2010: Fem lande står for de fleste af verdens henrettelser

Færre og færre lande henretter deres borgere. Til gengæld står kun fem lande for størstedelen af henrettelserne. I nogle af landene bruges dødsstraffen mod forseelser som blasfemi og sex uden for ægteskabet.

Amnesty udgiver nu den årlige statistik over brugen af dødsstraf verden over. Kina figurerer ikke i dødsstrafstatistikken, da landet mørklægger antallet af henrettelser. Det vurderes dog, at flere tusinde mennesker bliver henrettet i Kina hvert år.

Generelt går det i den rigtige retning med at opfylde Amnestys mål om at få afskaffet dødsstraffen. Det viser Amnestys nyeste statistik over brugen af dødsstraf. Det officielle antal henrettelser er faldet fra 714 i 2009 til 527 i 2010. På bare 10 år har 31 lande afskaffet brugen af dødsstraf, og verden har aldrig været tættere på et absolut, globalt forbud.

Også dødsstraf i Europa

Europa oplevede et tilbageskridt på området, idet Hviderusland, der i 2009 ikke eksekverede nogle dødsdomme, i 2010 henrettede to borgere. Dermed har Europa ikke kunnet fastholde sin status som ‘dødsstraf-fri’ verdensdel.

Stadig brug for kampen mod dødsstraf

Kun fem lande står for størstedelen af verdens henrettelser, og her tages der ingen tiltag til at afskaffe dødsstraffen. I flere af landene eksekveres dødsdomme for ikke-voldelige forbrydelser, som f.eks. økonomisk kriminalitet eller for at forbryde sig mod den offentlige moral. De fem lande er Kina, Iran, Saudi Arabien, Yemen og USA.

Dødsstraf er klart brud på menneskerettighederne

“Et lille antal lande fortsætter systematisk brugen af dødsstraf. Dermed bevæger de sig i den stik modsatte retning af resten af verdenssamfundet, der arbejder for et globalt forbud mod den grusomme praksis. Her bliver mennesker henrettet for narkotikarelaterede forbrydelser, for økonomisk kriminalitet, for blasfemi eller for seksuelle forhold uden for ægteskabet. Det er i strid med både international lov og med menneskerettighederne,” siger Lars Normann Jørgensen, der er generalsekretær i Amnestys danske afdeling.

Dødsstraffens top fem

I 2010 sad 17.833 mennesker på dødsgangen rundt omkring i verden, og Kina henrettede flere end resten af verdens lande gjorde tilsammen. Dermed sikrer Kina sig en førsteplads på Amnestys liste over de fem mest henrettende lande:

1. Kina: Flere tusinde henrettelser. Det præcise tal er ukendt

2. Iran: Flere end 252 henrettelser

3. Nordkorea: Amnesty ved med sikkerhed, at 60 mennesker blev henrettet i 2010, men det reelle tal er sandsynligvis meget højere

4. Yemen: Flere end 53 henrettelser

5. USA: 46 personer blev henrettet, og er, sammen med Japan, de eneste G8 lande, der gennemførte henrettelser sidste år. 138 dødsdømte er dog blevet frikendt i USA siden 1973