Afviste asylansøgere bor i celler med tremmer for vinduerne og risikerer isolationsfængsling for småting. Vi har talt med en tidligere indsat om livet i det stærkt kritiserede Udlændingecenter Ellebæk, som Europarådets torturkomité i vinter kaldte for ’uegnet for mennesker’.
Det er forår, og coronapandemien har for alvor gjort sit indtog i Danmark. De fleste arbejdspladser er under lock-down, børnene er hjemme fra skole, grænserne lukket ned og statsministeren taler på daglige pressemøder om de afsavn, vi hver især må lide for at få COVID-19 under kontrol.
Vi taler særligt meget om de ældre og om de unge. Om at sidde isoleret på et plejehjem eller ufrivilligt være nødt til at forkorte sit efterskoleophold. Der tales om udsættelser af domafsoning i særlige tilfælde, for at fængslerne ikke skal huse for mange på én gang. Tonen er medfølende, appellerende.
Men én gruppe bliver ikke nævnt af hverken ministre, sundhedspersonale eller journalister på de utallige pressemøder: De frihedsberøvede afviste asylansøgere i Udlændingecenter Ellebæk.
Permanent lock-down tilstand
I Ellebæk er livet altid under lock-down. Ikke middelklassens lock-down krydret med Zoommøder, hjemmeskoling, sociale medier, Skypekald med familie og venner og coronastøtte til de lokale caféers nød-take-away-ordninger. Nej, i Ellebæk er der tale om en total isolering fra omverdenen. Ingen digital kontakt, ingen besøg, begrænsede aktiviteter. To gange 30-45 minutters ude-tid i en lille overdækket gård, hvor de indsatte kan indånde en smule frisk luft eller ryge cigaretter som dagens højdepunkt.
Normalt sidder de indsatte der, fordi de har fået afslag på asyl og enten ikke kan eller vil tage tilbage til deres hjemland.
Skiftende regeringer har slået på tromme for nødvendigheden af stedets miserable forhold med argumentet om, at hvis bare det er slemt nok i Ellebæk, rejser de indsatte nok frivilligt hjem. Men med forårets stop for flytrafik bliver det ekstra uklart, hvorfor staten fortsat internerer folk under forhold, som Europarådets Torturkomité i vinter kaldte ’uegnet for mennesker’.
“Folk som har været i Ellebæk, skal til psykolog”
Én af de afviste asylansøgere, som har siddet i Ellebæk i en seks måneder lang periode umiddelbart inden COVID-19, er Parviz Atmani. Han har sammen med to andre tidligere indsatte indvilget i at mødes med Amnesty og fortælle om dagligdagen i det stærkt kritiserede udlændingecenter.
Parviz er iransk kurder og fortæller, at han er flygtet fra Iran, fordi han arbejdede for det demokratiske kurdiske parti, PDK, og derfor har en dødsdom ventende på sig i sit hjemland. Efter et halvt år i Ellebæk blev han flyttet til et andet dansk udrejsecenter.
Parviz Atmani besøger Amnestys kontor i juni, kort efter at de danske arbejdspladser så småt er begyndt at kalde sit personale tilbage på pindene.
Parviz er 42 år gammel. Han er iført hvid t-shirt og jeans og har en Adidas-kasket på hovedet. Hans brune øjne står i kontrast til hans ellers ungdommelige ydre. De tilhører nærmere en ældre mand – en person, der har set for meget. Han hilser høfligt, men small-talker ikke. Han vil gerne til sagen.
Inden Parviz flygtede ud af Iran, sad han fængslet for sit politiske arbejde. I fængslet blev han udsat for fysisk tortur. Alligevel fortæller han, at opholdet i Ellebæk er det værste, han har prøvet:
”I Iran slog de mig, da de fangede mig. I 2008, da jeg var i iransk fængsel, havde jeg ondt i min krop. Men i Ellebæk slog de mig ikke. Jeg havde ikke ondt i min krop. Men de ’slår mig i min hjerne’. Folk som har været i Ellebæk, skal til psykolog. Efter jeg har siddet i Ellebæk, er jeg altid syg. Jeg har det ikke godt. Og efter jeg var i Ellebæk, er jeg meget bange.”
”Hvordan skal jeg snakke om Ellebæk!?”, siger Parviz igen og igen. Hans hænder ryster, hans stemme knækker. Han fortæller om en hverdag præget af desperation. Af stress, slagsmål, PTSD-ramte mennesker i deleceller med op til fire personer i hver, isolationsfængsling for småforseelser, dårlig mad og kedsomhed. Om uhumske toiletter og desperate budskaber ridset i de graffitimalede vægge af cellens tidligere beboere.
Han fortæller, hvordan vagterne kalder dem ind fra de daglige gårdture allerede efter et kvarter, selvom de har krav på op til 45 minutter udenfor. Om indsatte, som bliver så desillusionerede af hverdagen i centret, at de i værste tilfælde forsøger at tage deres eget liv.
Da Parviz flygtede fra Iran, efterlod han sin lille søn. En dreng som nu er ni år gammel, og som ikke har set sin far i årevis. De plejede at tale på Facetime eller WhatsApp. Men i Ellebæk er noget af det første, der sker, at man får konfiskeret sin telefon.
Hvis man er heldig, når man at notere numrene på sine vigtigste kontakter på en lap papir inden. Så kan man – hvis man har penge – købe et telekort i Ellebæks lille kiosk og benytte en telefonboks, som står placeret i et fællesrum.
”Jeg har en søn. Jeg har ikke set ham i otte år. Og i de seks måneder, jeg var i Ellebæk, græd min søn hver dag. Når jeg ringede til ham, sagde han: “Far, du vil mig ikke mere! Hvorfor ringer du ikke til mig på WhatsApp – på kamera?” Han ved ikke, at jeg reelt sad i fængsel. Jeg kunne ikke fortælle ham det, for så ville han spørge, hvorfor jeg var der: “Far hvad har du gjort, hvorfor har du gjort sådan?”. ”Hvad skulle jeg sige til ham? Jeg var i Danmark, jeg var i et demokratisk land. Men jeg sad i fængsel. Jeg havde ikke gjort noget, jeg er ikke kriminel. Jeg er flygtning.”
Parviz savner sin søn. Han savner Iran, bjergene og den smukke natur i sit hjemland. Han har betalt en høj pris for sit arbejde for kurdisk selvstændighed, og han kan ikke længere vende tilbage til sin familie. Det er for farligt.
På trods af forfølgelse og tortur siger han selv, at han aldrig har været bitter, aldrig vred. Men efter opholdet i Ellebæk er han forandret.
”Jeg er træt. Jeg har været i Danmark i fem år, og når jeg har det dårligt, tænker jeg på, hvorfor jeg tog hertil. Hvis jeg var blevet i Iran, var jeg død og færdig. Men efter fem år i Danmark har jeg opdaget, at jeg dør en smule hver dag.”
Parviz tør ikke håbe på en lysere fremtid. Mødet med det danske asylsystem har desillusioneret ham i en sådan grad, at han igen og igen spørgende udbryder ”Det her foregår i Danmark? I Europa? Jeg troede, Danmark var et demokrati!”
Hans eneste drøm for fremtiden er at se sin søn igen. Hans stemme knækker, da han siger: ”Jeg drømmer kun om at se min søn. Fordi … Fordi, jeg savner ham. Han var kun seks måneder gammel, da jeg rejste væk fra ham. Nu er han er næsten ni år gammel, og jeg har ikke set ham. Jeg drømmer om at kramme ham – bare én gang.”
Silent protest
Den 3. september var justitsministeren kaldt i samråd om Ellebæk. I den forbindelse afholdt vi en ‘silent protest’ uden for Christiansborg.
Amnesty kræver blandt andet:
- Grundig lægeundersøgelse af fysisk og mental helbredstilstand ved ankomst til Ellebæk.
- Grundig oplysning om juridiske rettigheder
- Værdige og ordentlige fysiske forhold
- Fri besøgsordning
- Uddannet og fagligt relevant personale
- Professionelle tolke
- Torturundersøgelse af indsatte
- Ret til forsamlingsfrihed
- Adgang til egen telefon
- Ingen isolationsfængsling