Spanien: Ny abortlovgivning bringer kvinders liv i fare

Et nyt lovforslag gør det vanskeligt for kvinder i Spanien at få en abort. Forslaget vil ikke alene få sundhedsmæssige konsekvenser for kvinderne. Det vil også sende Spanien flere århundreder tilbage i tiden, når det gælder kvinders rettigheder.

Et nyt lovforslag gør det svært for spanske kvinder og piger at få en abort. Inden de kan få aborten, skal de igennem en lang og urimelig proces. Før kvinden kan søge om en abort, skal hun have tilladelse fra to forskellige klinikker og læger, og derefter skal hun igennem en såkaldt tænkeperiode, som varer syv dage, inden hun får svar.

Flere organisationer understreger, at lovforslaget vil hæve antallet af illegale og sundhedsfarlige aborter og bidrage til mødredødelighed.

Indskrænker kvinders selvstændighed

“Reformen kan betyde, at flere kvinders løsning bliver at søge hen til illegale, usikre og hemmelige praksisser, hvor de må sætte deres liv og helbred på spil. Reformen begrænser kvinders ret til at tage egne beslutninger og bestemme over deres egen krop, “, fortæller Jezerca Tigani, direktør for Amnesty International i Europa og Centralafrika.

“Forslaget vil sende landet flere århundreder tilbage i tiden, når det gælder kvinders rettigheder”, uddyber Jezerca Tigani.

Krav til voldtægtsofre

Regeringens lovforslag kræver også, at voldtægtsofre fremover skal melde voldtægten til politiet. Hvis ikke kvinderne melder det, kan de ikke få tilladelse til at få en abort. Amnesty kalder det et brud på retten til at bestemme selv:

“Kvinder og piger, som ikke vil anmelde en voldtægt, skal ikke tvinges til det for at få adgang til de sundhedsydelser, som en abort kræver”, siger Estabán Beltrán, direktør for Amnesty i Spanien.

Han forudser, at forslaget desuden vil ramme migranter, som bor ulovligt i landet, særligt hårdt, fordi de kan blive udvist af landet, hvis de anmelder voldtægten.

Spanien ignorerer eksperters vurderinger

Med lovforslaget ignorerer Spanien en række anbefalinger fra organisationerne WHO (World Health Organization) og Council of Europe. De understreger, at det er problematisk, at flere læger skal godkende aborten, fordi det skaber forhindringer i forhold til at få en sikker og lovlig abort.

Samtidig frygter de, at det nye forslag til abortlovgivningen vil hæve antallet af illegale og sundhedsfarlige aborter og bidrage til mødredødelighed