Væbnede styrker begår omfattende krigsforbrydelser mod civile i Sudan

Tusindvis af civile er blevet dræbt og såret, siden kampe brød ud mellem Sudans hær og den paramilitære styrke RSF. Kvinder og piger helt ned til 12 år bliver udsat for voldtægt, dokumenterer Amnesty International i en ny rapport.

”Min kone og børn flygtede fra vores hjem, da kampe brød ud i vores kvarter mellem Rapid Support Forces (RSF red.) og hæren. Mine to yngste drenge, Hassan på seks år og Ibrahim på otte år, og min brors syvårige søn Koko, kunne ikke løbe stærkt nok. De blev dræbt alle tre”.

Tragedien, som har ramt Kodi Abbas familie, er langtfra et isoleret tilfælde. Siden konflikten mellem Sudans regeringshær og den paramilitære styrke RSF begyndte i foråret, er tusindvis af civile blevet dræbt og såret.

Civile er både blevet direkte angrebet og er blevet ramt vilkårligt. De stridende parter har bekriget hinanden i tætbefolkede områder i hovedstaden Khartoum og andre byområder – særligt i den vestlige region Darfur og i North Kordofan regionen i den sydlige del af landet.

I en ny rapport konkluderer Amnesty International, at de stridende parter har begået omfattende krigsforbrydelser i Sudan. Rapporten bygger på interviews med 181 personer – størstedelen af dem civile, der er flygtet til nabolandet Chad. Derudover har Amnesty International gennemgået og analyseret en stor mængde audiovisuelt materiale med potentielle overgreb og undersøgt satellitbilleder for at bekræfte konkrete hændelser.

Kvinder og piger udsættes for seksuel vold – piger helt ned til 12-års alderen bliver voldtaget. Der er målrettede angreb mod hospitaler og kirker og omfattende plyndring.

“Civile i hele Sudan er udsat for rædsel hver eneste dag, imens RSF og Sudans hær kæmper om kontrol over landet”, siger generalsekretær i Amnesty International Agnès Callamard.

“Folk bliver dræbt i deres hjem, eller mens de desperat leder efter mad, vand og medicin. De bliver fanget i krydsild, mens de flygter, og skudt bevidst i målrettede angreb. Snesevis af kvinder og piger, nogle helt ned til 12 år, er blevet voldtaget og udsat for andre former for seksuel vold af medlemmer af de stridende parter. Ingen steder er sikkert for civile”, fortsætter hun.

Civile dræbt i krydsild

Siden april 2023 har Sudans hær og den paramilitære styrke RSF kæmpet om magten i Sudan.

Kampene begyndte i Kalakla- kvarteret i det sydlige Khartoum. Det samme kvarter, hvor Kodi Abbas to sønner og nevø blev dræbt, da de forsøgte at flygte. Amnesty International har ikke været i stand til at fastslå, hvem af de krigende parter, der affyrede de dræbende skud.

Ala’ Fawzi al-Mardi, en 26-årig læge, blev dræbt i sit hjem i Omdurmans Hay al-Manara-kvarter den 15. april, den dag, hvor sammenstødene først brød ud. Den unge kvindes far, Fawzi al-Mardi, fortæller Amnesty International, at hans kone også blev alvorligt såret.

“Den morgen vågnede vi op til helvede. Lyden af skyderi og bomber var overalt, ubarmhjertig… Jeg var bekymret for min datter Ala’, der var gået på arbejde på hospitalet. Få minutter efter hun var kommet hjem, kom der en kugle gennem stuevinduet, og den ramte min kone i ansigtet. Den gik gennem højre side af hendes ansigt og hals, og så ramte den Ala’ i brystet og dræbte hende øjeblikkeligt. En kugle ødelagde vores familie i løbet af få sekunder”.

Mange civile fortæller Amnesty International, at de er blevet såret og deres pårørende dræbt de steder, hvor de søgte sikkerhed. Den 6. juni dræbte og sårede gentagne angreb med projektiler affyret fra jorden i Vest-Darfur snesevis af civile i og omkring El Geneina Universitets kvindelige sovesale, hvor mange mennesker søgte ly efter at være flygtet fra kampe i deres kvarterer.

Angreb på civile

Civile er bevidst blevet dræbt eller såret i målrettede angreb. Overlevende og andre vidner har generelt identificeret RSF-medlemmer som gerningsmændene.

Den 13. maj brød RSF-medlemmer ind i Mar Girgis (St. George’s) koptiske kirkekompleks i Bahri- området i Khartoum. Flere vidner sagde, at de skød fem medlemmer af præsteskabet og stjal penge og et guldkors.

Den 14. maj blev Dr. Adam Zakaria Is’haq , en 38-årig læge og menneskerettighedsforkæmper, dræbt sammen med 13 patienter på Markaz Inqadh al- Tibbi (Medical Rescue Centre), en sundhedsklinik i Jamarik kvarteret El Geneina. To af lægens kolleger fortalte Amnesty International, at bevæbnede arabiske militsmedlemmer skød de 14 mennesker.

“Dr. Adam behandlede syge mennesker på en lille klinik, da han blev dræbt, fordi hovedhospitalet i El Geneina blev ødelagt af den samme bevæbnede milits og RSF i slutningen af april. Han blev skudt i brystet. Han efterlod sin kone og to unge drenge på fire og seks år”, fortæller en af kollegaerne.

Etnisk motiverede angreb i det vestlige Darfur

Efterhånden som konflikten bredte sig til det vestlige Darfur , flygtede mange etniske Masalit-folk til det østlige Chad. Folk, der flygtede fra El Geneina, fortalte Amnesty International, at byen var blevet angrebet af tungt bevæbnede arabiske militser, støttet af RSF-krigere.

Den 28. maj blev snesevis af civile dræbt i Misterei, en by sydvest for El Geneina, da sammenstød brød ud mellem RSF og allierede militser og Masalit-væbnede grupper. Beboere fortalte Amnesty International, at de begravede 58 dræbte civile den dag.

I en familie blev fem brødre skudt og dræbt i deres hjem, inklusive Al-Haj Mohamed Abu Bakr, Zeinab Ibrahim Abdelkarims mand. Moderen til de to 27-årige brødre fortæller:

“Seks RSF-medlemmer brød ind i vores hjem kl. 8.00 og gik ind i det rum, hvor min mand og hans fire brødre var, og skød dem alle. RSF kom derefter til værelset, hvor jeg boede hos mine børn og 12 andre kvinder og børn… De slog os med stokke og piske og spurgte: ‘Hvor er våbnene?’, og stjal derefter vores telefoner.”

International humanitær ret forbyder bevidst angreb på civile såvel som angreb, hvor der ikke kan skelnes mellem civile og kombattanter og mellem civile objekter og militære mål.

Kvinder og piger holdt som sexslaver

Snesevis af kvinder og piger, nogle helt ned til 12 år, er blevet udsat for seksuel vold, herunder voldtægt, af medlemmer af de krigende parter. Nogle blev tilbageholdt i dagevis som sexslaver.

I de fleste tilfælde, som er dokumenteret af Amnesty International, sagde de overlevende, at gerningsmændene var RSF-medlemmer eller fra allierede arabiske militser.

Voldtægt, seksuelt slaveri og andre former for seksuel vold begået i forbindelse med en væbnet konflikt er krigsforbrydelser.

En 25-årig kvinde fra El Geneina fortæller Amnesty International, at tre bevæbnede arabiske mænd i civilt tøj tvang hende ind i Civil Records-bygningen i al-Jamarik-kvarteret den 22. juni, hvor de voldtog hende.

“Der er ikke sikkert nogen steder i El Geneina. Jeg forlod mit hjem, fordi der blev skudt overalt… og disse kriminelle voldtog mig. Nu er jeg bange for, at jeg kan være gravid… det kan jeg ikke klare.”

I et andet tilfælde blev en gruppe på 24 kvinder og piger bortført af RSF-medlemmer og ført til et hotel, hvor de blev tilbageholdt i flere dage under forhold, der svarer til seksuelt slaveri. Mange overlevende har ikke haft adgang til medicinsk og psykosocial støtte efter de voldsomme overgreb.

Mange sundheds- og humanitære faciliteter er blevet ødelagt eller beskadiget over hele landet, hvilket har frataget civile mad og medicin og forværret en allerede alvorlig situation. De fleste dokumenterede tilfælde af plyndring involverede RSF-medlemmer.

Forsætlige angreb på humanitært personale eller genstande eller på sundhedsfaciliteter eller medicinske enheder svarer til krigsforbrydelser.

Stop overgreb på civile

Amnesty International opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til hurtigt at udvide den våbenembargo, der i øjeblikket gælder for Darfur, til hele Sudan og sikre, at den håndhæves. Lande med betydelig indflydelse på de stridende parter skal bruge deres indflydelse til at stoppe krænkelserne mod civile.

FN’s Menneskerettighedsråd bør lytte til opfordringerne fra den mellemstatslige myndighed for udvikling og etablere en uafhængig mekanisme, der har til formål at overvåge, indsamle og bevare beviser for de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som finder sted i Sudan.

“Sudans hær og RSF, såvel som deres tilknyttede væbnede grupper, skal stoppe deres målrettede angreb mod civile og garantere en sikker passage for dem, der søger sikkerhed. Der skal tages hurtige skridt for at sikre retfærdighed og erstatning for ofre og overlevende, ” siger generalsekretær Agnès Callamard.

Det internationale samfund bør også øge den humanitære støtte til Sudan markant, og nabolandene skal sikre, at deres grænser er åbne for civile, der søger sikkerhed.

Den 21. juni skrev Amnesty International til Sudans hær (SAF) og den paramilitære styrke RSF og delte rapportens konklusioner og anmodede om oplysninger vedrørende specifikke påstande dokumenteret i rapporten.

SAF og RSF svarede henholdsvis den 12. og 14. juli, hvor de begge hævdede, at de overholder international ret og anklagede den anden side for krænkelser. Sudans hær sagde, at den havde etableret et udvalg for at sikre, at beslutninger minimerede civil skade, mens RSF afviste anklager om seksuel vold og sagde, at de havde oprettet et udvalg, der skal undersøge alle påstande om overgreb.

RSF benægtede også involvering i forbrydelserne mod civile i det vestlige Darfur, inklusiv i Misterei , og sagde, at “flertallet” af arabiske militser var forbundet med Sudans hær. Konsekvente vidneudsagn og andre beviser har identificerede RSF-medlemmer i alvorlige krænkelser i det vestlige Darfur og til tider sammen med arabiske militser.

Siden kampene mellem Sudans hær og den paramilitære styrke RSF begyndte i april måned, er over 3,3 millioner sudanesere flygtet fra deres hjem – enten internt i landet eller over landegrænser.

Ifølge FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, er mere end 740.000 flygtet fra Sudan og ankommet til skræmmende forhold i nabolandene Chad, Den Centralafrikanske Republik, Egypten, Etiopien og Sydsudan.