Vi skal huske den regnbue-farvede tråd

 
Udgivet
01.
Kommentar

Vi skal huske den regnbue-farvede tråd

Amnestys internationale researcher mindes den egyptiske queer-feminist Sarah Hegazy og minder os alle om, at vi i sorgen og i kampen for at være den, man er, skal huske regnbuetråden, der forbinder LGBTI+ personer verden over og tilbyder solidaritet, fællesskab og håb.

Af Nadia Rahman, researcher og rådgiver ved Amnesty Internationals team før køn, seksualitet og identitet

”Du holdt min hånd. Lovede mig en revolution. Hvordan glemte du mig? Hvordan?”.

Disse tekster blev gentaget ved en koncert en september aften i Kairo i 2017 af det libanesiske band Mashrou’ Leila. Teksterne er måske mere sønderlemmende relevante i dag, end de var for tre år siden.

Sarah Hegazy, en queer feminist, der sad iblandt publikum, fik sandsynligvis en flygtig følelse af frihed, mens hun lyttede til det populære arabiske band med en homoseksuel sanger i front. Sarah Hegazy vovede at hæve regnbueflaget i det konservative Egypten.

Det korte øjeblik af håb, hvor hun besluttede at fejre den, hun er, ændrede hendes liv. Og blev tre år senere skyld i, at hun tog sit eget liv.

“Til mine søskende: Jeg forsøgte at finde forløsning og mislykkedes, tilgiv mig. Til mine venner: Rejsen var barsk, og jeg er for svag til at modstå det, tilgiv mig. Til verden: Du var i høj grad grusom, men jeg tilgiver dig.”

Det håndskrevet brev, som Sarah efterlod, da hun døde d. 14. juni 2020, taler om den uretfærdighed og diskrimination, hun blev udsat for.  Det gælder også for dybere strukturelle, patriarkalske strukturer og voldelige holdninger, der stadig hver eneste dag påvirker kvinder, queer-kvinder og andre LGBTI+ personer rundt om i verden.

Voldsomme overgreb blev til posttraumatisk stress

En uge efter koncerten blev Sarah Hegazy arresteret sammen med omkring 30 andre, der deltog i koncerten. De blev seksuelt misbrugt, tortureret og vilkårligt tilbageholdt af myndighederne i tre måneder. Anklagen lød på ”medlemskab af en ulovlig gruppe” og ”fremme af ideer fra denne ulovlige gruppe”.

Anklageren beordrede, at Sarah Hegazy skulle tilbageholdelse i 15 dage, mens de afventede efterforskningen. Anklageren blev ved med at forlænge varetægtsfængslingen hver 15. dag, indtil en dommer beordrede hende løsladt uden sigtelse d. 2. januar 2018.

Sarah Hegazy blev tvunget til at rejse til Canada, efter hun blev løsladt mod kaution. Men selvom hun nu var i et andet landet, fortsatte hun med at lide af post-traumatisk stress.

Hvordan skulle hun kunne undgå det? Dem, der havde udsat hende for vold, levede straffrit, mens hun stadig var hjemsøgt af deres trusler, vold og overgreb.

Et år efter hendes anholdelse, skrev hun et brev fra Canada om, hvordan hun havde lidt af depression, post-traumatisk stress, svær angst og panikanfald. Hun havde følt sig konstant bange, isoleret og havde ikke været i stand til at vende tilbage til Egypten for at sørge over sin mors død.

Kollektiv og individuel sorg

Vi aktivister, LGBTI+ personer og andre allierede er i sorg over tabet af en person, som vi så som et fyrtårn af håb, befrielse og kærlighed. En person, som har lidt under de samme magtstrukturer og det samme patriarkat, der påvirker liv og krænker marginaliserede gruppers rettigheder hver eneste dag.

Sarah Hegazys død bringer kollektiv men også individuel sorg. I denne tid med stor usikkerhed, social afstand og COVID-19 nedlukninger bliver der af gode grunde følt vrede, frustration og frygt, som kun er steget siden Sarah Hegazs død.

Nu hvor det ikke har været muligt at markere Pride-måneden, som vi plejer ved at samle os, marchere, vise vores identitet, samt sørge over tabet af Sarah Hegazy og alle andre LGBTI+ personer og aktivister, der har mistet livet, er det forstående, at vi føler os berøvet.

Det er i dette øjeblik, at vi skal huske regnbuetråden, der forbinder LGBTI+ personer på tværs af geografiske, racemæssige, etniske og andre grænser – der tilbyder solidaritet, fællesskab og håb.

Under pres på grund af corona

En af LGBTI-bevægelsens største styrker er evnen til at tilbyde støtte, rådgivning, solidaritet og i mange tusinders tilfælde en følelse af familie. Denne følelse af fællesskab er, hvad mange LGBTI+ personer har påberåbt sig, og som er blevet næret og støttet, så de kan leve et ærligt og autentisk liv.

Men denne støtte er ikke nødvendigvis blevet givet lige så ligeligt til LGBTI+ personer under COVID-19 pandemien. Mange LGBTI+ personer har været i lockdown med personer eller familiemedlemmer, der er fjendtlige eller ikke accepterer deres seksualitet eller identiteter.

Nogle kan være i lande, hvor homoseksualitet og forskellige kønsidentiteter kriminaliseres, hvilken gør, at de ikke er i stand til at anmelde vold, chikane og misbrug.

Til disse venner ønsker vi at udtrykke vores største solidaritet og minde dem om, at de ikke er alene.

Vi tilslutter os menneskerettigheds- og LGBTI-rettighedsorganisationer rundt om i verden og opfordrer regeringer til at sørge for beskyttelse og rapporteringsmekanismer for LGBTI+ personer, der udsættes for vold og chikane under nedlukningen.

Der er også en række støtte- og samfundsgrupper, som folk kan nå ud til, hvis de har brug for mental sundhedsstøtte.

Husk vi er forbundet

I denne tid med opdeling, afstand og nød, bekræfter vi vores forpligtelse til at kæmpe for en verden, der ikke kun accepterer men fejrer seksuel orientering og kønsidentitetsbaseret mangfoldighed.

En verden, hvor Sarah Hegazy og andre, der har mistet livet i kampen for LGBTI – eller endog andre rettigheder – kunne have levet og trivedes. Denne verden af medfølelse, lighed og kærlighed er vores, og den kan kun opnås, hvis vi sammen fortsætter med at bekæmpe patriarkatet, intolerance og splittelse.

Pas på jer selv, husk, at vi er forbundet.

Støt vores arbejde