I 1972 blev Albert Woodfox og to andre mænd dømt for drabet på en fængselsbetjent. Siden har Woodfox siddet isolationsfængslet i Louisiana. Amnesty mener, at beviserne i sagen er forfalskede. Nu siger konen til den dræbte fængselsbetjent det samme: Løslad Albert Woodfox.
Den 17. april 1972 vil altid stå klart i Leontine Rogers’ hukommelse.
Den dengang 17-årige studerende – til daglig kaldet Teenie – vågnede tidligt, spiste morgenmad og kørte sin 23-årige mand, Brent Miller, til arbejde. Han var fængselsbetjent i det berygtede Angola Prison i staten Louisiana.
Et par timer senere, mens Teenie var til undervisning, dukkede hendes søster pludselig op.
”Der er sket en ulykke. Brent er død”, sagde hun.
Teenie’s verden brød sammen. Parret havde kun været gift i tre måneder. Brent blev fundet i en fængselscelle med adskillige knivsår.
”Brent var hele mit liv. Han var sjov, sød og begavet. Han sang og spillede på trommer, han var en helt igennem god fyr. Jeg kunne slet ikke forestille mig at leve videre uden ham. Det var et hårdt slag”, fortæller Teenie.
Falske beviser
Hverken Teenie eller Brents familie vidste på det tidspunkt, at deres liv fra da af ville være vævet tæt sammen med et retsopgør, der har varet næsten et halvt århundrede. Tre sorte mænd blev dømt for drabet på Brent Miller – Albert Woodfox, Heman Wallace og Robert King. Sidstnævnte befandt sig i et helt andet fængsel i Louisiana, men han blev dømt for at planlægge drabet.
Men retssagen mod dem var præget af fejl og falske beviser. På den måde afspejlede dommen den udbredte diskrimination og korruption i Louisianas retsvæsen. Alle tre blev placeret i isolation efter drabet. Sammen blev de kendt som ”Angola 3”.
Ved et bizart sammenfald af omstændigheder endte Teenie med at kæmpe for retfærdighed – ikke bare for sin afdøde mand, men også for de tre mænd, der blev dømt for drabet.
Racisme og drab
Brent og Teenie mødte hinanden i begyndelsen af 1970’erne i en lille by tæt ved Angola Prison, hvor størstedelen af fængselspersonalet og deres familier boede. Teenie’s far var fængselsbetjent ligesom Brent.
Fængslet, som er bygget på en tidligere slaveplantage, var kendt for sin brutale behandling af fanger. De indsatte var racemæssigt adskilt og blev udelukkende bevogtet af hvide betjente. Racisme, mord og voldtægt var udbredt bag fængslets mure.
Blandt de hundredvis af fanger i Angola Prison var Albert Woodfox og Herman Wallace, som sad inde for væbnet røveri. I et forsøg på at forbedre forholdene for de indsatte i fængslet dannede de en afdeling af De Sorte Pantere – en populær, revolutionær bevægelse. Men deres aktivisme blev ikke ligefrem hilst velkommen af fængslets ledelse.
Umiddelbart efter drabet på Brent Miller blev de således udpeget som skyldige og placeret i små, mørke isolationsceller på to gange tre meter.
Det lille samfund af fængselsfunktionærer og deres familier udenfor murene var i oprør. De krævede svar, fortæller Teenie. Selv flyttede hun væk og fulgte retssagen på afstand.
Bestikkelse af vidner
Albert Woodfox og Herman Wallace nægtede sig skyldige, men de blev dømt, selv om anklageren ikke kunne præsentere nogen fysiske beviser, som forbandt dem med drabet:
Et blodspor på gerningsstedet blev anvendt som bevis, selv om det ikke matchede nogen af de dømte.
Siden den oprindelige retssag er det kommet frem, at hovedvidnet blev bestukket af fængselsansatte for at afgive falsk forklaring imod de to mænd.
Andre vidner har siden trukket deres forklaringer tilbage.
Efter 29 år i isolationsfængsel blev Robert King løsladt i 2001, men Herbert Wallace og Albert Woodfox befandt sig fortsat i isolation.
Det banker på døren
Advokater og menneskerettighedsgrupper har ført en utrættelig kampagne for deres løsladelse, og i 2006 bankede Billie Mizell på døren hos Teenie Rogers. Billie Mizell arbejde som efterforsker for Insight Prison Project, og hun kom til at ændre Teenie’s syn på retssagen.
”Billie sagde, at hun ville tale med mig om Angola. Jeg var fascineret af, at nogen ville tale med mig om, hvad der var sket. Hun viste mig beviserne… Det blodige fingeraftryk. Faktum er, at aftrykket ikke tilhører nogen af de tre fængslede, og det fik mig til at tænke… Og efter at have set alle beviserne er det min opfattelse, at de er uskyldige”, siger Teenie.
Fra det øjeblik tilsluttede Teenie sig Amnestys kampagne for at løslade Angola 3, selv om hun har mødt hård modstand fra fængselsfunktionærerne og deres familier hjemme i Angola.
Nej til besøg
Fremskridtene er små. Sidste år, efter næsten 40 år i isolation, blev Herman Wallace diagnosticeret med dødelig kræft. Da Teenie hørte det, anmodede hun om tilladelse til at besøge ham i fængslet, men alle forespørgsler blev afvist af myndighederne.
”Mit hjerte bristede, da jeg fandt ud af, at Herman var døende. Jeg ville se ham, jeg ville tale med ham. Jeg ønskede tilgivelse. Han skulle vide, at jeg tror på, at han er uskyldig. Men jeg fik ikke lov”, fortæller Teenie.
Til sidst afgjorde en amerikansk domstol, at retssagen imod Herman Wallace havde været uretfærdig. Desværre kom afgørelsen for sent til, at den kunne ændre Hermans liv. Han døde den 4. oktober 2013 – tre dage efter sin løsladelse.
Sidste chance
Albert Woodfox er nu det sidste medlem af Angola 3, som sidder i fængsel. Han har tilbragt over halvdelen af sit liv i isolationsfængsel for en forbrydelse, som Teenie – offerets kone – ikke tror på, at han har begået.
Selv om domstolene tre gange har omstødt Alberts dom – senest for et år siden – så bliver staten Louisiana ved med at appellere afgørelserne.
Den 67-årige Albert Woodfox holdes bag lås og slå 23 timer i døgnet i en celle på to gange tre meter. Han har kun lov til en times aktivitet om dagen i et lille udendørs bur eller for at tage et bad.
Ifølge Albert Woodfox’ advokat lider han af klaustrofobi, forhøjet blodtryk, hjerte- og nyreproblemer, sukkersyge, angst og søvnløshed.
Efter fire årtier i isolation afventer han fortsat, om appelretten vil følge den domstolsafgørelse, der for et år siden omstødte hans oprindelige dom. I så fald kan han måske igen opleve friheden. I modsat fald vil han sandsynligvis dø i fangenskab.
Imens fortsætter Teenie sin kamp for retfærdighed. Ikke kun for Albert Woodfox, men også for mindet om sin mand, fordi hun er overbevist om, at den rigtige gerningsmand fortsat er på fri fod.
”Jeg tror, myndighederne forfølger dem, fordi de er nødt til at give nogen skylden. De tror, at de udøver retfærdighed. Men i virkeligheden har staten begået en uretfærdighed. Det bliver nødt til at stoppe”, siger Teenie.
”Jeg står frem nu, fordi jeg ikke ønsker, at endnu en uskyldig mand skal dø i fængslet”.