Europas ledere svigter romaerne

Volden mod Europas romaer er steget de senest to år godt hjulpet på vej af politikere og regeringslederes nedsættende og racistiske udtalelser. Europas ledere bør forpligte sig på at forebygge volden i stedet for at hælde benzin på bålet, skriver Amnesty i en ny rapport.

Det er ikke mareridt om fantasimonstre, der holder romabørnene i den tjekkiske by Ceské Budejovice vågne om natten. Det gør tilgengæld de hyppige demonstrationer med rasende højreekstremister, der råber anti-roma slagord lige udenfor deres vinduer.

Den første demonstration i byen fandt sted sidste sommer, hvor mere end 1000 medlemmer af højreekstremistiske grupper deltog med skældsord som ”sorte svin” og ”få dem ned med nakken”, mens de smed tåregasgranater og flasker mod romaernes hjem og de politibetjente, der forsøgte at stoppe dem.

”Det var rædselsfuldt. Vi var så bange. Vi kiggede ud af vinduerne, og de råbte af os og truede med at dræbe os,” fortæller Michal, en 27-årig indbygger med roma-baggrund. ”Jeg tænkte: Gad vide om det var sådan her, det var, under Hitler.”

Siden har der været demonstrationer mod romaerne næsten hver uge.

Læs rapport

Stigende antal overgreb på romaer

I en ny rapport fastslår Amnesty, at antallet af overgreb på romaer er steget stødt de seneste to år. Særligt i Tjekkiet, Frankrig og Grækenland udsættes romaer for vold og diskrimination og myndighederne gør ikke nok for at beskytte den etniske minoritet.

I Frankrig lever omkring 20.000 romaer, der ofte har forladt deres hjemlande på grund af massiv diskrimination. Mange af dem bor i midlertidig bebyggelse og har sjældent adgang til vand eller toilet.

Romaerne er i kontant risiko for at blive smidt på gaden af politiet, og Amnestys kan dokumentere en lang række tilfælde af vold mod romaer fra politiets side. Det skaber en stor mistillid til politiet, hvilket også betyder, at romaer ikke tør anmelde den vold eller diskrimination, de oplever fra omverdenen.


Europas ledere hælder benzin på bålet

Snarere end at beskytte sine borgere med romabaggrund puster mange europæiske ledere til ilden ved at komme med nedsættende eller direkte racistiske udtalelser om romaer. Udtalelser, der indirekte blåstempler de overgreb, der finder sted.

Sidste efterår udtalte Frankrigs indenrigsminister Manuel Valls til fransk radio, at; ”disse mennesker (romaer) har en livsstil, der er så langt fra vores. Derfor bør de rejse tilbage til Rumænien eller Bulgarien.”

Europas myndigheder har heller ikke anerkendt omfanget af hadforbrydelser rettet mod romaer, mener Amnesty.

”Alt for ofte har europæiske ledere bidraget til fordommene, der igen leder til vold, ved at omtale romaer som asociale og uvelkomne. Selvom de som oftest fordømmer de værste tilfælde af vold mod romaer, er de tilbageholdende med at anerkende omfanget af problemet og gøre noget ved det. Og EU er alt for tøvende, når det kommer til at konfrontere sine medlemslande med den åbenlyse diskrimination,” siger John Dalhuisen, der er leder af Amnestys Europa- og Centralasienafdeling.

EU svigter

Et af problemerne, der gør sig gældende i flere europæiske lande, er, at fordommene om romaer er så indlejret i politiet. Derfor bliver mange hadforbrydelser ikke efterforsket tilstrækkeligt og de ansvarlige aldrig retsforfulgt.

Selvom EU rent faktisk har de række redskaber til at forebygge diskrimination i sine medlemslande, er de endnu ikke trådt i karakter, mener Amnesty. 

”EU kommissionen, der er ansvarlig for at sikre, at medlemslandene overholder EU lovgivning, har endnu ikke sendt et klart og tydeligt signal til landene om, at de er forpligtet til at forebygge diskrimination og vold mod romaer,” siger John Dalhuisen.