”Vi vil ikke tie stille”

”Vi vil ikke tie stille”

28-årige Nazha El-Khalidi er journalist og har siden barndommen kæmpet for, at Marokko slipper sit stramme greb om Vestsahara, hvor hun som en del af det oprindelige Sahrawi-folk bor. Den kamp har både ført arrestationer og tortur med sig.

Jeg blev arresteret første gang som 13-årig. Det var i 2005, hvor jeg deltog i en fredelig studenterdemonstration i min hjemby El Aaiún for et frit og uafhængigt Vestsahara. Politiet kom og begyndte at arrestere folk. Jeg prøvede at gemme mig i et hus sammen med nogle andre kvinder, men politiet fandt os og tog alle med ud på gaden, hvor vi blev anbragt i to rækker. Jeg blev slået med køller af betjente fra begge sider, og de tissede også på os.

Efter det tog de os med til en hemmelig politistation, som har et meget dårligt ry, fordi mange er blevet tortureret der. Den ligger cirka en kilometer uden for byen, og både betjente og soldater ventede på os ved indgangen. De begyndte straks at slå os. Ved døren stod der en mand, der spyttede på os, mens vi gik forbi.

Klokken var omkring seks om aftenen, og det var begyndt at blive mørkt. Vi kom ind i et rum og blev tvunget til at stirre på væggene. Vi fik også at vide, at vi ikke måtte dreje vores hoveder eller sige et ord. Derefter fik vi bind for øjnene og håndjern på. Jeg blev ført ind i et andet og meget koldt rum, hvor jeg skulle sidde på gulvet. Jeg kunne mærke, at der var flere politifolk til stede, og de begyndte at afhøre mig på skift.

De tog fat i mit hår, gav mig lussinger og stillede en masse personlige spørgsmål: Hvad jeg lavede til daglig, hvilken stamme jeg tilhørte, og om jeg havde nogen tilknytning til Polisario (sahrawisk oprørsbevægelse, red). Efter at have været tilbageholdt i syv timer blev jeg løsladt klokken et om natten som den første, fordi det var lykkedes min familie at finde nogen, der kunne give politiet lidt penge.

Siden er jeg blevet arresteret flere gange for min medieaktivisme. Sidste gang var i 2018, hvor jeg ville dokumentere den militære belejring af gaderne i min hjemby.  

Militæret var over det hele, og politiet brugte civile biler til at arrestere folk. Jeg var fast besluttet på at filme disse biler og livestreamede det på min personlige Facebookprofil. Efter fire minutter – hvilket man stadig kan se på den offentligt tilgængelige video – begyndte betjente at slå mig, og jeg blev tilbageholdt i fire timer. Herefter blev jeg løsladt uden nogen begrundelse.

Alle mine brødre har også prøvet at blive arresteret og tortureret. Marokko går efter alle sahrawier – også kvinder og børn. Det er en systematisk strategi, der skal intimidere folk og få dem til at tie stille. Men vi tier ikke stille, for vi vil have vores rettigheder. I dag bliver vi hele tiden kontrolleret, vi har ikke ret til arbejde eller ordentlig adgang til sundhed. Hvis vi vil uddanne os, må vi rejse til Marokko, hvor vi møder diskrimination fra lærerne. Der er kun to steder, vi kan studere – i Marrakech og Agadir – og de tager kun meget få studerende fra Vestsahara. De forsøger at skabe opmærksomhed om sahrawiernes forhold, fordi marokkanerne også er ofre for de marokkanske myndigheders propaganda.

Det er en risikabel kamp. En af mine venner, der laver det samme aktivisme som mig, står over for 20 til 30 år i fængsel. To andre er blevet idømt henholdsvis seks og 12 års fængsel. Men vi bliver nødt til at fortsætte, fordi intet har forandret sig. Vi er nu nået til et punkt, hvor vi har bedt FN om beskyttelse. Jeg nærer ingen håb i forhold til andre landes regeringer. Men jeg ønsker virkelig, at de internationale organisationer ville bekymre sig mere om menneskerettighedssituationen i Vestsahara. Der er brug for, at organisationerne får arrangeret besøg i de besatte områder og får lagt pres på Marokko, så de kan oprette kontorer i Vestsahara. Det vil hjælpe med at bryde medieblokaden og give mulighed for at møde ofrene, der hvor de bor, og høre deres historier.