Iraker-sagen: Fornyet pres på politikerne

Amnesty retter nu henvendelse til medlemmerne af to af Folketingets udvalg for at bede dem arbejde for, at de irakiske asylbørn og deres forældre får humanitær opholdstilladelse i Danmark. Baggrunden er en ny undersøgelse, som dokumenterer, at 20 ud af 21 irakiske asylbørn viser tegn på omfattende, behandlingskrævende psykiske problemer. Kun én – en dreng på ni måneder – er uden symptomer.

Bag undersøgelsen står en gruppe speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri, som har fulgt børnene og deres familier i sommeren 2009. Undersøgelsen afdækker en række alvorlige problemer og lidelser, som kræver behandling, og som truer børnenes trivsel og videre liv. Lægerne kunne konstatere, at forstyrrelserne tiltager med alderen.

Danmarks ansvar

Amnesty har gentagne gange opfordret den danske regering til at følge anbefalingerne fra FN’s Flygtningehøjkommissariat og sikre beskyttelse til de irakiske asylansøgere. UNHCR fraråder, at man udsender mennesker til de fem centrale regioner i Irak, hvor volden og overgrebene er så omfattende, at befolkningens sikkerhed er i fare.

De 21 irakiske asylbørn er Danmarks ansvar. Hvis de udsendes til et land, hvor der stadig er omfattende uro, drab, vold og ødelæggelser, og hvor der ikke er nogen til at gribe dem, når forældrene ikke magter at skaffe dem behandling, vil deres psykiske problemer forværres.

At udsende børn med så alvorlige psykiske problemer vil være i strid med FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – uanset grunden til børnenes problemer.

Giv irakerne humanitært ophold

Amnesty kræver:

  • at de irakiske asylbørn anses som selvstændige ansøgere til humanitær opholdstilladelse;
  • at børnene og deres forældre meddeles humanitær opholdstilladelse;
  • at den danske regering lever op til sit ansvar og sikrer beskyttelse til de irakiske asylansøgere, hvis hjemland er ødelagt af krig og uro.

Amnesty indsamlede i sommeren næsten 40.000 underskrifter fra danskere, som opfordrer integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at give de tilbageværende irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse. Men ministeren har afvist at mødes med Amnesty for at diskutere sagen.

Derfor har Amnesty nu kontaktet medlemmerne af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik og Socialudvalget for at bede dem arbejde for humanitær opholdstilladelse til de irakiske asylbørn og deres forældre.