Nigeria: Ignorerede advarsler om bortførelse

Nigeria kunne have forhindret bortførelsen af 300 nigerianske skolepiger. Det afslører Amnesty, der kan dokumentere, at Nigeria blev advaret om bortførelsen fire timer før angrebet.

Fire timer før den islamistiske gruppe Boko Haram angreb en skole i Nigeria, og bortførte 300 skolepiger, vidste militæret i Nigeria besked. Sådan lyder det fra Amnesty, der gennem vidneudsagn fastslår, at angrebene kunne være forhindret.

“At sikkerhedsstyrkerne vidste alt om Boko Harams forestående angreb, men ikke stoppede det, vil kun forstærke de nationale og internationale opråb i kølvandet på denne her rædselsvækkende forbrydelse”, siger Netsanet Belay, chef for Amnestys Afrika kontor.

Grunden til, at angrebet ikke blev forhindret, skyldes angiveligt, at Nigerias militær ikke var i stand til at skaffe forstærkninger. 

Amnesty har forgæves forsøgt at få en reaktion fra militærets hovedkvarter i Abuja.

Regeringen skal ud af busken

Mere end tre uger efter angrebet vides det fortsat ikke, hvor størstedelen af pigerne er, og Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, kritiseres for ikke at gøre nok for at finde pigerne:

“Der hersker en mistroisk stemning, og der mangler åbenhed om, hvad regeringen gør for at finde pigerne. Alle autoriteter må arbejde sammen og sikre, at pigerne kommer hjem sikkert, og der må gøres mere for at beskytte de civile i fremtiden”, siger Netsanet Belay.

Amnesty opfordrer regeringen i Nigeria til at forklare familierne til pigerne, hvad der er blevet gjort i sagen, og familierne og pigerne skal tilbydes medicin og psykologhjælp, så snart de er blevet befriet.

Ikke første gang

Bortførelsen af de hundredvis af piger kommer efter flere måneder med vold og brud på menneskerettighederne, samt angreb udført af islamistiske grupper.

Ifølge Amnestys research er omkring 2.000 mennesker blevet dræbt det seneste år. Den 5. maj blev endnu mindst 8 piger bortført af bevæbnede mænd i det nordøstlige Nigeria. Og der har været lignende episoder i en mindre størrelsesorden, primært mod kvinder og børn, de sidste to år.

Samme dag, den 5. maj, blev 200 mennesker dræbt, da en bevæbnet gruppe fra to biler begyndte at skyde mod mennesker på et marked. Angrebet varede adskillige timer, og den bevæbnede gruppe skød mod boder, biler, butikker og huse.

Til trods for de gentagne angreb har Nigerias regering ikke efterforsket mordene og bortførelserne tilstrækkeligt, og de har ikke gjort nok for at forhindre, at det sker i fremtiden.