For ti år siden blev 276 piger bortført fra en skole i den nigerianske by Chibok af terrorgruppen Boko Haram. Nogle af pigerne formåede selv at flygte fra deres bortførere, mens andre blev løsladt efter omfattende kampagnearbejde fra forskellige organisationer – herunder Amnesty International. 82 holdes stadig fanget, og flere end 1.400 børn er blevet bortført i senere angreb.
Amnesty har talt med nogle af de nu unge kvinder, der vendte sikkert hjem, og med mødrene til dem, der stadig er savnede.
Gloria Mainta blev bortført for ti år siden. Nu er hun løsladt, er færdig med gymnasiet og i gang med at genopbygge sit liv:
”Jeg er en af de bortførte Chibok-piger. Det var smertefuldt at blive adskilt fra mine forældre. Mine bortførere gjorde en masse ting ved mig og de andre piger. Vi blev slået og råbt ad – der er ikke noget, som de ikke gjorde ved os. Selv om de ikke tvang os til at gifte os med dem, var det, de gjorde ved os, værre. Vi klarede den kun, indtil Gud reddede os. Jeg skulle hente vand, feje jorden og gøre en masse ting, som kvinder ikke bør gøre. Det fik mig til at føle mig dårlig.
Jeg kan slet ikke beskrive, hvor lykkelig jeg var den dag, jeg fandt ud af, at jeg ville blive løsladt. Jeg havde det, som om jeg var i himlen. Siden min løsladelse, er jeg vendt tilbage til skolen. Til at begynde med var jeg bange for at vende tilbage, så jeg skiftede skole for at være tæt på mine forældre. Jeg har ikke lyst til at tilbringe et eneste minut mere uden dem. Jeg er nu dimitteret fra gymnasiet.
Da jeg var i hænderne på Boko Haram, savnede jeg alt. Jeg er meget ked af det på vegne af de piger, der stadig holdes fanget. Mit håb er, at de får deres frihed som os andre. Vi ved, hvordan det er derinde, så det er grunden til, at jeg gerne vil have, at de også bliver sat fri, så de kan være sammen med deres forældre”.
Tvunget til at gifte sig med bortførere
Mary Dauda blev bortført af Boko Haram. Her fortæller hun, hvordan livet så ud, da hun blev holdt fanget.
”Jeg husker den dag, jeg blev bortført. Det var forfærdeligt. Jeg græd – det er stadig meget smertefuldt. Stedet, hvor jeg blev holdt fanget, var meget slemt. Det var noget, vi aldrig havde kunnet forestille os. Vi led der. Vi var sultne. Vi blev ved med at tænke på vores forældre derhjemme og spekulerede på, om vi nogensinde ville blive genforenet med dem. Vi spekulerede på, hvordan det ville være at bo med vores bortførere, da vi ikke kendte dem.
Vi havde hørt en masse historier om Boko Haram, og nu var vi kløerne på dem. Vi vidste ikke, hvordan det ville ende. Disse tanker blev ved med at løbe igennem hovedet på mig. Da vi blev holdt fanget, fortalte vores bortførere os, at vi skulle gifte os med dem, for ellers ville de ikke give os mad. Vi skulle bygge værelser til dem og feje dem, så de kunne blive gift og sove derinde. De sagde, at hvis vi giftede os med dem, ville det blive vores liv: Hvis vi ikke gjorde det, ville vi blive deres slaver. Dem, der nægtede at gifte sig med dem, sidder stadig fanget.
Jeg blev løsladt i 2016, og jeg var ovenud lykkelig. Jeg følte det som om, at jeg var blevet genfødt. Efter jeg var blevet løsladt, gik jeg i skole i tre år, og så blev jeg gift. Jeg bor nu sammen med min mand og mine to børn. Jeg vil gerne tilbage til noget uddannelse på et eller andet tidspunkt. Jeg vil sikre, at mine børn går i skole og bliver selvhjulpne. Og jeg håber, at resten af Chibok-pigerne bliver løsladt”.
Ville ikke spise eller tale
Da Rosa Musas datter vendte hjem, ville hun ikke spise eller tale med andre. Men efter at være begyndt i skole igen trives hun atter.
”Jeg oplevede en dobbelt tragedie, da min datter blev bortført. I samme måned blev min by angrebet, og min mand blev dræbt. På det tidspunkt var jeg cirka tre måneder henne i min graviditet, og jeg var den eneste i huset. Heldigvis gav Gud mig styrke til at fortsætte, og det er på grund af ham, at jeg stadig er i live.
Da jeg hørte, at min datter Junmai Miutah var blevet løsladt, var jeg så lykkelig og stolt. Selv om det ikke har været let at høre om, hvad hun har været igennem. Det var ikke ok, det der skete derude i bushen, og hun var hårdt ramt af det. Hun ville ikke spise noget, da hun kom hjem. Hun ville ikke tale med andre børn. Gudskelov er hun nu tilbage i skolen og klarer sig fint. Hun lever et godt liv og støtter mine andre børn og hjælper med at løse de problemer, der opstår. Hun vil gerne fortsætte med sin uddannelse.
Jeg vil ikke glemme dem, der stadig bliver holdt fanget. Vi beder til, at de vender sikkert hjem. Jeg vil have, at regeringen samarbejder med andre for at sikre, at de andre piger kan vende hjem. Jeg ønsker, at deres forældre kommer til at opleve den samme stolthed, jeg føler, når jeg kigger på min datter”.
“Jeg vil bare se min datter”
Maja Abdullahis datter Billis er stadig savnet.
”Siden min datter blev bortført, har jeg ikke hørt noget fra hende eller om hende. Jeg ved ikke, hvordan hun har det. Jeg har ikke set hende. Jeg får det skidt, hver gang hendes navn bliver nævnt. Jeg vil have, at regeringen gør noget. Vores piger blev ikke bortført fra deres hjem, de blev bortført skole. Nogle piger er blevet løsladt, så jeg håber, at hvis jeg bliver ved med at trygle regeringen, vil min datter også komme hjem.
Jeg ville blive så glad, hvis jeg igen kunne få lov til at se min datter eller tale med hende. Der er gået ti år nu. Jeg håber virkelig, at organisationer vil blive ved med at arbejde for løsladelsen af de piger, der stadig holdes fanget. Jeg vil bare se min datter. Det er mit håb”.
Det er chokerende, at den nigerianske regering ti år efter skolebortførelserne i Chibok hverken har lært noget eller truffet effektive foranstaltninger for at forhindre angreb på skoler
Isa Sanusi, chef for Amnesty International Nigeria
“Jeg tænker altid på dem”
Comfort Ishayas datter, Hauwa, blev bortført for ti år siden. Hun er fortsat savnet.
”Min datter, Hauwa, blev bortført fra Chibok for ti år siden. Jeg havde det virkelig skidt, da det skete. Jeg følte nærmest, at blodet stoppede med at flyde igennem min krop. Som mor er det ikke nemt at føde et barn. Jeg ammede hende i ni måneder. Og så – få dage før hendes sidste eksamener – blev hun bortført. Det føltes som om, at vi ikke længere havde en forbindelse.
Da vi hørte, at pigerne var blevet løsladt, håbede jeg, at min datter var en af dem, men det var hun ikke. Hver gang nogen bliver løsladt, er det så smertefuldt at finde ud af, at det ikke er din datter.
Jeg spekulerer på, om min datter stadig er i live. Det håber jeg virkelig, at hun er. Det er det, jeg ønsker. Når jeg spiser min mad, tænker jeg på hende, og om hun får mad. Jeg tænker på hende hele tiden. Jeg håber virkelig, at jeg kommer til at se min datter igen, lige meget hvor gammel hun bliver.
Vi kan ikke bare glemme de piger, der stadig er savnede. Jeg tænker altid på dem. Jeg leder stadig efter min datter. Jeg vil have, at regeringen på alle planer fortsat støtter mig. Jeg håber og beder til, at vi får dem at se igen”.
Amnesty: Få savnede sikkert hjem og beskyt skoler mod bortførelser
82 skolepiger fra Chibok, der blev bortført af Boko Haram-krigere i 2014, savnes stadig, og den nigerianske regering bør lægge meget mere arbejde i at få dem sikkert hjem. Samtidig skal skolerne i landet sikres mod de bortførelser af børn, som der har været adskillige af siden det notoriske angreb i det nordlige Nigeria for ti år siden.
Det mener Amnesty, der fra 2014 og frem har dokumenteret mindst 17 sager med massebortførelser, hvor mindst 1.700 børn er blevet bortført af bevæbnede mænd og ført ud i bushen, hvor de i mange tilfælde er blevet udsat for alvorlige krænkelser – herunder voldtægt.
”Det er chokerende, at den nigerianske regering ti år efter skolebortførelserne i Chibok hverken har lært noget eller truffet effektive foranstaltninger for at forhindre angreb på skoler. Antallet af bortførelser, som har fundet sted siden 2014, herunder så sent som i sidste måned, samt det faktum, at flere hundrede børn stadig er i hænderne på bevæbnede mænd, viser manglen på politisk vilje hos myndighederne til at adressere problemet”, siger Isa Sanusi, der er chef for Amnesty International Nigeria.
Han fortsætter:
”Bortførelsen af børn og angreb på skoler kan udgøre krigsforbrydelser. Det er de nigerianske myndigheders ansvar at sætte en stopper for disse angreb og retsforfølge de mistænkte gerningsmænd gennem retfærdige retssager samt sikre, at ofrene får retfærdighed og adgang til ordentlig erstatning. Et årti er nok tid for de nigerianske myndigheder til at finde en løsning, men indtil videre viser virkeligheden, at regeringen hverken har viljen eller engagementet til at sætte en stopper for disse angreb på børn og deres skoler”.
Uddannelser er gået i stå efter Boko Hamas bortførelser
Efter bortførelserne i Chibok lancerede man initiativet ”Sikre Skoler” for at forbedre sikkerheden omkring skolerne i Nigeria. Men implementeringen er kørt fast i bureaukratiske mudder og beskyldninger om korruption. Resultatet er, at mange nordlige stater i landet har lukket skoler på ubestemt tid, hvilket har afbrudt tusinder af børns uddannelse.
Amnestys undersøgelser afslører, at al uddannelse i Chibok og de omkringliggende samfund stadig er påvirket af bortførelserne i 2014.
Statsregeringen i Borno genopbyggede Government Girls Seconday School i Chibok, som blev brændt ned til grunden af Boko Haram i 2014 og opførte gymnasier og en teknisk skole i Chibok. Men der er ikke meget akademisk aktivitet på skolerne, fordi forældre stadig tøver med at sende deres børn i skole, fordi de frygter flere Boko Haram-bortførelser.
Amnesty kræver undersøgelse af mulige tvangsægteskaber
Amnesty opfordrer de nigerianske myndigheder til straks at sætte en uafhængig og transparent undersøgelse i gang om mulige tvangsægteskaber mellem 20 piger fra Chibok – der er blevet løsladt inden for de seneste to år – og tidligere Boko Haram-krigere.
Tvangsægteskaberne skulle være indgået i et center, der blev stillet til rådighed af Borno-statsregeringen i Maiduguri. En forælder til en af kvinderne bekræftede over for Amnesty, at de tvungne ægteskaber havde fundet sted.
Statsregeringen i Borno påstår, at disse Boko Haram-krigere har været i rehabilitering og er blevet reintegreret i samfundet gennem regeringens særlige program for angrende Boko Haram-krigere.
”Det er forfærdeligt, at disse løsladte Chibok-piger blev tvunget til at gifte sig med deres bortførere. De tvungne ægteskaber, der er organiseret af statsregeringen i Borno, er tilsyneladende et forsøg på at formilde Boko Haram-krigere uden nogen som helst hensyntagen til de involverede pigers rettigheder eller mentale trivsel”, siger Amnesty International Nigerias chef, Isa Sanusi.