Frihedsrettighederne i den vestlige verden er under pres. Det er nu, vi skal op af stolen og sige fra over for magthavernes hang til kontrol over protester, hvis vi skal bevare vores demokratier intakt fremadrettet.
Dette debatindlæg af vores seniorrådgiver Paula Larrain blev bragt i Berlingske mandag den 24. marts 2025.
”Hvordan er det at arbejde for menneskerettigheder, når I hele tiden taber?”
Spørgsmålet faldt fra et ungt familiemedlem, og et øjeblik måtte jeg lige dvæle ved, hvor godt et spørgsmål, det i virkeligheden er.
For ja, vi taber for tiden. Demokratier bliver fortrængt over hele verden og selv her i den vestlige verden, hvor generationer er vokset op med at tage deres egne menneskerettigheder for givet, bliver vi ramt af stramning på stramning, der indskrænker vores personlige frihed.
Mit svar kom lidt forsinket, men fra et ærligt hjerte:
”Det er nu, der sker noget, for det er, når vi er ved at miste vores egne rettigheder, at folk vågner op og minder hinanden om, at vi altid skal kæmpe for vores rettigheder og aldrig kan tage dem for givet.”
Efter Donald Trump overtog præsidentposten, har folk kappedes om at være chokeret, men efterhånden som chokket lægger sig, begynder klarheden at vise sig. Vi er nødt til at sige fra.
Håbet ligger i de amerikanske demonstranter i alle farver og fra alle religioner, der i disse dage går på gaden for at kræve studenteraktivisten Mahmoud Khalil løsladt.
Khalil blev hentet ved sit hjem i New York af Homeland Security efter ordre fra det amerikanske udenrigsministerium og bragt til et berygtet fængsel i Louisiana med henblik på udvisning. Han har ellers permanent opholdstilladelse og hans højgravide partner er amerikansk statsborger. Han blev hentet, fordi han havde været en af hovedpersonerne under studenteraktivismen på Columbia University. Altså, blev han hentet af magthaverne for at have brugt sin forfatningsgivne ytringsfrihed til at råbe op om andres rettigheder, præcis som det foregår i de diktaturer, vi i Amnesty International forsøger at stille til regnskab for krænkelser af menneskerettighederne.
At det sker nu i USA, er et kæmpe wake up call til de demokratiske kræfter, der heldigvis kommer i spil, som de skal med protester fra befolkningen. Det giver håb, at så mange går på gaden og kræver Mahmoud Khalil løsladt omgående.
På et tidspunkt udtalte en af demonstranterne, at hun gik på gaden, fordi hun ikke ville have europæiske tilstande i USA. Og det er faktisk meget rammende for, hvordan det står til med vores egne frihedsrettigheder i Europa.
I England er det blevet direkte forbudt at sidde fredeligt lænket til hinanden arm i arm og grænsen for, hvad der forstyrrer den offentlige orden er sat så langt ned, at politiet og ministre kan forbyde demonstrationer foran selv parlamentet. I Tyskland må man ikke synge eller råbe på andet end engelsk og tysk til demonstration, og i Danmark har politiet nu fået flere beføjelser til at begrænse retten til protest ved at indføre strafzoner og strafperioder på uklar baggrund.
Dertil skal føjes en massiv oprustning på overvågning i det offentlige rum, som giver det modsatte af tryghed, hvis den dag kommer, hvor staten ikke længere er din ven. Og ja, så er der den såkaldte koranlov.
Hvad der sker i Europa, kan være langt mere foruroligende, end hvad der sker i USA. For mens amerikanerne taler åbent om demokrati og rettigheder godt hjulpet på vej af kritiske medier, er voldelige overfald på fredelige demonstranter i Europa stort set fraværende fra danske og europæiske mainstream medier.
Det er den omvendte verden. Begivenheder i USA bliver ofte dækket væg til væg, men at fredeligt demonstrerende kvinder fik tæsk med knytnæver og stave af tysk politi, skal man finde ud af via alternative medier. Og det skete ellers i vores naboland.
Hvis vi skal have en chance for at bevare vores egne rettigheder, for eksempel retten til at forsamles og protestere fredeligt, så er vi nødt til i det mindste at kunne følge med i, hvad der foregår på gaden.
Der hviler her et stort ansvar hos alle de civile aktører, herunder også medier, som også skal kunne dække, hvad der sker i verden udenfor de bonede gulve.
På de bonede gulve bliver der talt med stor bekymring om, hvordan sociale medier er med til at undergrave den demokratiske samtale, men uden sociale medier ville vi i Danmark næppe kunne følge med i folkedrabet i Gaza, eller de massive demonstrationer, der har fundet sted de seneste 17 måneder med de begrænsninger af europæernes rettigheder, som er fulgt i kølvandet. (se ovenstående)
I Amnesty International følger vi udviklingen tæt og kritisk. Og vi opfordrer mainstream medier, herunder de to store danske statsmedier, til at stille skarpt på den indskrænkning af rettigheder, vi er vidne til i denne tid. Politikerne er ved at æde sig ind på vores frihedsrettigheder bid for bid, og det sker modsat i USA uden stor debat og ofte med en nedladende holdning til dem, der går på gaden og siger fra.
Retten til protest er en vigtig del af den mindretalsbeskyttelse, et sundt demokrati betegnes af. Et demokrati består ikke kun af periodevise valg og flertallets magt. Det er alt det, der sker ind i mellem valg, der er selve kernen af demokratiet. Det er her, vi siger til og fra. Det er her, mindretal får lov til at flage i fællesskab, hvad de synes, bør være anderledes. Det er her meninger brydes, og det er netop her, vi skal give plads til dem, der mener noget helt andet end det almindelige.
Uenighed er ikke en svaghed vi skal undgå, det er demokratiets styrke. Derfor er det en kerneværdi at beskytte retten til protest og ikke slå ned på demonstranter, blot fordi de forstyrrer den offentlige orden. Det er netop meningen med en demonstration, at man skal forstyrre flertallet i deres trummerum for at gøre opmærksomt på en sag. Fra landmænd med deres store traktorer, til hvidklædte demonstranter foran Mærsk på Esplanaden. Og også studenteraktivister i USA.
Vi kommer aldrig til at føle os trygge, hvis vi ikke forstår, at frihedsrettighederne er hele forudsætningen for det trygge og frie samfund, vi har opbygget, herunder tilliden til, at din næste også gerne vil være fri.
Omfattende overvågning, magthavere der taler utrygheden op og mindretal ned, undertrykkelse af protest og forfølgelsen af anderledes tænkende er til gengæld noget, du skal være utryg ved.
Det fører alt sammen til brud på dine og mine frihedsrettigheder, og er det ikke lige præcis dem, vi opruster militært for at ville bevare?
Værdikampen klinger hult, når politikere bruger frygt til at ville indskrænke den frihed, vi ellers gerne vil hævde, at vi står for. Det er nu, vi skal holde fast i frihedsrettighederne og sige fra, når de udhules – ikke den dag, det er for sent.
