Tyrkiske grænsevagter dræber syriske flygtninge

Langs den 900 kilometer lange grænse mellem Syrien og Tyrkiet er kun to overgange fuldt åbne. Således må flertallet af flygtningene vælge en lang farefuld rejse eller risikere at blive skudt ved ulovlig indrejse.

Fra december 2013 til august 2014 er mindst 17 syriske flygtninge blevet dræbt af tyrkiske grænsevagter. Mange andre er blevet tævet eller mishandlet og tvunget tilbage over grænsen til det krigshærgede Syrien.  
 
Det er nogle af konklusionerne på en rapport om forholdene for Syriske flygtninge i Tyrkiet som Amnesty udgiver i dag. 
 
 

Bryder international lov

14-åriige Ali Özdemir blev skudt i hovedet-natten til den-19 maj 2014, da han nærmede sig den tyrkiske grænse. Alis far har fortalt Amnesty, at drengen blev skudt i siden af hovedet omkring ti meter fra grænsen. De blev ikke råbt an og der blev ikke affyret varselsskud. Ali overlevede, men blev blind på begge øjne. 
 
”Det er foragteligt at skyde på folk, der er på flugt og desperat søger sikkerhed. Det er et klart brud på international lov, og må ikke gå ustraffet hen. 
Det er den mest basale forpligtelse for lande, at åbne sine grænser for folk på flugt fra forfølgelse eller krig. De tyrkiske myndigheder må iværksætte omfattende tiltag for at yde maksimal sikkerhed og adgang for flygtninge fra krigen i Syrien”, siger Andrew Gardner, der er Amnestys Tyrkietekspert.
 

Krise af hidtil usete dimensioner

Det internationale samfunds manglende handling når det kommer til flygtningestrømmen fra Syrien har ført til en krise af hidtil usete dimensioner.
 
Langt størstedelen af de syriske flygtninge i Tyrkiet lever som subsistensløse. Mere end 1.3 millioner flygtninge er overladt til at klare sig selv.  
 
”Tyrkiet har åbenlyse problemer med at imødekomme selv de mest basale fornødenheder til hundredetusinde syriske flygtninge. Resultatet er, at mange af dem, der har klaret turen over grænsen, er blevet efterladt til en tilværelse i armod. Den humanitære assistance, der er blevet tilbudt af det internationale samfund, har været ynkeligt lav. Tyrkiet har måttet løfte en betydelig del af den økonomiske byrde selv. Modstanden fra rige lande til at tage større økonomisk ansvar for flygtningekrisen som helhed, og de sølle tilbud om genbosættelse, er beklagelige”, siger Andrew Gardner.
 

Send flere ressourcer

Behovet for assistance til Syriens nabolande er åbenlyst. Amnesty appellerer til det internationale samfund om øjeblikkeligt at påtage sig et større ansvar.
 
Blandt andet ved at modtage flere flygtninge, iværksætte familiesammenføringer i bredest mulige forstand, samt sende flere ressourcer til FN’s -regionale indsats og andre hjælpeprogrammer for flygtninge i nærområdet.
 
(Bilede: Copyright Amnesty International. Flygtninge er fanget i ingenmands land øst for Kobani mellem Syrien og Tyrkiet)