Saudi-Arabien har endelig løsladt de to kvinderettighedsforkæmpere Samar Badawi og Nassima al-Sada, der begge har siddet fængslet for deres fredelige arbejde for kvinders rettigheder bl.a. retten til at køre bil. Begge kvinder har siddet i fængsel siden juli 2018 sammen med mindst 15 andre menneskerettighedsforkæmpere, der alle arbejder for kvinders rettigheder i landet.
Flere af kvinderne har berettet om tortur og seksuel vold, og Nassima al-Sada har siddet i isolationscelle siden februar 2019. Selvom hun nu er løsladt, er det betinget af et 5-års udrejseforbud, hvilket begrænser hendes bevægelsesfrihed og ytringsfrihed. Amnesty kræver, at dette bliver løftet øjeblikkeligt.
Samar Badawi fik i 2012 overrakt den prestigefyldte International Women of Courage pris fra USA netop for at udfordre det Saudi-Arabiske værgesystem, der dikterer, at kvinder skal have samtykke fra et mandligt familiemedlem ved større beslutninger. Nassima al-Sada har tilsvarende arbejdet for afskaffelse af netop dette værgesystem.
Amnesty har i flere år arbejdet for de to kvinders løsladelse, og selvom den Saudi-Arabiske regering senere har afskaffet det flere årtier gamle forbud for kvinders ret til at køre bil, fastholder de, at de kvindelige rettighedsforkæmpere har haft mistænkelig kontakt med fremmede aktører samt modtaget tilbud om finansiel støtte fra oversøiske fjender.
Vi er glade for, at begge kvinder nu er på fri fod, men kræver samtidig, at de sikres retten til fri bevægelighed ved at kunne rejse frit ind og ud af landet.