Udgangspunktet for behandlingen af transkønnede bør være, at man har med sunde mennesker at gøre. Det mener psykolog Gert Barslund, der har bidraget til Amnestys briefing om transkønnedes adgang til sundhed i Danmark.
Du har haft transkønnede i din praksis. Hvorfor kommer de til dig?
Det har handlet om identitet som for så mange andre. Hvem er man, og hvad vil man med sit liv. Oplevelsen af én selv som menneske og egentlig ikke så meget om seksualitet, som der bliver fokuseret meget på nogle steder i forhold til transkønnede.
Hvad kan det gøre ved mennesker at få hæftet en psykiatrisk diagnose på sig?
Det er vigtigt, at vores udgangspunkt er sundhed og ikke sygdom. Hvis vi går til hinanden – uanset om det drejer sig om en undersøgelse eller en behandling – med en forhåndstanke om, at et menneske er sygt, så gør det noget ved os. For så er der en risiko for, at det kommer til at handle meget om at modbevise, at man er syg. Og det kan være en meget hård kamp at skulle bevise sin egen normalitet.
Jeg synes, at udgangspunktet bør være – uanset om vi er heteroseksuelle, biseksuelle, transkønnede eller noget andet – at vi er sunde. Vi kan så have nogle behov, som vi gerne vil tale med en psykolog om, men det behøver ikke at være på grund af en sygdom. Jeg har ikke noget imod diagnoser, men jeg synes bare, at man skal passe på med at gå for meget til livet ud fra en sygdomstanke.
Mange af de transkønnede, som Amnesty har talt med, klager over den årelange ventetid på at blive godkendt til behandling. Hvad betyder det for mennesker at skulle vente så længe på at få afgjort sin skæbne?
Hvis der er noget, der virkelig betyder noget for én i forhold til glæde og identitet, kan det selvfølgelig være meget hårdt at skulle vente i lang tid på en afklaring. Usikkerhed og uvished omkring ens egen situation gør noget ved os. Det kan blandt andet betyde, at man har svært ved at komme videre med noget i den periode, hvor man går og venter. Selvfølgelig skal der være en eller anden form for længde af en undersøgelse. Men det vil gøre noget ved alle mennesker at skulle vente på afklaring i tre, fire eller fem år. Jeg ved ikke, hvorfor der bliver brugt så lang tid på at udrede transkønnede, men det er klart, at det har konsekvenser. Man kan komme til at føle sig usikker på sig selv, og nogen blive tiltagende triste og ængstelige.
På Sexologisk Klinik har de meget fokus på sex og seksualitet. Blandt andet skal de transkønnede svare på, om de tænker på deres forældre, når de onanerer. Hvad mener du om den tilgang som psykolog?
Transkønnethed handler i min optik primært om identitet. Så jeg ville gå til det ud fra det udgangspunkt, at det her handler om en masse andet end seksualitet. Vores seksualitet er et meget følsomt felt og en meget privat ting, og det synes jeg virkelig, at man skal behandle med omhu. Jeg ved ikke præcis, hvordan de gør på Sexologisk Klinik, men det vigtigste for mig er, at det ikke fylder for meget, og at det er med respekt for den enkeltes privatliv.
Behandlerne på Sexologisk Klinik foretager både samtaler og er med til at afgøre, om personen over for dem får mulighed for at komme videre i forløbet. Hvad mener du om den dobbeltrolle?
Det skal man være meget forsigtig med. Det helt ideelle ville være, at undersøgelse og behandling er to forskellige vinkler. For hvis det er den samme person, som både behandler og vurderer os, så kan det have flere indbyggede problematikker. Blandt andet at man prøver at vise noget andet, end det man er, for at få det, man gerne vil have – at man føler, at man som person skal gå på kompromis med sin egen tilstedeværelse. Det kan både føles forkert og meget ydmygende.
Hvordan ville du gribe det an, hvis det var dig, der skulle lave en vurdering af, om folk var parate til at gå ind i et videre forløb?
Først og fremmest ville jeg forsøge at finde ud af, om jeg sidder over for et menneske med en rimelig stabil personlighedsstruktur. Og det findes der metoder til, som ikke går meget ind i det seksuelle, og som ikke tager flere år at foretage.