Tjetjenien: Homoseksuelle bliver bortført, tortureret og dræbt

Formodede homoseksuelle mænd bliver systematisk jagtet i den russiske republik Tjetjenien, rapporterer den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta. Ifølge avisen er over hundrede mænd blevet bortført i en koordineret indsats og derefter udsat for tortur samt tvunget til at opgive navne på LGBT-personer.

På en tidligere politistation nær byen Argun i Tjetjenien bliver homoseksuelle mænd buret inde, mishandlet og tortureret til de udleverer navnene på andre homoseksuelle mænd eller LGTBI-personer, de kender. Det skrev den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta 1. april i år.

Rapporterne oplyser, at flere hundrede mænd er blevet bortført, alene på grund af kidnappernes formodning om, at de er homoseksuelle. Det bliver bekræftet af det russiske LGBT-netværk.

Avisen hævder at kunne bekræfte mord på tre mænd, mens kilderne oplyser, at der er sket mange flere mord.

Alvi Karimov er talsmand for den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov og afviser beskyldningerne med, at der slet ikke findes homoseksuelle i republikken, og at bortførelserne derfor ikke kan have fundet sted.

Troværdige kilder
Amnesty International kan ikke selv dokumentere de grusomme forbrydelser, fordi det ikke er muligt at få adgang til mulige ofre for forbrydelserne.

Troværdige kilder fortæller, at de mænd, som er blevet løsladt, fordi kidnapperne enten ikke kunne bekræfte deres formodninger om mændenes seksualitet, eller fordi der er udbetalt løsesum, ikke vil stå frem, fordi de frygter repressalier.

Avisen bag rapporterne er velrenommeret for sin dybdeborende journalistik om Tjetjenien igennem mange år. Journalisten Anna Politkovskaya arbejdede for avisen Novaya Gazeta og blev hyldet for sine artikler om forholdene i Tjetjenien, indtil hun i 2006 blev skudt og dræbt i den bygning, hvor hun boede.

Korrespondenten Elena Milashina, som fornyligt skrev artiklerne om heksejagten på homoseksuelle mænd, har desuden modtaget dødstrusler. I adskillige år har hun for Amnesty været en betroet kilde til oplysninger om krænkelser af menneskerettigheder i Tjetjenien.

Oplysningerne fra avisen stemmer overens med vidneudsagn, der er indsamlet af det russiske LGBT-netværk. Netværket har også oprettet en hotline og iværksat evakuering af tjetjenske LGBT-personer.

Ingen straf for mord
I Tjetjenien er homofobien fremherskende og bliver understøttet af myndighederne. Såkaldte æresdrab er vidt udbredt i det nordlige Kaukasus og især i Tjetjenien. Homoseksuelle mænd og mænd, som bliver opfattet som homoseksuelle, risikerer at blive myrdet af familiemedlemmer, fordi de har plettet familiens ry.

Myndighederne ser ofte på disse mord med milde øjne, og drabsmændene nyder derfor hyppigt straffrihed.

Amnesty kræver undersøgelse
Der er tale om meget alvorlige forbrydelser på grundlag om formodninger om menneskers seksualitet, og beskyldningerne kommer fra kilder, som Amnesty anser som troværdige.

Tjetjenien er én blandt 21 autonome republikker i Den Russiske Føderation. Derfor er det afgørende, at de centrale russiske myndigheder tager hånd om sagen.

Amnesty International kræver derfor, at de russiske føderale myndigheder straks sætter gang i en tilbundsgående, uafhængig og effektiv efterforskning de rapporterede forfølgelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. Efterforskningen skal føre til retsforfølgelse af de skyldige i overensstemmelse med internationale retsstandarder. 

Amnesty opfordrer også russiske myndigheder til at gøre, alt hvad der står i deres magt for at beskytte personer, der er i fare i Tjetjenien, på grund af deres seksuelle orientering eller formodninger om denne.

OPDATERING DEN 27. MARTS:
Siden denne nyhed er blevet offentligtgjort er dokumentationen for de grusomme forbrydelser mod formodede homoseksuelle mænd i Tjetjenien blevet endnu stærkere. Amnesty International har nemlig nu været i stand til at kontakte, mødes med og interviewe nogle af de mænd, der for nylig er flygtet ud af Tjetjenien, efter de ulovligt blev tilbageholdt og tortureret, fordi de blev antaget for at være homoseksuelle.

Mændenes historier stemmer overens med de anklager, vi hidtil har hørt, herunder beretningerne fra evakuerede mænd fra Tjetjenien. Af hensyn til mændenes sikkerhed kan Amnesty International ikke viderebringe yderligere detaljer fra møderne med disse mænd eller deres skildringer.