”En dag bliver de stillet til regnskab” Syrien

 
Udgivet
01.
Tema

”En dag bliver de stillet til regnskab”

For fem år siden offentliggjorde en tidligere militærfotograf med dæknavnet Caesar flere tusinde billeder, som viste grusomhederne i de syriske fængsler. Flere familier genkendte her familiemedlemmer, der havde været savnet i årevis. Nu kæmper de for retfærdighed for deres døde.

Af Hannah El-Hitami
Artiklen er bragt i vores medlemsblad #1 2020

På et fotografi, som hænger i Maryam Al-Hallaqs dagligstue, smiler Ayham selvbevidst til kameraet. I en træramme troner billedet højt over sofaen og fylder hans mors etværelseslejlighed med minder om hendes yngste søn. Billedet stammer fra en fredelig demonstration i Damaskus i 2011 – det var før regimet begyndte at skyde på demonstranter og anholde dem i titusindvis.

Andre billeder af Al-Hallaqs søn gik senere verden rundt: man kan der se den 25-åriges døde krop, øjnene er halvt lukket i, på panden sidder en klæbestrimmel med nummeret 320.

Over 28.000 fotografier af døde fanger smuglede den tidligere militærfotograf med dæknavnet Caesar ud af Syrien i 2013 og offentliggjorde dem i begyndelsen af 2014. De fleste af fotografierne bliver kun vist efter at være blevet censureret.

En kvinde kigger på de grusomme billeder af døde kroppe taget af en fotograf, der identificerer sig selv som Caesar. by the code name "Caesar, " at the United Nations Headquarters in New Yor
En kvinde kigger på de grusomme billeder af døde kroppe taget af en fotograf, der identificerer sig selv som Caesar. 

Synet af de afbildede 6.786 fanger, som blev myrdet af det syriske regime efter brutal tortur og elendige fængselsforhold, er for grusomt. Men billederne er ikke kun vidnesbyrd om et menneskeforagtende torturmaskineri. De tjener også som det vigtigste bevismateriale ved den internationale strafforfølgelse af Assad-regimet.

”Da jeg så billedet af Ayham, blev jeg lettet”, siger Maryam Al-Hallaq. ”Han var ganske vist død, men trods alt havde han ikke så voldsomme mærker efter tortur som mange andre”. Den 66-åriges stemme får en klang af ligegyldighed, næsten som om hun keder sig.

Ayhams historie har hun allerede fortalt så tit. Det er hun nødt til, for nu, syv år efter hans død, kæmper hun for at hans mordere bliver stillet til regnskab. Kun af og til afslører en stor klump i halsen eller et dirrende suk omfanget af den smerte, som drabet på hendes yngste barn har tilføjet hende.

Uvisheden

Maryam Al-Hallaq er medstifter af Caesar Families Association (CFA), en sammenslutning af kvinder og mænd fra Syrien, som har måtte genkende deres døde slægtninge på Caesar-billederne. Indtil da har de i måneds- eller årevis intet vidst om deres ægtemænds, søskendes eller sønners opholdssted.

Sådan var det også for Maryam Al-Hallaq, hvis søn Ayham blev tilbageholdt i november 2012 på Damaskus’ Universitet og ført ind i et rum på det medicinske fakultet, hvor han blev gennempryglet og torteret. Man førte ham til det hemmelige militærs fangelejr nummer 215, også kendt som ”dødens afdeling”.

Efter tre måneder uden livstegn fra sin søn hørte Al-Hallaq fra en af sønnens medfanger, der var sluppet ud, at Ayham var død, liggende med sit hoved i skødet på medfangen efter fem dage i fængslet. ”Giv besked, når han er død”, havde fangevogterne blot befalet medfangen, da han havde bedt om medicinsk hjælp til Ayham.

Men efter at Ayhams familie havde holdt en sørgehøjtidelighed, blev der igen rejst usikkerhed om han virkelig var død. En anden medfange fortalte, at Ayham var i live. ”I halvandet år forsøgte jeg at finde ud af, om han var levende eller død”, fortæller Maryam Al-Hallaq. Hun forhørte sig hos adskillige myndigheder, og hos dem alle blev hun affærdiget eller ydmyget, indtil man til sidst endelig udleverede hende en dødsattest. Dødsårsag: Hjertesvigt.

Derpå prøvede hun i seks måneder at finde ud af, hvor man havde begravet hendes søn. ”Jeg ville vide helt præcis, hvad der var sket”, siger hun. ”Selvom jeg havde dødsattesten, håbede jeg alligevel, at han stadig var i live”. 

Dette håb bristede definitivt i 2015, da hun på Facebook blev opmærksom på Caesar-fotografierne. ”Jeg har sikkert ti gange prøvet at få mig selv til at se på fotografierne, men de var så frygtelige, at jeg ikke kunne klare det”, siger Al-Hallaq.

En bekendt oplyste hende så om, at Ayham var blandt de afbildede døde. Endelig havde moderens eftersøgning af hendes søn fået en ende. Hendes kamp for retfærdighed kunne begynde.

Flygtede til Berlin

I dag bor Maryam Al-Hallaq i Berlin. Hun forlod Syrien i slutningen af 2014, efter at hendes hus i Ghouta var blevet ødelagt, og efter at det hemmelige politi havde beslaglagt hendes brors hus. Først flygtede hun til sin søster i Beirut. Hun kom til Tyskland i 2017 efter at have hørt, at borgere fra Syrien herfra kunne klage over det syriske sikkerhedsapparat.

Ved Forbundsdomstolen i Karlsruhe har man siden 2011 indsamlet materiale, der dokumenterer Assadregimets krigsforbrydelser. Dette bliver understøttet af syriske menneskerettighedsforkæmpere og repræsentanter for European Center for Constitutional and Human Rights (ECCHR) i Berlin.

De indsamler erklæringer fra tidligere fanger og torturofrenes familier. Disse spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere ofre og underbygge beviser. 

Gennem samarbejdet med ECCHR lærte Maryam Al-Hallaq andre mennesker at kende, hvis familiemedlemmer kunne ses på Caesar-fotografierne. De slog sig sammen og etablerede i februar 2019 foreningen Caesar Families Association (CFA), som yder finansiel og emotionel støtte. Og de rejser gennem Europa for at vinde politikere for deres sag. ”Vi forlanger ikke en politisk, men derimod en menneskelig platform i forhold til fangerne”, betoner Maryam Al-Hallaq.

I Syrien bliver der hver dag arresteret folk, og hver eneste dag dør nogen i fængslerne. CFA sætter sig imod en normalisering af staters samarbejde med Assad-regimet, og imod genopbygning af Syrien.

”Så længe der ikke findes en fredelig løsning, må genopbygningen ikke begynde”, siger Maryam Al-Hallaq. ”Hvordan kan vi igen opføre bygninger i Damaskus, når mennesker er indespærret under gaderne? Hvordan kan man bygge noget nyt oven på lig?” 

Ingen fremtid uden retfærdighed

Maryam Al-Hallaq tror ikke på, at hun selv får mulighed for at give sin søn en passende begravelse, lige så lidt som hun tror på, at hun selv vil kunne vende tilbage til Syrien.

Retssagerne trækker ofte ud i flere år - det ved hun fra Kosovo og Libanon. Og Bashar al-Assad sidder stadigvæk på magten i Syrien. Hun ser ingen fremtid for Syrien uden retfærdighed. 

”Vi kan tilgive hinanden, men kun når gerningsmændene bliver stillet til regnskab”, siger hun.

Den første sejr er allerede opnået: i juni forrige år udstedte Forbundsdomstolen i Karlsruhe en international arrestordre mod Jamil Hassan, lederen af det hemmelige politi i det syriske luftvåben. Ganske vist opholder han sig for øjeblikket i Syrien og kan ikke pågribes, men for de pårørende er det trods alt en sejr.

”Folk skal vide, at de bliver stillet til regnskab for deres gerninger”, siger Maryam Al-Hallaq. ”Måske ikke nu, ikke i dag, men en dag bliver de stillet til regnskab”.


Sådan kan syriske krigsforbrydere retsforfølges

Tekst: Henrik Brun
Grafik: Mikkel Henssel