Historien gentager sig på tragisk vis i Gaza netop nu, hvor tusindvis af civile palæstinensere bliver dræbt eller fordrevet under Israels krig mod Hamas. Sådan lyder budskabet fra en herboende palæstinenser, som har været med næsten siden staten Israels oprettelse.
Fra sin kolonihave i Rødovre vest for København følger Abdul El-Batish ængsteligt med i nyhederne fra Gaza.
Når jeg ringer, er jeg ikke sikker på, at de stadig lever
Abdul El-Batish, herboende palæstinenser, om familien i Gaza
Den 75-årige palæstinenser kom til Danmark som 12-årig i 1961, efter at han mistede begge sine ben og dele af sin ene hånd til en landmine. Mere om den historie om lidt. For lige nu er Abdul El-Batish’ fokus på den tilbageværende familie i Gaza.
”’Jeg er nervøs hele tiden. Jeg tænker på familien konstant. Jeg tænker, hvad sker der, hvad sker der?”
Abdul El-Batish frygter, at telefonen ikke vil blive taget næste gang, han ringer:
”Når jeg ringer, er jeg ikke sikker på, at de stadig lever. Det er frygteligt. Min kone har mistet flere familiemedlemmer,” fortæller han.
Fordrivelsen har stået på siden 1948
Selvom Israels krig i Gaza er forfærdelig for de civile palæstinensere, er historien ifølge Abdul El-Batish på ingen måde ny:
”Før oktober sidste år (Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023, red.) hørte jeg tit om, hvordan israelere fordrev palæstinensere på Vestbredden. Hver anden måned hørte jeg om palæstinensere, som blev smidt ud af deres hus og fik frataget flere tønder land med for eksempel oliventræer. Husene blev bombet eller revet ned, og så rykkede israelerne ind.”
Gaza har været et fængsel i mange, mange år
Abdul El-Batish, herboende palæstinenser
– siden Israel besatte det
Og Abdul El-Batish føler sig overbevist om den israelske stats overordnede mål:
”Israel vil gerne tage al jorden. Men husk, at mine forfædre er født i Palæstina. Jeg har et stykke papir, hvor der står, hvor mange tønder land min far havde før 1948.”
Med 1948 mener Abdul El-Batish Al-Nakba, som betyder katastrofe på arabisk, og som referer til perioden efter 2. verdenskrig, hvor flere end 800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem som led i oprettelsen af staten Israel. Flere end 530 palæstinensiske landsbyer blev ødelagt, og fordrivelsen blev begyndelsen på en historie om eksil og landflygtighed for generationer af palæstinensere.
Abdul, majoren og UIfborg
Abdul El-Batish’ egen historie begynder netop i Al-Nakba-perioden. Han bliver født i 1949, og hans forældre ender med at bo klos op ad en FN-militærbase, syv-otte kilometer fra Gaza by.
I 1956 er han ude for en alvorlig ulykke. En landmine går af, og han mister sit ene ben og to fingre på højre hånd. Der ender med at gå koldbrand i det andet ben, og nu har den syvårige Abdul ingen ben.
Til gengæld er han et socialt barn. På hospitalet lærer han både lidt engelsk og lidt dansk, og da han er hjemme igen, begynder han at tale med soldaterne på militærbasen på den anden side af hegnet.
En af soldaterne er en dansk major ved navn Gunner Schaumburg-Müller. Han fatter sympati for den lille dreng, der på grund af sine manglende ben ikke kan gå i skole i Gaza.
Over hegnet arrangerer Schaumburg-Müller, at Abdul El-Batish kan komme til Danmark. Og i 1961 flytter den på det tidspunkt 12-årige Abdul til Ulfborg i Vestjylland. Her ender han med at bo hos den lokale læge-familie.
Sportsmand på trods
Til at begynde med er det svært for Abdul El-Batish at falde til i Danmark, hvor ingen i Ulfborg taler arabisk. Heldigvis bliver det bedre med tiden – især da han bliver bedre til sproget.
Abdul El-Batish bliver uddannet, får arbejde og engagerer sig især i sportens verden. Han bliver en afholdt person i foreningslivet.
På væggen i kolonihaven i Rødovre hænger minder fra et langt liv i sportens verden – i både sne, vand og på gulvet i volleyball-hallen. Et enkelt sorthvidbillede fra begyndelsen af 1960’erne viser Abdul El-Batish med sine første benproteser kort efter han kom til Danmark. FOTO: Adam Amsinck/Amnesty International Danmark
Som ung dyrker Abdul El-Batish især svømning, og i 1976 deltager han i de Paralympiske Lege i Toronto i Canada. Han er med i svømmekonkurrencen, men deltager også i både disciplinerne frisbee og spydkast.
Selvom OL ikke fører nogen medaljer med sig, er de en stor oplevelse for Abdul El-Batish, der på det tidspunkt er 31 år.
Tilbage i Danmark begynder Abdul El-Batish at dyrke volleyball. Og netop den sportsgren har bidt sig fast siden. Så i en alder af 75 træner han stadig regelmæssigt med sit volleyballhold i Grøndalscentret i København.
På besøg i Gaza
I den første tid i Danmark er Abdul El-Batish afsavn til Gaza stort, og han rejser tilbage og besøger sin familie cirka en gang om året.
Det slutter dog brat med seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besætter blandt andet Gaza og Vestbredden.
Hans sidste besøg i Gaza er i 2011.
Her kan han dog ikke komme ind på lovlig vis, så for at besøge familien bliver han nødt til at blive smuglet ind. Han tilbringer tre-fire måneder i Gaza, inden han forlader familien og sine palæstinensiske venner.
”Gaza har altid været et lukket fængsel”
Hans sidste besøg er symptomatisk for palæstinensernes situation i Gaza, mener Abdul El-Batish:
”Gaza har altid været et lukket fængsel,” siger han og fortsætter:
”Gaza har været et fængsel i mange, mange år – siden Israel besatte det.”
Selv børn bliver bombet. Det er ikke fair.
Abdul El-Batish, herboende palæstinenser
Og for Abdul El-Batish er det ubegribeligt, at verdenssamfundet ikke skrider ind, når så mange civile mennesker bliver dræbt i Israels krig mod Hamas:
”Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen, der tvinger Israel til at stoppe. Der er børn, der dør. Er det rimeligt?”
Hvem tager ikke telefonen næste gang?
Abdul El-Batish’ kone har allerede mistet nære familiemedlemmer siden oktober sidste år.
Selv har han blandt andet sin bror og hans børn tilbage i Gaza, og han frygter, at de også bliver en del af den sørgelige statistik over de tusindvis af civile ofre:
”Jeg tænker på familien alle døgnets 24 timer,” siger han.
”Selv børn bliver bombet. Det er ikke fair.”
Når krigen forhåbentlig snart er overstået, har Abdul El-Batish ét ønske for Gaza:
”Jeg ønsker et frit Gaza – med åbne grænser og lufthavn – et selvstændigt Palæstina.”
FAKTA OM ISRAELS APARTHEID I MOD PALÆSTINENSERNE
Allerede inden den nuværende krig brød ud, konkluderede Amnesty International, at Israel opretholder et system af apartheid imod palæstinensere i Israel, i de israelsk besatte områder og imod palæstinensiske flygtninge uden for Israel.
Apartheid er en alvorlig krænkelse af de internationalt anerkendte menneskerettigheder og en forbrydelse mod menneskeheden under international ret. Apartheid forstås som et system eller regime, hvor en enkelt befolkningsgruppe dominerer og undertrykker en anden befolkningsgruppe.