”Vi skal kunne se vores børn i øjnene om tyve år”

Kampen mod apartheidstyret i Sydafrika har formet Amnestys nye generalsekretær, Kumi Naidoo, som i dag kæmper videre for menneskerettighederne globalt. Hans ambition er ikke mindst at bringe Amnesty længere ind i kampen mod global opvarmning – det med hjælp fra de unge.

Af: Patrick van Ijzendoorn

Ikke alle i Kumi Naidoos omgangskreds forstod, hvorfor han overhovedet ville være Amnesty Internationals nye generalsekretær.

”Hvornår bliver du voksen, får dig et rigtigt job og begynder at tænke på dig selv?”, spurgte en gammel ven fra anti-apartheidkampen, der nu er direktør for en stor virksomhed.

”Jeg har tænkt på mig selv, men særligt på min datter og sønner, på mine nevøer og niecer. På fremtiden for vores børn”, griner Kumi i dag, et år efter han begyndte i jobbet som Amnestys nye topchef.

Samtidig er den tidligere Greenpeace-chef dødsens alvorlig – for eksempel da han nævner rapporten fra FN’s klimapanel, som fastslår, at menneskeheden kun har 12 år til at forhindre en apokalyptisk og irreversibel klimaforandring.

”12 år. Lad det lige synke ind. 12 år inden, der ikke er noget at gøre. Det, vi i dag gør, svarer til at flytte om på stolene på dækket af Titanic”.

Hans ambition om, at Amnesty skal være med helt i front i kampen mod global opvarmning, har skabt spørgsmål. Burde verdens største menneskerettighedsorganisation ikke overlade det til Greenpeace eller Friends of the Earth og fokusere på politiske fangers skæbne?

Naidoo ser det på en anden måde:

”Er der en større trussel mod menneskerettighederne end klimaforandringernes akutte trussel mod hele menneskeheden?”, spørger sydafrikaneren, der har det svært med hierarkiske strukturer.

Titlen generalsekretær er for stor, mener han: ”Jeg er Kumi”.

Aktivist i ly af natten

Nok mener Kumi Naidoo, at truslerne er både store og akutte, men kun en gang i løbet af interviewet fremstår han selv modløs.

Det sker, da han taler om sin storesøsters død. Hun fik konstateret en aggressiv tumor i hjernen samme dag, som han var i London på sit første besøg hos Amnesty.

Hans søster blev som en mor for ham, efter at hans rigtige mor begik selvmord.

Året var 1980 – og tragedien skete to uger før, at Kumi som 15-årig deltog i en stor studenterdemonstration mod Pieter Bothas (Sydafrikas premierminister, red.) apartheidregime. Demonstrationen fandt sted Naidoos hjemby Durban, hvor han voksede op i en såkaldt township som en fjern slægtning til de indere, som briterne havde skibet af sted til Sydafrika for at arbejde i minerne, jernbanerne og sukkerplantagerne.

”Min søster var, hvad jeg vil kalde en tavs aktivist, der var aktiv i kulissen. Om aftenen gav hun også i skjul nøglerne til sin mands bil, så min bror og jeg kunne foretage os vores natlige aktiviteter. Uden hende ville det, vi gjorde, aldrig have været muligt. Vores far mente, at vi skulle fokusere på vores studier, men han var stolt uden at sige noget og kom ofte over på skolen for at tale vores sag, når vi nok engang var blevet suspenderet”.

Flugten til Oxford

Af politiske fædre nævner Naidoo Gandhi og Mandela. Den første svor til ubevæbnet kamp, mens den anden havde en anden tilgang. Naidoo selv kom ofte i kontakt med politiet som studenteraktivist.

”I min studietid var jeg konstant på flugt og blev arresteret flere gange.”

En af de mange aktioner, han var involveret i, var ”Stem ikke”-protesten, efter at regimet havde lavet et adskilt parlament til det indiske mindretal.

”Typisk del og hersk”, siger han. Campus var så usikker for ham, at han var nødsaget til at tage sin eksamen på en hemmelig adresse. Til sidst flygtede han i 1987 til Storbritannien, hvor han fik et Rhodes-scholarship til Oxford University.

”Jeg tænkte, at det var ret poetisk. Koloniherskeren Rhodes var selv blevet rig på at plyndre Sydafrika, og hans arv betalte nu for mit speciale om politisk modstand i Durban. Han må have roteret i sin grav”.

Bonede gulve og besatte olieplatforme

Efter løsladelsen af Mandela i 1990 og apartheidstyrets fald vendte han tilbage til sit hjemland.

”Det var et chok. Som modstandskæmper lever du fra dag til dag, og pludselig skulle jeg tænke på karriere og pensioner”.

Han blev tilbudt en toppost i partiet ANC, men afslog. I dag mener han fortsat, at politikeres rolle overvurderet, mens ledere af fagforbund, religioner og NGO’er har mere indflydelse, end de selv tror.

Naidoo valgte derfor en rolle som aktivist i civilsamfundet. I 2009 skabte han overskrifter med en sultestrejke i protest mod det sydafrikanske styres bånd til Zimbabwes diktator, Robert Mugabe. På den nittende dag, hvor Naidoo havde tabt syv kilo, modtog han et opkald fra Greenpeace, der tilbød ham jobbet som øverste chef.

Han var i tvivl, men hans dengang 16-årige datter Naomi overbeviste ham:

”Hun sagde, at hun ville miste al respekt for mig, hvis jeg lod den mulighed passere”.

De næste syv år boede han i to verdener: Den diplomatiske, der inkluderede folk som Tony Blair, Vladimir Putin, Barack Obama, Bob Geldof og Bill Gates. Og den aktivistiske, hvor han blandt andet var med til at besætte en olieplatform, der tilhørte den russiske energigigant Gazprom. Hans mål var ikke at redde planeten som så mange andre traditionelle miljøforkæmpere, men at redde menneskeheden.

”Naturen kommer sig så snart, at der ikke er mennesker tilbage på jorden; det er ikke den vigtigste ting”.

Fremtidens ledere

Relationen til Amnesty går næsten tre årtier tilbage.

”I månederne før jeg begyndte på Oxford, mødte jeg nogle Sydafrika-researchere fra Amnesty for at fortælle dem om fængslingen af aktivister, der ikke var bredt kendt, og jeg holdt kontakten med dem.

Hvad tror han, at Amnesty – der begyndte at arbejde med miljøspørgsmål i 2009 – kan bidrage med i kampen mod global opvarmning?

”Med syv millioner medlemmer er vores organisation større og mere udbredt end Greenpeace. Vi kan spille en rolle i forhold til at fordømme forurenere, der krænker menneskers rettigheder. Vi kan lægge pres på regeringer og virksomheder for at få dem til at luftforurening alvorligt.”

Naidoo bliver opmuntret af unge menneskers interesse i klimaet og vil derfor også give dem en mere prominent rolle i Amnesty.

”Du hører ofte, at unge mennesker er fremtidens ledere, men det er ikke længere tilfældet. De skal være ledere lige nu, fordi det er deres fremtid, der er på spil.”

Dette bringer ham til hans tredje helt, Martin Luther King. Mere præcist en tale af den berømte præst og menneskerettighedsaktivist i 1965, hvor den fire måneder gamle Kumi stadig lå i sin vugge.

54 år senere er Naidoo i stand til at recitere hele passager.

”Jeg vil aldrig have til hensigt at indrette mig efter økonomiske forhold, der vil tage fornødenheder fra de mange for at give luksus til de få og lade millioner af mennesker gå til grunde på en ensom ø af fattigdom midt i et enormt hav af velstand”.

Han understreger, at mod og afkald på goder er nødvendigt for at redde verden.

”Alle er enige om, at tingene går i den forkerte retning, men det handler om villigheden til at gøre noget ved det”.