Peru: Shiwilu-folkets forfædre var slaver – nu forsvarer de unge Amazonas

I junglebyen Iquitos midt i Amazonas i Peru er unge fra kvindeorganisationer samlet. De er sejlet flere dage hertil fra deres landsby dybt inde i regnskoven.

Tekst: Lise Josefsen Hermann, fotos: Ana Zaldivar

17-årige Nimia Eunisce Vigo Chota og 14-årige Valeska Marianny Vigo Macedo tilhører begge det oprindelige Shiwilu-folk, der lever dybt inde i Amazonas i Peru. De kæmper for at bevare deres kulturelle identitet og er aktive i den lokale kvindeorganisation OCIDMUSHI.

Vi, du og jeg, kender måske til menneskerettighederne. Men hvad er egentlig kollektive rettigheder? Det har Nimia og Valeska lært om på menneskerettighedsskolen, som ONAMIAP – den nationale kvindeorganisation for oprindelige folk i Peru – driver med støtte fra Amnesty International Danmark.

Nimia forklarer det sådan her:

”Det er om retten til tosproget uddannelse som oprindeligt folk, retten til at blive hørt forud for interventioner på vores jord, retten til ligestilling og retten til kulturel identitet.”

Rettighedsskolen, som er for børn og unge, begyndte egentlig på grund af det mandsdominerede samfund i Peru.

Kvinderne fra organisationen OCIDMUSHI, der består af cirka 100 Shiwilu-kvinder, gik til møder og kurser og havde ingen til at passe børnene. Så de tog dem med. Og sådan blev børnerettighedsskolen født i samarbejde med Amnesty i 2023.

”I den første workshop var der næsten 80 børn i alle aldre. De var alle begejstrede,” husker 36-årige Mayra Marubel Macedo Mozombite, som er præsident i OCIDMUSHI.

”Børnene hørte altid om vores kamp og problemer. Nu er de vokset op. Og de havde brug for deres egen plads, fordi de som børn også har deres krav og deres egne dagsordener.”

”Jeg drømmer om, at mit sprog bliver genoplivet”

Menneskerettighedsskolen hedder ”Shiwilu tapperhed” og er en del Amnesty International Danmarks projekt Rise Up III, som er støttet af den danske civilsamfundsorganisation CISU – en medlemsorganisation for NGO’er inden for internationalt udviklingsarbejde.

Udover menneskerettighedsskolen har projektet også været vigtigt for, at OCIDMUSHI og ONAMIAP kunne udvide og styrke deres netværk af globale alliancer.

Det er om retten til tosproget uddannelse som oprindeligt folk, retten til at blive hørt forud for interventioner på vores jord, retten til ligestilling og retten til kulturel identitet

Nimia Eunisce Vigo Chota om, hvad de lærer i menneskerettighedsskolen, som ONAMIAP driver

Nimia og Valeska er begejstrede for deres oprindelige Shiwilu-kultur og kampen for at redde den. Især er de vilde med de mange Shiwilu-historier, som især de ældre i landsbyen fortæller.

De går begge hurtigt i gang med hver deres historie-fortælling fra deres territorium.

”Vi bliver nødt til at gøre noget, så vores kultur ikke forsvinder. Nogle gange virker de voksne ligeglade. Det er virkelig smukt med menneskerettighedsskolen, for jeg kan give det, jeg lærer, videre til de mindre børn, de nye generationer, så vores kultur ikke går tabt.”

”Min største bekymring er, at vores sprog forsvinder. Jeg vil slet ikke forestille mig, hvis det sker. Jeg drømmer om at vores sprog bliver genoplivet. Jeg kunne godt tænke mig at unge i Danmark kunne hjælpe med, at vores kultur bliver kendt der, for den er virkelig smuk, ” siger Nimia.

Netop retten til interkulturel tosproget uddannelse bliver kun delvist opfyldt hjemme i deres landsby Jeberos. Det er kun i den første halvdel af grundskolen, de bliver undervist i Shiwilu. De større børn undervises kun i spansk og engelsk.

Det er virkelig smukt med menneskerettighedsskolen, for jeg kan give det, jeg lærer, videre til de mindre børn, de nye generationer, så vores kultur ikke går tabt.

Nimia Eunisce Vigo Chota, 17 år

Bedsteforældre var slaver for gummibaronerne

Mayra Marubel Macedo Mozombite er ligesom Nimia optaget af Shiwilu-folkets identitet og sprog.

”Vi har kæmpet meget, og det lykkedes til sidst at få vores sprog deklareret national kulturarv som det første oprindelige sprog i Peru. Vi forsøger at genoplive sproget, fordi vores forfædre holdt op med at tale på grund af diskrimination. Vores bedsteforældre har fortalt, hvordan de var slaver af gummibaronerne og fik deres tunger brændt, hvis de talte vores sprog.”

Gummibaroner var europæere, der kom til Amazonas og tjente enorme mængder penge på at sælge rågummi fra regnskoven til nye bilfabrikker, der producerede bildæk af gummiet.

”Andre i landsbyen, der ikke tilhører vores folk, siger, at vi ikke er rigtige oprindelige folk, fordi vi ikke taler vores sprog godt nok. Men vores kultur er jo meget mere end sproget. Det er også vores hellige steder, vores traditionelle majsdrik, træerne, vores historier. Og hvis vi migrerer til et andet sted, vil vores identitet og rødder jo stadig eksistere. Vi prøver at forhindre vores sprog i at gå tabt, for hvis sproget forsvinder, så mister vi også vores historie,” mener Mayra.

Shiwilu-folkets kosmovision

OCIDMUSHI blev officielt registreret som organisation i forbindelse med coronapandemien.

”Vi valgte at lave vores egen Shiwilu-organisation for kvinder, fordi vi kvinder ikke fik plads til at deltage eller til at sætte vores dagsordener i den blandede organisation med mænd og kvinder. Vi begyndte med at kræve medicin og iltapparat til rådighed i det lokale sundhedscenter,” fortæller Mayra.

Rettighedsskolen begyndte med tegninger af Shiwilu-folkets kosmovision og planter til naturmedicin.

Kosmovision er oprindelige folks verdenssyn, hvor for eksempel alle levende væsener og naturen hænger sammen og har en sjæl og en berettigelse i verden.

Vi føler os alle som brødre og søstre. Vi er en del af Moder Natur

Mayra Marubel Macedo Mozombite

Nu er rettighedsskolen delt op i to; de yngste indtil 12 år og de større fra 12 til 17 år. De små tegner dyrene fra området.

Og så taler de alle om planerne om en ny vej. Den vender vi tilbage til.

Der eksisterer mange liv inde i et træ

Mayra uddyber, hvad det vil sige at tilhøre Shiwilu-folket:

”Vi ønsker at bevare vores kultur, for eksempel vores traditionelle tilgang til keramik og tekstiler. Det er en del af vores forfædres videnskab og teknologi, en del af vores identitet. Det er de elementer, der gør os stærkere. At sige, at vi er fra et bestemt folk, i dette tilfælde Shiwilu-folket.”

”Vi føler os alle som brødre og søstre. Vi er en del af Moder Natur. Så vi beder også om hendes tilladelse, så hun kan forsørge os. Det er derfor, vi siger til folk: Nej, for os er det ikke bare et træ, for indeni det træ er der mange flere liv, alle de dyr og planter, der lever der,” fortæller Mayra.

Vejen i Amazonas

I samtalerne med Nimia, Valeska og Mayra er der ét emne, der overskygger alt andet:  Vejen til deres landsby Jeberos.

I øjeblikket er hovedfærdselsåren for Shiwilu-folket floden, sådan som det er tilfældet i store dele af Amazonas.

”Jeg drømmer om, at vi får den vej, så der er flere muligheder for arbejde og uddannelse for os unge,” siger Nimia.

Alle vi taler med – der bor i Jeberos-området dybt inde i Amazonas, ligesom Nimia – nævner vejen. Alle har en holdning til den. Skaber den udvikling? Jobs? En bedre fremtid? Eller truer den det oprindelige folk med at forsvinde endnu hurtigere? Og vil vejen blot komme udefrakommende interesser til gode?

Modsat Nimia er Valeska bekymret for konsekvenserne, hvis vejen kommer:

”Vi er nervøse for vejen, for så bliver vores sprog og kultur endnu mere truet. Og begge dele er allerede ved at forsvinde. Vi er allerede blevet udnyttet en gang under gummiboomet (cirka i perioden 1879-1912, red.), hvor vores forfædre blev forbudt at tale vores sprog.”

Også Mayra er skeptisk:

”Vi er bekymrede for planerne om at bygge en vej, for vi har ikke papirer på vores landsby. Vi frygter at blive fordrevet, hvis der kommer udefrakommende forretningsdrivende eller kriminelle med interesser i vores territorium. At der vil komme mere skovhugst. Vi må beskytte territoriet. Vi har jo høringsret som oprindeligt folk,” siger hun.

”De ser kun vores territorium som en ressource”

Som en naturlig del af det at passe på deres arv og yde respekt for naturen, er de aktive i ONAMIAP miljøforkæmpere.

Men at være miljøforkæmper kommer ikke uden risici. I Peru blev fire miljøforkæmpere dræbt i 2024.

Alligevel får truslerne og risiciene ikke Mayra til at overveje at lade være:

”Alle vi ledere er udsat for kriminalisering, dødstrusler og ærekrænkelse. Jeg har fået at vide: Du har jo set i nyhederne, hvad der sker for ledere. For mig er det en klar dødstrussel. Dét der får mig til at tænke over truslerne, er min familie. Da min mor sagde til mig: Tænk dig om, for det er ikke kun dig, der er i fare. Der er din datter, der er mig, din mor, dine søstre. Det er ikke kun dig, der er udsat, vi er også. Men hvis vi tier, hvem vil så tale? Samtidig kan jeg ikke vise svaghed foran de andre kvinder. At se børnene og de unge giver håb om, at de vil blive ved med at kæmpe for vores territorier, for vores identitet, vores kultur. Kampen er kollektiv. Vi vil beskytte hinanden. For vi ved, at staten ikke beskytter os.”

”Mange spørger: Er du miljøforkæmper? Men for os betyder udtrykket at individualisere de kampe, vi deler. Jeg siger til dem: “Vi forsvarer alle vores territorium sammen. Fra det yngste barn til kvinderne, de ældre. Denne kamp er kollektiv,” siger Marya med tårer i øjnene:

”Nu er det mig, der er ansigtet udadtil, men senere kommer der en anden kvinde og det samme vil ske for hende. Vi må styrke hinanden, så det ikke gør os bange. Problemet er frygten. Ja, det er hårdt. Der er dem, som kun ser vores territorium som en ressource til udnyttelse. Men for os er det en gave fra Moder Jord og vi skal beskytte den. Derfor siger jeg til mine medsøstre; mist ikke modet, vi må fortsætte sammen. Vi er Shiwilu-kvinder, der har gjort modstand i mere end 500 år. Denne kamp, ​​som vi fortsætter, arvede vi fra vores bedstemødre. De kæmpede også. Og jeg siger til pigerne: Hvem vil overtage formandskabet efter mig? I bliver også nødt til at fortsætte med at kæmpe.”