Amnesty International er rystet over de modstridende meldinger fra politiets ledelse i den såkaldte Tibet-sag, hvor demonstranter fik frataget deres tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg i 2012. ”Vi er på grænsen til lovovertrædelse, og det er dybt bekymrende”, siger Amnestys jurist Claus Juul.
Opdateret 15:10 29-09-15
Københavns Politi afviste blankt alle uregelmæssigheder, da Amnesty i sommeren 2012 udbad sig en forklaring på, at flere demonstranter tilsyneladende var blevet frataget deres tibetanske flag under besøget fra Kinas præsident Hu Jintao.
”Der har på intet tidspunkt af indsatslederen eller andre polititjenestemænd med ledelsesansvar været givet instruks om, at demonstranter ikke måtte anvende flag eller bannere under demonstrationen, og der er ikke kendskab til, at nogle personer skulle være frataget tibetanske flag i forbindelse med statsbesøget”, skrev vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politis ledelsessekretariat den 18. juli 2012.
Tag flaget fra dem
Men efter flere retssager, hvor seks af demonstranterne har lagt sag an mod Københavns Politi, er historien nu en anden. I sidste uge afspillede Østre Landsret lydoptagelser fra politiets radiokommunikation den 15. juni 2012, hvor Hu Jintao kørte gennem Københavns gader. Lydoptagelserne viser, at politiets indsatsledere gav besked om at tage flagene fra demonstranterne flere steder i byen: ”Tag flaget fra dem. Kom”, lyder det.
Under retssagen har Københavns Politi desuden hævdet, at det ikke har været muligt at identificere de betjente, der konfiskerede de tibetanske flag – blandt andet i Kongens Have. Men efter afgørelsen i Østre Landsret, som slog fast, at der var tale om ulovlig frihedsberøvelse, da Københavns Politi tilbageholdt en demonstrant i en time, er de involverede betjente nu selv stået frem.
Har afgivet forklaring
Det skete den 24. september, hvor en 29-årig politibetjent fra Københavns Vestegns Politi fortæller, at han skam allerede har afgivet forklaring til politiets ledelse: ”Jeg er noget chokeret over at høre, hvordan vi ligefrem efterlyses. Vi er identificeret, vi har sagt, at det var os, jeg var inde til en samtale om sagen i marts”, siger den 29-årige betjent ”J” til fagbladet Dansk Politi, der har lagt citatet ud på fagbladets Facebook-side.
Han var tjenestegørende på Station Amager under begivenheden. Sammen med de to andre politifolk, P og B, havde han fået besked på at fjerne det tibetanske flag under besøg fra den kinesiske præsident i 2012, siger han til Dansk Politi:
”Det var en ordre oppefra. Og vi bad om at få den gentaget, fordi det ikke var helt i overensstemmelse med Grundlovssikrede rettigheder. Det har vi alle fortalt og givet os til kende, så jeg synes, at det er ubehageligt, at der lige pludselig kører debat i visse medier om, at vi ikke kan identificeres, eller at der ikke var tale om en ordre. Det var der”, fastslår 29-årige J.
Kræver svar
De nye oplysninger får nu Amnesty til at kræve klare svar fra politiets ledelse og fra justitsminister Søren Pind (V).
”Vi har tidligere hørt om betjente, der dækker over hinanden, mens ledelsen prædiker åbenhed. Men det bliver nu vendt på hovedet, fordi betjentene står frem, mens ledelsen har besluttet ikke at sige, hvad der er sket”, siger Amnestys jurist, Claus Juul, til Ritzau.
Hvis betjenten taler sandt om ordren oppefra og om, at han og kollegerne for længst er identificeret, så er ledelsen af Københavns Politi altså taget i at lyve for retten.
”I så fald har politiet vidst, hvem det var, men valgt ikke at sige det i retten. Vi er derfor på grænsen til en lovovertrædelse, og det er dybt kritisabelt”, siger Claus Juul.
Helt ny forklaring
Mandag den 27. september tog politidirektøren i Københavns Politi, Thorkild Fogde, det usædvanlige skridt selv at indbringe sagen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
”Da der i offentligheden er rejst spørgsmål om urigtige forklaringer og mangelfulde oplysninger vedrørende identifikation af polititjenestemænd, har jeg i dag valgt at indbringe sagen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed”, hedder det i en udtalelse fra politidirektøren.
Men dermed stopper sagen ikke. Allerede dagen efter præsenterede politiinspektør i Københavns Politi, Mogens Lauridsen, en helt ny forklaring, som aldrig er kommet frem i retten eller i de svar til Folketingets retsudvalg, som politiets ledelse har afgivet.
Beskyttede mod kinesiske sikkerhedsvagter
Ifølge Mogens Lauridsen var det ikke for at skærme Hu Jintao for synet af Tibet-flag, at politiet fjernede Tibet-aktivister og deres flag fra præsidentens rute gennem København. Det var derimod for at beskytte demonstranterne mod præsidentens kinesiske sikkerhedsfolk, som gik bevæbnede rundt på ruten.
”Det er jo sådan, når man har statsledere på besøg fra store nationer, så har de et antal af deres egne sikkerhedsfolk med. Så ud over at sikre turen gennem byen er det jo også vores job at sikre, at der ikke sker noget, som af sikkerhedsfolkene kan opfattes som en fjendtlig handling”, forklarer Mogens Lauridsen til Jyllands-Posten.
Han forklarer, at hvis eksempelvis en aktivist pludselig springer frem mod præsidentens kortege med et Tibet-flag i hånden, så kan man ikke være sikker på, om de kinesiske sikkerhedsfolk opfatter det som en fjendtlig handling og reagerer voldeligt:
”Der er jo kulturforskelle, og man kan jo ikke vide, hvordan et menneske reagerer i en given situation. Sikkerhedsfolkene har selvfølgelig bare enormt fokus på, at der ikke må ske deres VIP noget. Så for at undgå en situation, der kan misforstås af de her sikkerhedsfolk og for at undgå en eskalering, prøver vi at afmontere situationen ved at fjerne ting og mennesker, der kunne virke truende over for kortegen eller placere dem et andet sted”, siger Mogens Lauridsen til Jyllands-Posten.
Skal undersøges til bunds
Amnesty er overrasket over den pludselige kovending fra Københavns Politi og håber, at sagen bliver undersøgt til bunds, så det bliver afgjort, hvad der reelt er sket, og hvorfor politiet skifter forklaring. Hvis betjenten har ret i sine anklager om, at ordren er kommet oppefra, og at han har identificeret sig selv, så er situationen alvorlig.
”Det er et stort problem, at den eneste styrke, der har lov til at anvende magt, sender sådan et besynderligt signal. Den store hvide elefant er mistanken om, at politiet har givet en ordre om at gøre næsten hvad som helst, for at den her meget magtfulde gæst ikke skulle føle sig generet”, siger Claus Juul til Ritzau.
Enhedslisten har kaldt justitsminister Søren Pind i samråd om sagen, og Søren Pind kalder det selv ”en noget rodet fremstilling”. Derfor har han bedt Københavns Politi om en nærmere redegørelse forud for samrådet.