Postkort fra en pandemi

 
Udgivet
01.
Postkort

Postkort fra en pandemi

Aktivister og medlemmer fra Amnesty International fortæller fra hvert deres hjørne af verden om, hvordan de mærker pandemien, og hvad de gør for at tackle krisen.

Corona-pandemien påvirker os alle. Men virussen, og de tiltag som regeringer tager for at inddæmme den, rammer alle forskelligt. Hvis du ikke har adgang til rent vand, er det umuligt at følge sundhedsfaglige råd om at vaske hænder. Hvis du lever i en flygtningelejr eller i et befolkningstæt uformelt boligområde, er det umuligt at holde social afstand.

Mennesker, som alle er en del af menneskerettighedsbevægelsen Amnesty International, har delt deres erfaringer med at leve under pandemien indtil nu. De fortæller historien om, hvordan pandemien har forstærket allerede eksisterende uligheder, og hvorfor regeringer er nødt til at tilpasse deres handling til ethvert lands specifikke situation.

Men de fortæller også historien om, hvor meget vi har til fælles. Vi ønsker alle at leve i sikkerhed, i sundhed og i tryg vished om, at vores familier er ok. Vi ønsker alle at blive behandlet værdigt og mødt med respekt. Vi finder alle forskellige strategier til at klare os igennem denne underlige og skræmmende tid. Midt i alle udfordringerne finder vi alle øjeblikke af håb.


02.
Danmark

Amalie Hallberg

Ungdomsaktivist og samtykkeambassadør for Amnesty Youth Danmark

Amalie Hallberg er aktivist.

Jeg bliver student i år, hvilket er et virkelig nederen år at blive student i. Alle mine eksamener er blevet aflyst, så nu håber jeg virkelig på at der bliver fundet en løsning så vi stadig kan opleve bare en lille smule af alle de studenter-ting vi havde glædet os til. Alle dagene smelter lidt sammen, når du ikke har skole, arbejde eller lektier at tage sig til.

Jeg er aktivist i Amnesty fordi jeg holder af andre mennesker. Jeg er virkelig klar over, at jeg er blevet født med et kæmpe privilegie, fordi jeg er født i Danmark. Jeg føler virkelig dybt i mit hjerte, at alle mennesker skal være givet de samme muligheder og rettigheder. 

Hvis jeg kan hjælpe bare den mindste smule med at få det til at ske, så vil jeg gøre det.

Jeg prøver at bruge den her tid på at fordybe mig så meget som muligt i det Amnesty-arbejde, jeg laver. Forhåbentligt befinder vi os aldrig i en lignende situation igen, hvor vi bliver givet så meget tid.

Jeg har været med til at starte #Draw4rights op på Instagram, og har den vej igennem fået lavet en masse hjemmeaktivisme. Udover det har jeg overtaget AmnestyYouthDanmarks Instagram, hvor jeg har holdt samtykke-lørdag de sidste par uger, hvilket også fortsætter et par uger endnu.

Samtykke-lørdag har givet mig lov til at fordybe mig i et ekstremt vigtigt emne, og jeg har arbejdet med det, næsten som jeg havde gjort med enhver anden kampagne. Udover det findes der masser af solidaritetskampagner derude, man kan tage fat i. Jeg tror, der er rig mulighed for at skabe en masse opmærksomhed på de sociale medier - på mange kreative måder - lige nu.


03.
Brasilien

Raul Santiago

Menneskerettighedsaktivist og journalist fra Brasilien

Mit navn er Raul Santiago, jeg er 31 år gammel, og jeg bor i favelaen Complexo do Alemâo i Rio de Janeiro.

Coronapandemien er ekstremt svær her. Mange mennesker bor i huse med få værelser og mange mennesker. Fattige familier har intet at spise, fordi de er nødt til at isolere sig, og de er derfor afhængige af maddonationer.

Basale tips fra WHO om f.eks. at vaske hænder nogle gange om dagen er simpelthen ikke mulige at efterleve for mange mennesker her. Vi har brug for solidaritet for at overkomme både virussen og uligheden.

Pandemien udstiller uligheden i mit eget land og i andre. Adgangen til vand er en menneskerettighed, men den mangler stadig her. Basale sanitære forhold er et minimum for, at mennesker kan leve i værdighed, men virkeligheden omkring os er stadig åbne kloakker.

Hvis de blev underlagt total karantæne i dag, ville de fleste af de mennesker, som lever her, ikke have adgang til drikkevand, og de ville intet have at spise. De ville begynde at sulte på under en uge.

Vi mangler et minimum af ressourcer for at kunne inddæmme virussen. Vi har brug for al mulig slags hjælp.

Jeg er en del af en gruppe af aktivister, som har oprettet et krisekontor her i Complexo do Alemâo. Vi forsøger at lave oplysningsarbejde og forebyggelse, og vi beder om donationer til at hjælpe de ekstremt fattige mennesker, som bor her.

Hver dag modtager vi henvendelser fra folk, som mangler hjælp – mad, vand, simple rengøringsmidler. Det er er desperat situation, men uden hjælp fra regeringen gør vi det bedste, vi kan. 


04.
Sydafrika

Boniswa

Forperson for Amnesty i Vaal, Sydafrika

COVID-19-pandemien har skadet mig og mit lokalsamfund (boligområdet Vaal nær Johannesburg) på måder, som vil ændre liv længe efter regeringens nedlukning af Sydafrika.

Det sydafrikanske sundhedssystem har nok af udfordringer, og jeg er bekymret for, at lukningen af skolerne vil forværre situationen. Offentlige skoler i vores “township”-bydele mangler ressourcer og infrastruktur. 

Mange forældre i disse områder er selv analfabeter, og de har derfor ikke mulighed for at hjælpe deres børn med lektier.  

Vort samfund er dybt ulige, og COVID-19-krisen har forværret uligheden. De fleste mennesker i mit lokalsamfund er løst ansat, selvstændige eller arbejdsløse. De klarer sig lige knapt igennem dagen. Den nationale nedlukning har stort set bundet vores hænder på ryggen.

Min far er byggeri-arbejder og forsørger en familie på syv. Han er nu forhindret i at arbejde, og det påvirker vores mulighed for at spise, tage bad og overleve.

For nylig var der begravelse på vores vej. Det overraskede mig, for jeg vidste ikke engang, at nogen var død. Men det, som virkelig gjorde mig trist, var selve begravelsen. I vores kultur er begravelser normalt ugelange, hvor vi både sørger og fejrer livet. Men denne begravelse var lille og overstået på mindre end to timer.


05.
Jersey

Bob

Medlem af Amnesty og bosat på øen Jersey. Under Anden Verdenskrig hjalp Bob russiske fanger på flugt fra nazi-regimet, hvilket han i 2013 blev honoreret for.

Jeg nærmer mig en fødselsdag med to nuller bagpå. Jeg bor på Jersey, og som du måske ved, var øen besat af tyske tropper under Anden Verdenskrig.

Der var undertrykkelse, mangel på fornødenheder og sult hen over vinteren 1944-45. I fire måneder manglede vi benzin, gas til at kokkerere og elektricitet.

Der kan drags nogle paralleller mellem den tid og i dag. Det, som sprang i øjnene, var, hvordan personligheder blev skarpere. Vi lærte hurtigt, at der er flere positive mennesker end negative. Og dette gjaldt både imellem os, der var under besættelse, og for de tyskere, der kontrollerede os.

Mennesker, der i forvejen var generøse og givende blev nærmest helgenagtige. De, som altid havde haft en mere ondsindet og egoistiske karakter, forvandlede sig til fuldkomne bastarder.


06.
Hongkong

Jaime

Ungdomsleder for Amnesty International i Hongkong

Lige nu føler jeg mig usikker. Vi var et af de første steder, som blev ramt af virusudbruddet i januar, og selvom vi generelt set har formået at inddæmme virusset, er vi nu blevet ramt af den anden bølge.

Teknisk set er Hongkong ikke lukket ned. 

Men både borgere og myndigheder har siden januar fået indført sikkerhedsforanstaltninger.

Vi kunne handle hurtigt, fordi det ikke er første gang, vi er blevet ramt af et virusudbrud: Minderne fra SARS i 2003 sidder stadig i mange hongkongere, og vi forstod tidligt vigtigheden af solidaritet og kollektivt ansvar. 

Det giver mig håb. I begyndelsen var der mangel på fødevarer og sundhedsmateriale, men frivillige grupper leverede pakker til de ældre borgere. Alle brugte masker for ikke at blive smittet eller at smitte andre. Mange begyndte at masseproducere håndafspritnings-midler i egne hjem. Alle udviste enorm støtte til vores sundhedsarbejdere.

Tider som disse gør det klart for mig, at vi nødt til at tænke udover os selv og arbejde sammen for at tackle sundhedskrisen, misinformation og ulighed. 


07.
Filippinerne

Manu

Ungdomsleder for Amnesty på Filippinerne

Jeg hedder Manu og kommer fra en lille by kaldet Valenzuela. Vi er på anden uge nedlukket, og jeg føler en blanding af ængstelse og resignation. Jeg har holdt mig selv beskæftiget ved at tale med mine venner og min partner online. 

Normalt ville børn lege udenfor vores vinduer, men nu er der tomt.

COVID-19 har afdækket det svage sundhedssystem, vi har, og det mærker især de svageste i vores samfund. Patienter, som har brug for dialyse eller kemoterapi, er tvunget til at blive hjemme. Mennesker med HIV kan ikke få adgang til deres medicin.

Jeg tror COVID-1+ spejler udfordringerne i vores menneskerettighedsarbejde. Der er mange usikkerheder. Det kan opsluge os. Det kan gøre os rastløse og få os til at føle os magtesløse. Et tip til at forblive rolige er at acceptere, at det er en del af vores kollektive rejse. Vi kommer til at samle brikkerne op igen, gå tilbage til vores arbejde med at organisere os, og vi vil insistere på, at nødvendig sundhedspleje er en menneskerettighed. 

Støt vores arbejde