“Vi skulle jo også kunne sove om natten”
Da antallet af asylansøgere fra Eritrea steg i sommeren 2014, meddelte justitsminister Karen Hækkerup, at hun ville sætte ind over for stigningen. Det blev begyndelsen til enden for to af Udlændingestyrelsens mest erfarne researchere, som i dag er fratrådt deres stillinger efter en voldsom kamp om fagligheden i styrelsens dokumentationskontor.
Tekst: Ole Hoff-Lund og Bjarke Windahl Pedersen
Foto: Jakob Boserup
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY september 2015
Indtil marts i år hed to af Udlændingestyrelsens mest erfarne researchere Jens Weise Olesen og Jan Olsen.
Igennem to årtiers samarbejde i styrelsens dokumentationskontor har de været på så mange såkaldte fact finding-missioner sammen, at de er vant til blot at kunne udveksle et indforstået blik, når kilder fra Afrika til Rusland har fortalt dem noget, som skal efterprøves, så det i sidste ende kan være med til at afgøre sager om asyl i Danmark.
Men trods deres erfaring oplever de noget nyt under et interview på en vestlig ambassade i Eritrea sidste efterår.
Det er ikke en kilde, men deres egen nye kontorchef, Jakob Dam Glynstrup, som imod sædvane er taget med på missionen, der får dem til at udveksle et undrende blik:
”Jakob blev helt opslugt af at finde noget, der kunne bruges til en praksisændring. I sin iver efter at få bekræftet sin forståelse af sagen, lagde han ordene i munden på kilden. Det gør man bare ikke. Det er en af de største fejltagelser, man kan begå, på en fact findingmission”, siger Jens Weise Olesen.
Den påstand, som kontorchefen ifølge researcherne forsøger at få bekræftet, er, at eritreanske asylansøgere, som har forladt Eritrea ulovligt og er deserteret fra militærstyrets tidsubestemte værnepligt, siden kan vende tilbage til Eritrea uden risiko for overgreb, hvis de blot betaler en strafskat og underskriver et angrebrev. I spørgsmålet om hvorvidt eritreanere har ret til asyl eller ej, er det en helt central påstand.
Og det er en påstand, som Danmark i november sidste år – som det første land i Europa – lægger op til at gøre til grundlaget for en ny asylpraksis. Kort tid efter må Udlændingestyrelsen trække den bebudede praksisændring tilbage, da en af Eritrea-rapportens hovedkilder, professor Gaim Kibreab, offentligt anklager styrelsen for at have manipuleret med hans citater og misbrugt ham i den endelige rapport.
Under interviewet i Eritrea vælger Jens Weise Olesen og Jan Olsen kort at slå over på dansk for at standse deres nye kontorchef. Efterfølgende beklager han, ifølge researcherne, og siger, at han ”vist kom til at forløbe sig”.
Ingen konsekvenser
AMNESTY møder de to embedsmænd i København. Ingen af dem arbejder i dag i Udlændingestyrelsen. Efter voldsomme interne kampe omkring den måde, de oplever, at dokumentationskontoret ændrer sin faglige praksis i forbindelse med Eritrea-rapporten, bliver de begge tildelt ansættelsesretlige advarsler, fjernet fra sagen og ender med at sygemelde sig med stress og belastningssyndrom.
Ifølge Udlændingestyrelsen skyldes advarslerne, at researcherne modsætter sig ledelsens beslutninger. Den udlægning er hverken researcherne eller Justitsministeriet dog enige i. Som øverste myndighed afgør ministeriet senere, at advarslerne er uberettigede, og styrelsen trækker dem tilbage. Det fører dog ikke til, at Jens Weise Olesen og Jan Olsen vender tilbage til deres arbejde.
De ender i stedet med en fratrædelsesordning, så de begge får løn langt ind i næste år. En ekspert i offentlig forvaltning har kaldt fratrædelsen for ”en undskyldning” fra Udlændingestyrelsen, der dog aldrig officielt har taget afstand fra hverken personalesagen eller den endelige Eritrea-rapport. Tværtimod har styrelsen, trods massiv kritik fra Amnesty, FN, rapportens hovedkilde og researcherne selv, fastholdt, at rapporten også fremover vil danne skabelon for styrelsens arbejde.
”Styrelsen har på intet tidspunkt trukket i land. Tværtimod har de erklæret, at også de fremtidige rapporter skal skrives som Eritrearapporten”, siger Jens Weise Olesen, som af samme grund ikke opfatter sagen for afsluttet.
”Men mindre nogen andre virkelig bestemmer, at det her skal have nogle konsekvenser, så trækker styrelsen jo bare hjelmen ned og gemmer sig, indtil det her er drevet over”, tilføjer Jan Olsen.
Researcherne har derfor kontaktet Ombudsmanden, som nu undersøger Eritrea-forløbet. Over for AMNESTY kritiserer de deres tidligere ledelse for at have sat dem under pres for at levere et bestemt resultat og for bevidst at manipulere med baggrundsoplysninger for at kunne give afslag på asyl til eritreanere og dermed behage det politiske system.
”Det var et drømmescenarie for cheferne at kunne præsentere helt nye oplysninger om forholdene i Eritrea”, siger Jan Olsen.
Kritikpunkter i kø
AMNESTY har læst embedsmændenes redegørelse til Ombudsmanden. Af den fremgår det, at det afbrudte interview i Eritrea hverken er det første eller sidste tilfælde, hvor Jan Olsen og Jens Weise Olesen mener, at processen med at indsamle fakta og drage asylretlige konsekvenser på uforsvarlig vis bliver blandet sammen:
I den uge, deres chef deltager på missionen til Eritrea, oplever de, at han ikke lader dem spørge ind til centrale påstande, ligesom han ønsker at afkorte missionen, før Jan Olsen og Jens Weise Olesen har foretaget de interview, de selv mener, er nødvendige. Da rapporten udkommer, er det i et nyt format, der stik imod sædvane ikke blot præsenterer kildernes uredigerede vidneudsagn, men også indeholder en indledning på tyve sider, hvor de forskellige citater er plukket ud og brudt op, så de giver et misvisende indtryk af kildernes udsagn. Dertil skriver de til Ombudsmanden, at deres kontorchef i flere tilfælde åbent spekulerer i, hvilket asylretligt resultat, den siddende regering ønsker:
”Før, under og efter missionen til Eritrea understregede Jakob mundtligt gentagne gange på kontormøder og over for os, at sagen havde topledelsens største interesse og også justitsministerens opmærksomhed. Jakob udtalte, at det sidste, regeringen ønskede i en kommende valgkamp, var et stigende asylansøgertal, og at flygtninge skulle blive et tema”.
Al troværdighed er væk
Efter fælles overvejelser om karrierefremtid og familiehensyn har det indtil nu været Jens Weise Olesen, som i offentligheden har fremsat kritikken af Udlændingestyrelsen. Men til AMNESTY udtaler de sig begge, for som Jan Olsen, der er tyve år yngre end Jens Weise Olesen, siger, så har de ikke nogle aktuelle overvejelser om ansættelse i staten:
”Nu er vi jo stemplet som whistleblowere og illoyale medarbejdere i systemet”.
Til Ombudsmanden skriver I, at jeres kontorchef åbent spekulerer i, hvad regeringen ønsker af resultater fra Eritrea-missionen. Har I noget belæg for den påstand?
”Vi har kun vores ord for det. Men det blev sagt flere gange i vores åbne kontor, så vi var jo langt fra de eneste, som hørte det. Vi håber, at Ombudsmanden kan påvise det”, siger Jens Weise Olesen. Men det er vel normalt på en arbejdsplads, ikke mindst som jeres, at snakke om politik.
Hvorfor var det et problem for jer?
”Jeg oplevede det som et pres for at levere et bestemt resultat”, siger Jan Olsen.
I retter en hård kritik af jeres chefers styring af Eritrea-sagen. Vil I selv stole på det materiale, som måtte komme fra dokumentationskontoret i dag?
”Aldrig i livet. Jeg synes virkelig, at de første tyve sider i den her Eritrea-rapport har fjernet enhver form for troværdighed fra kontoret, som det i bedste fald vil tage mange år at genopbygge”, siger Jan Olsen.
AMNESTY har forelagt Udlændingestyrelsen kritikken om, at kontorchef Jakob Dam Glynstrup skulle have lagt ord i munden på en kilde, og at han åbent spekulerede i, hvad der ville behage den daværende regering. I en e-mail afviser styrelsen kritikken:
”Kontorchef Jakob Dam Glynstrup afviser fuldstændigt de to påstande. Udlændingestyrelsen afviste i øvrigt kategorisk alle de øvrige påstande om pression fra de to medarbejdere igennem sidste efterår og fastholdt, at der er tale om en personalesag”.
Voldsomme interne kampe
Hverken Jens Weise Olesen eller Jan Olsen opdager, da Eritrea-rapporten udkommer i slutningen af november.
Efter et voldsomt møde med deres chefer kort tid efter hjemkomsten fra Eritrea, er de begge så hårdt ramte af hele forløbet, at de sygemelder sig.
”Da vi fik mødeindkaldelsen, gik det op for mig, at jeg måske ikke havde et job om et par dage. Men min familie støttede mig hundrede procent i, at jeg ikke skulle finde mig i det. Jeg fik en advarsel, og da rapporten udkom, var jeg helt stressramt”, siger Jan Olsen.
Jens Weise Olesen forsøger at arbejde videre, men også han ender med at sygemelde sig, da han efter mødet får besked på at rydde sit skrivebord og flytte hen til en plads ved siden af sin kontorchef. Officielt er han under opsyn.
”Da jeg blev sat deroppe ved Jakob dagen efter det møde, der prøvede jeg faktisk. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke arbejde på den måde. Al faglig stolthed var væk i det kontor. Det var svært, fordi vi har kendt mange af vores kollegaer i årevis og ved, at de har været enige i den måde, vi har lavet dokumentationsarbejde på”.
Jens Weise Olesen og Jan Olsen ved ikke, hvem der har skrevet den endelige rapport på baggrund af deres interviews. Men det overrasker dem ikke, da de hører, at Udlændingestyrelsen samtidig med rapportens offentliggørelse erklærer, at man vil ændre asylpraksis. Eritreanere på flugt skal som udgangspunktet ikke længere have asyl i Danmark:
”De nye oplysninger viser, at eritreanske statsborgere, der er udrejst illegalt og har unddraget sig værnepligt, godt kan genindrejse, hvis de betaler to procent i skat til den eritreanske stat og underskriver et angrebrev”, lyder det fra Udlændingestyrelsens nye vicedirektør Lykke Sørensen.
Foto: Jakob Boserup
Skulle kunne sove om natten
Under missionen i Eritrea taler Jan Olsen og Jens Weise sammen om mistanken om, at de er sendt på jagt efter et bestemt resultat. Og mens deres kontorchef ønsker at få dem hjem hurtigst muligt, kæmper de for at få lov til at lave flere interview.
”Det var så simplificeret, at det gjorde ondt. Det ville have været rigtigt godt med flere interview, også fra flygtningelejre udenfor Eritrea. Vi burde også have mødt folk, som ellers ved noget om landet, Amnesty, Human Rights Watch og især FN’s Specialrapportør, som vi kunne have konfronteret med vores nye viden”, siger Jan Olsen.
Hvorfor kæmpede I for at få lov til at lave flere interview?
”Det var for svagt. Vores produkter bliver anvendt til at træffe afgørelser i asylsager, så de skal være gode. Det er jo ikke ansøgninger om tilskud til briller, selvom de kan være vigtige”, siger Jan Olsen.
”Vi skulle jo også kunne sove om natten. Det var derfor, det blev så voldsomt og førte til så stort et opgør”, siger Jens Weise Olesen.
Om sagens kerne, hvorvidt desertører fra militærstyret i Eritrea i dag kan rejse hjem uden risiko for overgreb, siger de:
”Det kan godt være, at nogle kunne det. Men der findes ingen, som kan sige præcist, hvem der bliver anholdt og havner i et sort hul, og hvem der slipper igennem. Det kunne vi heller ikke”, siger Jens Weise Olesen.
Håbet om genoprejsning
Beslutningen om at gå i pressen med deres kritik af Eritrea-rapporten kommer, da Berlingske i december kontakter Jens Weise Olesen.
Kort før har Udlændingestyrelsen fået et alvorligt slag mod troværdigheden, da rapportens hovedkilde anklager styrelsen for at have klippet i hans citater for at tegne et forkert billede af situationen i Eritrea. Kilden er den anerkendte professor, Gaim Kibreab, som er en af verdens førende Eritrea-eksperter med base i London.
”Gaim Kibreabs udsagn blev pillet ud af sammenhænge. Jeg er forfærdelig ked af, at han blev misbrugt”, siger Jens Weise Olesen.
Da Berlingske ringer, er Jens Weise Olesen ikke i tvivl om, at han selv er parat til at stille op, og ”køre denne sag helt igennem”.
Men først konsulterer han sine børn, ligesom han og Jan Olsen aftaler, at Jens Weise Olesen fører ordet i pressen.
”Jeg mener virkelig, det her er værd at stikke sit hoved frem for. Jeg kunne ikke leve med ikke at gøre noget. Men man skal sateme vide, hvad man gør. Vi kunne have fået en fyreseddel omgående, da vi gik i pressen”, siger Jens Weise Olesen.
Både han og Jan Olsen understreger igen, hvor stor pris de har sat på deres arbejde, netop fordi intet skulle forskønnes, uanset hvad politikere, flygtningeadvokater eller ngo’er måtte mene.
Da de står offentligt frem med deres hidtil interne kritik, eksploderer Eritrea-sagen i medierne. Styrelsen afviser kritikken og sender udvalgte dele af Jens Weise Olesen emailkorrespondancer til pressen – tilsyneladende i et forsøg på at vise, at han først har stået inde for Eritrea-rapporten og siden har ombestemt sig. Det ender med, at styrelsen kommer under kritik for at manipulere, da Jens Weise Olesens e-mails er sendt, før rapporten overhovedet er udkommet.
Deres egne kollegaer, nogle af dem igennem mere end ti år, hører de aldrig fra.
”De har aldrig kontaktet os. Det undrer vi os meget over”, siger Jens Weise Olesen.
Til gengæld får de solid støtte fra Dansk Magisterforening, som er gået ind i sagen om advarslerne. På det tidspunkt har styrelsen allerede slået to nye stillinger op som researchere for Afrika og Rusland, som er Jens Weise Olesens og Jan Olsens normale områder. Signalet er klart, og selvom advarslerne trækkes tilbage, ender de med at forlade de job, som de aldrig havde troet ville ændre sig så markant på så kort tid. Magisterforeningen råder dem til at vente med at kontakte Ombudsmanden, mens personalesagen kører.
Så længe venter de ikke:
“Vi er ikke gamle, hævntørstige mænd, men jeg savner, at vi får støtte til de faglige principper, vi har kæmpet for at holde. Jeg håber, at Ombudsmanden vil pege på, at Eritrea-rapporten ikke var sobert dokumentationsarbejde”, siger Jens Weise Olesen.