De Olympiske Vinterlege i Sochi sluttede i søndags. Legene vil blive husket for, hvordan Den Olympiske Komite konsekvent undlod at konfrontere de russiske myndigheder med de meningsløse og voldelige anholdelser.
”De Olympiske Lege skal bidrage til en fredelig og bedre verden. Det blev ikke opfyldt i Sochi. Årsagen er simpel: Ruslands undertrykkelse fortsatte uformindsket gennem legene, og den olympiske bevægelse har fejlet ved ikke at udfordre værtsnationens løfter om at fremme menneskerettighederne”.
Sådan lyder det fra Sergei Nikitin, der er leder af Amnestys kontor i Moskva, efter den olympiske flamme er slukket i den russiske OL-by Sochi.
Allerede mandag meldte hverdagen sig igen i Rusland, da 234 aktivister blev anholdt foran en domstol, hvor syv aktivister blev idømt hver fire års ophold i en fangelejr for at have deltaget i de store folkelige protester imod præsident Putin i 2012. Fremtiden tegner ikke godt for borgerne, efter at kameraer, journalister og demonstranter har forladt Sochi.
Daglige anholdelser under OL
Listen over krænkelser af menneskerettighederne under OL er lang.
Midt under De Olympiske Lege den 18. februar blev ni mennesker anholdt i centrum af Sochi. Blandt de ni anholdte var to af medlemmerne fra Pussy Riot, Nadezhda Tolokonnikova og Maria Alyokhina. Den følgende dag blev flere af dem blev slået, pisket og kastet i jorden af uniformerede mænd.
En transkønnet aktivist fra Italien, Vladimir Luxuria, blev anholdt i Sochi den 17. februar. Han blev anholdt for at stå med et banner, hvor der stod ”It’s OK to be gay”. Derudover blev flere aktivister og journalister anholdt:
”Der blev meldt om anholdelser af aktivister i Sochi næsten hver dag. Også aktivister uden for Sochi, som prøvede at protestere mod diskrimination, blev anholdt”, fortæller Sergei Nikitin.
Tre års fængsel for at protestere
Miljøaktivisterne Yevgeniy Vitishko og Igor Kharchenko blev arresteret henholdsvis den 3. og 4. februar. De blev sat i detentionen anklaget for hooliganisme og for at nægte at tage imod ordrer fra politiet. Samvittighedsfangen Yevgeny Vitishko blev idømt tre års fængsel, fordi han protesterede mod de miljømæssige konsekvenser, som byggeriet af OL-byen har haft.
”Fængslingen af Yevgeniy var kulminationen på regeringens forsøg på at lukke munden på kritikere”, siger Sergei Nikitin.
IOC har fejlet
Amnesty International har løbende opfordret Den Internationale Olympiske Komite (IOC) til at fordømme anholdelserne og den chikane, som miljøaktivisterne blev udsat for, men IOC har i stedet bøjet sig for myndighederne i Rusland:
”Når det gælder menneskerettigheder, har der været en larmende stilhed fra IOC. I stedet for at promovere lighed og menneskerettigheder, har IOC-medlemmerne smidt ansvaret fra sig og i stedet lyttet til de russiske myndigheder”, siger Sergei Nikitin.
Læs også: Ruslands opgør med ytrings- og forsamlingsfriheden