Afskaffelse af overvågning er juridisk pletrens

Justitsminister Karen Hækkerup vil afskaffe sessionslogningen, hvor danskerne overvåges på internettet. Amnesty frygter, at man blot vil erstatte det med en anden type overvågning.

Amnesty glæder sig over, at justitsminister Karen Hækkerup vil afskaffe sessionslogningen, som overvåger og gemmer danskernes færden på internettet i et år. Men Amnesty frygter samtidig, at overvågningen blot vil blive erstattet med et nyt tiltag.

“Det er juridisk pletrens at fjerne sessionslogning, når man med den anden hånd vedtager en lov om Center for Cybersikkerhed, som giver hidtil usete beføjelser til forsvarets efterretningstjeneste”, siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty.

Gået for vidt

I en pressemeddelelse fra justitsministeriet siger Karen Hækkerup, at internetovervågningen ikke er egnet til at opnå dens formål i forhold til efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.

Tidligere på året slog EU- domstolen fast, at det direktiv, som den danske logningsbekendtgørelse bygger på, ikke er gyldigt. Det vil sige, at det bryder med to grundlæggende rettigheder: Retten til respekt for privatlivet og den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger.

“Det ville have klædt ministeriet at sige, at de tager EU-dommen til efterretning. Det gavner ikke den retspolitiske diskussion, hvis ministeriet ikke anerkender, at man er gået for vidt i forhold til borgernes privatliv”, siger Claus Juul.

Afskaffelsen af overvågningen på internettet kommer efter, at Amnesty og 17 andre organisationer sendte et brev til Folketingets Retsudvalg, hvor de protesterede mod den massive overvågning af danskerne.