To et halvt år efter at de flygtede fra Myanmar, vil op mod en halv million Rohingya-børn i flygtningelejrene i Bangladesh snart få adgang til undervisning
Regeringen i Bangladesh har i denne uge meddelt, at den vil tilbyde skolegang og undervisning i andre færdigheder til de Rohingya-børn, der siden flugten fra Myanmar for to et halvt år siden har boet i flygtningelejre i nabolandet.
Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer har længe kæmpet for, at de op mod en halv million børn i lejrene kan få opfyldt deres ret til uddannelse, og har i samme ombæring advaret mod omkostningerne ved at få en ”tabt generation” af Rohingya-børn uden uddannelse og dermed fremtidshåb.
”Det er en vigtig og meget positiv forpligtelse, som regeringen i Bangladesh har påtaget sig, da det giver børnene mulighed for at gå i skole og forfølge deres fremtidsdrømme. De har allerede mistet to skoleår og har ikke råd til at spilde mere tid uden at gå i skole,” siger Saad Hammadi fra Amnesty Internationals kontor i Sydasien og tilføjer:
”Det er vigtigt, at alle børn i området får adgang til en passende og anerkendt kvalitetsuddannelse. Det gælder både Rohingya-flygtningenes børn og værtslandets børn. Det internationale samfund har en nøglerolle med hensyn til at sørge for, at Bangladeshs regering har de nødvendige ressourcer til at nå målet.”
Skolegang afvist indtil nu
Hidtil har regeringen i Bangladesh afvist opfordringerne til at sørge for, at Rohingya-børnene fik undervisning, og der har kun været nogle få centre spredt rundt i flygtningelejrene i Cox’s Bazar-området, hvor man kunne lege og få lidt undervisning. Et lille antal børn, som fik adgang til de lokale skoler, blev smidt ud efter ordre fra regeringen.
Børnene har levet med usikre fremtidsudsigter, hvor de blandt andet har frygtet at blive sendt tilbage til Myanmar, hvor der blev begået forbrydelser mod menneskeheden. Mange af børnene var ved at være færdige med deres tidlige skolegang i Myanmar, da militæret angreb deres landsbyer og sendte dem på flugt til Bangladesh.
Masud bin Momen, Bangladeshs udenrigsminister, sagde i denne uge: ”Regeringen har fundet det nødvendigt at give Rohingya-børnene et fremtidshåb ved at udvide muligheden for skolegang og anden undervisning.”
Ifølge den nye plan vil børnene kunne gå i skole indtil de er 14, i hvilken periode de følger det pensum, man har i Myanmars skoler. Børn over 14 vil få undervisning i andre færdigheder. Skolerne vil derfor få brug for lærere, der kan undervise efter Myanmars pensum og undervise på burmesisk.
Starter med 10.000 børn
Et pilotprojekt, som er et samarbejde mellem UNICEF og regeringen i Bangladesh, vil involvere 10.000 børn. Projektet vil derefter blive udvidet til andre børn, herunder børn fra værtslandet, som mangler undervisning. De bangladeshiske børn vil blive undervist separat efter Bangladesh’ pensum.
FN’s Børnekonvention, som Bangladesh har ratificeret, gør det klart, at den uddannelse, som børn får, skal sørge for udviklingen af barnets personlighed, talenter, mentale og fysiske færdigheder til dets fulde potentiale. Det vil styrke respekten for menneskerettigheder og forberede barnet på et ansvarligt liv i et frit samfund.
”Fordelene ved at uddanne børn kan ikke undervurderes. Det har en positiv effekt på lokalsamfundet og samfundet generelt. Børnene vil få en egen stemme, de vil kunne kræve deres rettigheder og hjælpe sig selv og andre ud af vanskelige situationer. Men omkostningerne ved at nægte børn uddannelse kan vise sig alvorlige, herunder at gøre dem udsatte for fattigdom og udnyttelse. Vi hilser dette mærkbare gennembrud velkomment og ser frem til, at regeringen opfylder sine forpligtelser,” siger Saad Hammadi.