Postkort fra en pandemi

Jeg bliver student i år, hvilket er et virkelig nederen år at blive student i. Alle mine eksamener er blevet aflyst, så nu håber jeg virkelig på at der bliver fundet en løsning så vi stadig kan opleve bare en lille smule af alle de studenter-ting vi havde glædet os til. Alle dagene smelter lidt sammen, når du ikke har skole, arbejde eller lektier at tage sig til.

Jeg er aktivist i Amnesty fordi jeg holder af andre mennesker. Jeg er virkelig klar over, at jeg er blevet født med et kæmpe privilegie, fordi jeg er født i Danmark. Jeg føler virkelig dybt i mit hjerte, at alle mennesker skal være givet de samme muligheder og rettigheder. 

Hvis jeg kan hjælpe bare den mindste smule med at få det til at ske, så vil jeg gøre det.

Jeg prøver at bruge den her tid på at fordybe mig så meget som muligt i det Amnesty-arbejde, jeg laver. Forhåbentligt befinder vi os aldrig i en lignende situation igen, hvor vi bliver givet så meget tid.

Jeg har været med til at starte #Draw4rights op på Instagram, og har den vej igennem fået lavet en masse hjemmeaktivisme. Udover det har jeg overtaget AmnestyYouthDanmarks Instagram, hvor jeg har holdt samtykke-lørdag de sidste par uger, hvilket også fortsætter et par uger endnu.

Samtykke-lørdag har givet mig lov til at fordybe mig i et ekstremt vigtigt emne, og jeg har arbejdet med det, næsten som jeg havde gjort med enhver anden kampagne. Udover det findes der masser af solidaritetskampagner derude, man kan tage fat i. Jeg tror, der er rig mulighed for at skabe en masse opmærksomhed på de sociale medier - på mange kreative måder - lige nu.

COVID-19-pandemien har skadet mig og mit lokalsamfund (boligområdet Vaal nær Johannesburg) på måder, som vil ændre liv længe efter regeringens nedlukning af Sydafrika.

Det sydafrikanske sundhedssystem har nok af udfordringer, og jeg er bekymret for, at lukningen af skolerne vil forværre situationen. Offentlige skoler i vores “township”-bydele mangler ressourcer og infrastruktur. 

Mange forældre i disse områder er selv analfabeter, og de har derfor ikke mulighed for at hjælpe deres børn med lektier.  

Vort samfund er dybt ulige, og COVID-19-krisen har forværret uligheden. De fleste mennesker i mit lokalsamfund er løst ansat, selvstændige eller arbejdsløse. De klarer sig lige knapt igennem dagen. Den nationale nedlukning har stort set bundet vores hænder på ryggen.

Min far er byggeri-arbejder og forsørger en familie på syv. Han er nu forhindret i at arbejde, og det påvirker vores mulighed for at spise, tage bad og overleve.

For nylig var der begravelse på vores vej. Det overraskede mig, for jeg vidste ikke engang, at nogen var død. Men det, som virkelig gjorde mig trist, var selve begravelsen. I vores kultur er begravelser normalt ugelange, hvor vi både sørger og fejrer livet. Men denne begravelse var lille og overstået på mindre end to timer.

Lige nu føler jeg mig usikker. Vi var et af de første steder, som blev ramt af virusudbruddet i januar, og selvom vi generelt set har formået at inddæmme virusset, er vi nu blevet ramt af den anden bølge.

Teknisk set er Hongkong ikke lukket ned. 

Men både borgere og myndigheder har siden januar fået indført sikkerhedsforanstaltninger.

Vi kunne handle hurtigt, fordi det ikke er første gang, vi er blevet ramt af et virusudbrud: Minderne fra SARS i 2003 sidder stadig i mange hongkongere, og vi forstod tidligt vigtigheden af solidaritet og kollektivt ansvar. 

Det giver mig håb. I begyndelsen var der mangel på fødevarer og sundhedsmateriale, men frivillige grupper leverede pakker til de ældre borgere. Alle brugte masker for ikke at blive smittet eller at smitte andre. Mange begyndte at masseproducere håndafspritnings-midler i egne hjem. Alle udviste enorm støtte til vores sundhedsarbejdere.

Tider som disse gør det klart for mig, at vi nødt til at tænke udover os selv og arbejde sammen for at tackle sundhedskrisen, misinformation og ulighed. 

Jeg hedder Manu og kommer fra en lille by kaldet Valenzuela. Vi er på anden uge nedlukket, og jeg føler en blanding af ængstelse og resignation. Jeg har holdt mig selv beskæftiget ved at tale med mine venner og min partner online. 

Normalt ville børn lege udenfor vores vinduer, men nu er der tomt.

COVID-19 har afdækket det svage sundhedssystem, vi har, og det mærker især de svageste i vores samfund. Patienter, som har brug for dialyse eller kemoterapi, er tvunget til at blive hjemme. Mennesker med HIV kan ikke få adgang til deres medicin.

Jeg tror COVID-1+ spejler udfordringerne i vores menneskerettighedsarbejde. Der er mange usikkerheder. Det kan opsluge os. Det kan gøre os rastløse og få os til at føle os magtesløse. Et tip til at forblive rolige er at acceptere, at det er en del af vores kollektive rejse. Vi kommer til at samle brikkerne op igen, gå tilbage til vores arbejde med at organisere os, og vi vil insistere på, at nødvendig sundhedspleje er en menneskerettighed.