lokationsdata benyttes til formål, som ikke har noget med sygdomsbekæmpelse at gøre.

Endvidere udtalte Seruminstituttet, at man hverken havde noget ønske om eller brug for en sådan masseovervågning, og derefter tog regeringen forslaget om registrering af lokationsdata ud af forslagene.

De nye regler er derfor ikke så indgribende i forhold til borgernes ret til privatliv, som man kunne have frygtet. Men realiteten er, at regeringen lagde et forslag frem, som grundlæggende ligner de danske regler i logningsbekendtgørelsen, der er i strid med beskyttelsen af retten til privatliv, og som Danmark i en årrække har nægtet af ophæve, selvom EU-domstolen har fundet lignende regler ulovlige. 

Forløbet illustrerer efter Amnestys opfattelse, hvor vigtigt det er, at civilsamfundet og eksperter til stadighed holder øje med udviklingen og blander sig i den politiske debat.

Q: Hvad betyder epidemi-lovens § 21 b – om personlige oplysninger?

Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet af § 2.

Denne bestemmelse er et eksempel på en bemyndigelsesbestemmelse, som ikke har den fornødne klarhed og præcision. Det er ikke muligt ud fra § 21b at redegøre tilnærmelsesvis dækkende for, hvilke situationer der i praksis vil føre til pålæg om at behandling personoplysninger – eller hvor ofte det forudses at ville/kunne ske.

Q: Hvad er den mest iøjnefaldende nyskabelse i epidemi-loven? 

A: Det mest iøjnefaldende er, at regeringen og Folketinget i forening har vedtaget en lov, som indeholder flere end 35 bemyndigelsesbestemmelser, der giver Sundheds-og Ældreministeren (eller ”den relevante” minister) beføjelser til at fastsætte nye regler eller komme med forbud og påbud af forskellig art. 

Det afgørende er, at ministeren efter disse bemyndigelsesbestemmelser kan udstede nye regler alene.

Traditionelt har det været sådan, at man i et retssamfund som det danske har arbejdet med ”magtens tre-deling”, som blandt andet betyder, at det er regeringen og Folketinget i forening, der lovgiver i Danmark. Formålet med tre-delingen af magten har historisk været at sikre, at der ikke var én magt (f.eks. kongen), som både var lovgivende og udøvende og dømmende magt. Derfor kræver lovgivende magt deltagelse af både regeringen og Folketinget. (Checks and balances). 

Det er ikke ualmindeligt, at Folketinget og regeringen vedtager love, som indeholder en række beføjelser til ministre til at vedtage detail-lovgivning på ”bekendtgørelsesniveau”. Mange bekendtgørelser indeholder detaljerede regler af teknisk karakter, hvor det giver god mening at bemyndige en fagminister til at udstede bekendtgørelser og cirkulærer.

Men mange af de forhold, som Folketinget har givet ministeren beføjelser til at fastsætte regler om i epidemi-loven, kan ikke kaldes for detail-stof. Loven giver sundheds- og ældreministeren bemyndigelse til at fastsætte regler på en lang række områder, som omfatter:

  • Forbud mod brug af offentlige transportmidler
  • Fastsættelse af regler om politiets medvirken/magtanvendelse
  • Forbud mod offentlige arrangementer og møder
  • Mulighed for ekspropriation af fast ejendom (forretningslokaler mv.)
  • Tvangsmæssig behandling af smittede
  • Tvungen isolation
  • Tvangsmæssig vaccination
  • Lukning af skole og plejehjem m.v.
  • Forbud mod at komme til offentlige institutioner og bygninger
  • Indhentelse og brug af personoplysninger (§ 21b) Check!
  • Påbud om afspærring af ”områder”
  • Påbud om tvangsvaccine i bestemte områder
  • Ministeren kan i fremtiden beslutte, at de omfattende beføjelser også skal kunne tages i anvendelse ved andre (ondartede) sygdomme, der ikke er omfattet af de nuværende regler.

Q: Er der problemer med den nye epidemi-lov? 

Det er isoleret set godt for os alle, at Folketinget kan blive enige om at arbejde hurtigt sammen om at styrke myndighedernes – især sundhedsministerens muligheder for at handle hurtigt og effektivt i bekæmpelsen af epidemiske sygdomme. 

De fleste menneskerettigheder – herunder retten til privat- eller familieliv, retten til at forsamle sig, retten til at opholde sig, hvor man vil og så videre – er ikke ubetingede, således at alle andre hensyn må vige. Det betyder, at de nævnte frihedsrettigheder ikke gælder uden begrænsninger, og kan ”indskrænkes”, hvis det sker til varetagelse af væsentlige eller afgørende samfundshensyn. 

”Sundhed”, eller bekæmpelse af sygdomme og epidemier, er netop sådan et samfundshensyn, som kan begrunde, at man vedtager lovgivning, der medfører indskrænkninger i nogle af de grundlæggende frihedsrettigheder. 

Det er samtidig afgørende, at ”man” ikke benytter lejligheden til at foretage permanente indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder. Flere af de indgreb, som gøres mulige (tvangsmæssig vaccine, frihedsberøvelse, isolation, bør til stadighed kræve særlig betingelser/klar lovgivning for at kunne bringes i anvendelse.

Q: Hvad ser du som Amnestys fornemste opgave, når det kommer til at sikre danske borgeres rettigheder i kampen mod COVID-19?

De seneste ugers politiske processer med at styrke lovgivningens svar på udfordringen fra COVID-19 - skaffe de nødvendige juridiske værktøjer og værn – særligt en lang række beføjelser til Sundhedsministeren – har stærke ligheder med de seneste årtiers anti-terrorlovgivning.

I forbindelse med Terrorpakke II fra 2006 indførte Folketinget en pligt for alle internetudbydere til at registrere alle borgeres færden på nettet – både mobiltelefoner og på internettet - trafikdata og lokationsdata – i mindst et år bagud. Siden har EU-domstolen i sager mod blandt andet Irland og Sverige fundet EU's logningsdirektiv i strid med retten til privatliv og til ikke at blive udsat for vilkårlig masseovervågning.

Danmark har i en årrække undladt at efterkomme EU-domstolens tilkendegivelser med diverse henvisninger til hensynet til politiets effektivitet. ”Man kan ikke få både sikkerhed og retssikkerhed,” synes argumentet at være. Eller: ”Domstolskontrol er til hinder for effektiv kriminalitetsbekæmpelse.” 0tte gange har skiftende danske regeringer udskudt en revision af de ulovlige regler og forlænget den solnedgangsklausul, som knytter sig til logningsbekendtgørelsen. 

Så meget desto mere forstemmende var det at konstatere, at noget af det første, der skete i forbindelse med vedtagelse af regler om bekæmpelse af COVID-19, var, at man fremlagde forslag om, at det skulle være muligt for Statens Seruminstitut, Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet at registrere den enkelte, navngivne borgers fysiske færden – deres lokationsdata – og deres brug af betalingskort og hvor de er, når det bruges. 

Forslaget blev senere trukket tilbage, da Statens Seruminstitut efter omfattende kritik gik ud og meddelte, at man var blevet misforstået og ikke behøvede en sådan overvågning af hver enkelt borger – som i øvrigt i store træk ligner den overvågning, som det kinesiske styre foretager på grundlag af de oplysninger, som hentes ind med henvisning til COVID-19. 

Men forløbet viser, at der er en betydelig mangel på erkendelse hos politikerne af, at det er dem, og ikke de tekniske muligheder eller tech-giganterne eller de sagsbehandlende myndigheder, der skal definere og afgøre, hvor meget og hvor tæt myndighederne skal overvåge/registrere borgernes færden - på internettet og på gaden.

Amnesty International ser det derfor som sin opgave – nu og i fremtiden - at insistere på, at de danske beslutningstagere i fremtiden indtænker hensynet til borgernes retssikkerhed og deres ret til privatliv og sikrer, at det ikke bliver de tekniske muligheder, der kommer til at definere det danske samfunds syn på retssikkerhed, når der skal lovgives. 

Kampen mod COVID-19