Vi er slet ikke i mål med at forebygge umenneskelig behandling i Danmark

 
Udgivet
01.
Kommentar

Valdemar Jørgensen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

NGO’er efter svar på Tortur-rapport: Vi er slet ikke i mål med at forebygge umenneskelig behandling i Danmark

I januar fik vi international kritik fra Europarådets Torturkomité. I regeringens nylige svar ses enkelte forbedringer, men vi er stadig langt fra i mål.

Debatindlæg bragt i Politiken den 17. september 2020.

"Ellebæk skal ikke være et rart sted at være". Det var justitsminister Nick Hækkerups udmelding, da han i januar blev spurgt til den hårde kritik fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig Behandling (CPT). En udmelding han gentog på et samråd i denne uge. Og nej, det vil sjældent være rart at sidde i Ellebæk, men det skal til gengæld være anstændigt og værdigt, og der halter det.

CPT, som var i Danmark i april sidste år, har mandat til at undersøge forholdene for frihedsberøvede. De besøgte i den forbindelse en række arresthuse og fængsler, to institutioner for frihedsberøvede migranter og afviste asylansøgere. Og da den endelige rapport kom tidligere på året, gik det ikke stille for sig.

I civilsamfundet har vi flere gange efterspurgt styrket dialog med regeringen og politikerne om, hvordan forholdene for frihedsberøvede i Danmark kan forbedres

Komiteen konkluderede, at der på en række punkter og siden sidste besøg i 2014 er sket en forværring i forhold til helt grundlæggende rettigheder for frihedsberøvede.

Det gjaldt blandt andet brugen af isolation som disciplinærstraf (strafcelle) i fængslerne for både børn og voksne, bæltefiksering i psykiatrien, manglende retsgarantier under anholdelse og forholdene i Nykøbing Falster Arrest og særligt Ellebæk.

Kritikken var ikke overraskende. Danmark har længe været hardliner på rets- og udlændingepolitikken, og som civilsamfundsorganisationer har vi flere gange råbt vagt i gevær.

Regeringens svar på CPT’s kritik kom så i denne uge, og når man læser svaret, er der nogle områder, hvor det ser ud til, at man har lyttet. For eksempel fremgår det, at Nykøbing Falster Arrest ikke længere skal huse frihedsberøvede migranter, hvilket også var civilsamfundets anbefaling.

Flere positive takter, uanset at flere dele allerede har været længe undervejs og i øvrigt er gennemført uafhængigt af CPTs anbefalinger.

I forhold til fængslerne kan noget tyde på, at regeringen tilsyneladende godt kan se, at et system, der eksempelvis har medført en eksplosion i brugen af langvarig isolation som disciplinærstraf – fra syv tilfælde i 2015 til 705 tilfælde i 2019 – ikke er holdbar.

Man vil ’overveje, om der er brug for at ændre reglerne’, som der står. Og i psykiatrien anerkender regeringen, at brugen af tvang i dag er helt uacceptabel. Der er fokus på at nedbringe antallet af tilfælde.

Det er tiltag, som på sigt kan medvirke til at mindske risikoen for umenneskelig behandling, og det vil vi naturligvis gerne kvittere for. Men det er slet ikke nok.

For det er stadig dybt kritisabelt, at Danmark insisterer på at ville drive institutioner for migranter og afviste asylansøgere, såsom Ellebæk, ligesom fængsler og i nogle tilfælde frihedsberøver dem i op til 18 måneder.

De lever under fængselslignende forhold med begrænsede muligheder for kontakt til omverdenen og straf i form af isolation, hvis reglerne ikke overholdes. Det kan have alvorlige psykiske konsekvenser – særligt for sårbare og traumatiserede asylansøgere.

I psykiatrien må vi desuden konstatere, at vi mange gange tidligere har set gode intentioner og nye midler tilføjet – uden at det har haft en effekt i praksis.

Vi mangler fortsat at se konkrete forbedringer på landets psykiatriske hospitaler.

Det gælder også fængselsområdet. For det er stadig muligt at anbringe indsatte i isolation i op til fire uger, fremfor at holde sig inden for det internationalt anerkendte maksimum på 14 dage. Tilmed vil man ikke afskaffe isolation af børn, som de internationale regler tilsiger, og som andre lande ellers har gjort.

Fængselsansatte har desuden gang på gang påpeget, at den slags sanktioner ikke styrker sikkerheden i fængslerne.

Torturkomitéens arbejde handler om at pege på områder, hvor stater er på vej i en gal retning. Det handler om at forebygge tortur og umenneskelig behandling frem for at lave akut brandslukning.

I civilsamfundet har vi flere gange efterspurgt styrket dialog med regeringen og politikerne om, hvordan forholdene for frihedsberøvede i Danmark kan forbedres.

Det samme gør vi nu. I svaret fra regeringen ser vi indikationer på, at man tager situationen alvorligt. Det er positivt, men vi halter stadig bagefter på en række afgørende områder, og det er nu, vi skal gøre noget ved det.

Arne Stevns, fhv. chefanklager og medlem af Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder; Bodil Philip, fhv. fængselsinspektør og medlem af Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder; Claus Bonnez, formand, Landsforeningen Krim; Claus Juul, juridisk konsulent, Amnesty; International Danmark; Elna Søndergaard, seniorjuridisk rådgiver, DIGNITY –Dansk Institut mod Tortur; Esben de Place, sekretariatsleder, Børnesagens Fællesråd; Helle Lokdam, advokat og forkvinde, Den Rets- og Kriminalpolitiske tænketank Forsete; John Hatting, formand, Kriminalforsorgsforeningen; Jørgen Estrup, landsformand, FN-forbundet; Leif Hermann, Retspolitisk Forening; Line Bøgsted, juridisk konsulent, Dansk Flygtningehjælp; Mads Engholm, konstitueret landsformand, Bedre Psykiatri; Marie-Louise Gotholdt, national chef, Dansk Røde Kors; Michala Bendixen, forkvinde, Refugees Welcome; Niels-Erik Hansen, advokat og mdl. af bestyrelsen, Foreningen af Udlændingeretsadvokater