Bliv klogere på Amnestys politik til at beskytte sexarbejdere mod overgreb, tvang og udnyttelse.
Hvorfor skal Amnesty have en politik for at beskytte sexarbejderes menneskerettigheder?
Fordi sexarbejdere er en af de mest marginaliserede og udsatte grupper i verden.
I mange lande er de udsat for seksuelle overgreb, menneskehandel, vold, diskrimination og udelukkelse fra sundhedsydelser. Ofte får de ikke den beskyttelse fra politiet, som de har brug for – ofte er det endda politiet selv, der begår overgrebene.
Vores politik giver retningslinjer for, hvad regeringer bør gøre for at beskytte sexarbejdere.
Hvilke overgreb er sexarbejdere i risiko for?
Sexarbejdere er i risiko for en række menneskerettighedskrænkelser, heriblandt:
- Voldtægt
- Vold
- Trafficking
- Udnyttelse og afpresning
- Vilkårlig fængsling og tilbageholdelse
- Tvangsudsættelse fra deres hjem
- Chikane
- Diskrimination
- Udelukkelse fra sundhedstilbud
- Tvungne HIV-tests
- Manglende juridiske muligheder for at klage over krænkelser
Vi har dokumenteret mange tilfælde, hvor politiet, kunder eller andre har begået overgreb mod sexarbejdere under straffrihed.
Hvad mener Amnesty, at regeringer skal gøre for at standse dette?
Vi mener, at regeringer skal beskytte, respektere og opfylde sexarbejderes rettigheder, herunder:
- Beskytte sexarbejdere mod overgreb, vold, udnyttelse og tvang.
- Sikre at sexarbejdere bliver hørt og kan deltage, når der udvikles love og politikker, som påvirker deres liv og sikkerhed.
- Garantere adgangen til sundhed, uddannelse og alternative måder at forsørge sig på.
Vi opfordrer også til at afkriminalisere sexarbejde. Det gør vi på baggrund af empiri, der viser, at kriminalisering gør sexarbejdere mindre sikre ved at forhindre dem i at søge beskyttelse hos politiet og ved at give straffrihed til de, som begår overgreb og forbrydelser mod sexarbejdere.
Du kan læse hele vores politik her
Hvad betyder afkriminalisering af sexarbejde?
Det betyder IKKE en fjernelse eller svækkelse af love, der forbyder trafficking, udnyttelse eller vold mod sexarbejdere. Disse love skal bevares, og de bør forstærkes.
Afkriminalisering betyder, at love og politikker, som kriminaliserer eller straffer sexarbejde, skal fjernes.
Det betyder også, at lovgivning, der relaterer sig til eksempelvis organisering og udbud af sexarbejde, skal fokusere skarpt på at beskytte sexarbejdere og ikke må ende med at sætte dem i større risici på grund af for bredt fokus eller uklare formuleringer.
Hvad forstår Amnesty ved ”sexarbejde”?
Vi bruger udelukkende udtrykket ”sexarbejde” om udveklinger af seksuelle af ydelser mellem voksne mennesker med begges samtykke.
Støtter I sexarbejde med jeres nye politik?
Vores politik støtter sexarbejdere – ikke sexarbejde.
Research viser, at sexarbejdere ofte sælger sex for at overleve, eller fordi de ikke har andre valg.
Vi mener, stater skal sikre, at ingen bliver tvunget til at være sexarbejdere hverken gennem direkte tvang eller ved at være tvunget af deres livsomstændigheder.
Hvorfor støtter Amnesty afkriminalisering?
Fordi afkriminalisering giver bedre mulighed for at beskytte sexarbejderes rettigheder, uanset om det handler om:
- Adgang til sundhed.
- Deres mulighed for at anmelde forbrydelser til politiet og søge beskyttelse.
- Deres mulighed for at organisere sig og arbejde sammen for at opnå bedre sikkerhed.
- Trygheden ved at vide, at deres familie ikke kan blive retsforfulgt for at ”leve af indtjening” fra sexarbejde.
De, som sælger sex, har brug for beskyttelse. Men hvorfor beskytte alfonserne?
Vores politik handler ikke om at beskytte ”alfonser”. Enhver, der udnytter, udbytter, misbruger eller begår overgreb på sexarbejdere, skal straffes.
Vi anerkender dog det helt reelle problem, der er med love, der forbyder rufferi, bordelvirksomhed og lignende: Disse love ender ofte med at ramme sexarbejdere i stedet for de, som misbruger dem. Det sker, fordi lovene er for bredt formuleret og ikke specifikt nok har fokus på at beskytte sexarbejdere.
Mange steder forhindrer lovene, at sexarbejdere kan sikre sig selv imod overgreb. For eksempel kan det gøre det vanskeligt for sexarbejdere at arbejde i samme klinikker eller at have sikkerhedsvagter, og det kan øge risikoen for, at de bliver smidt ud af deres hjem.
Vi mener, at både lovgivning og politiets ressourcer skal bruges til at beskytte imod udnyttelse, overgreb og trafficking. Men vi mener ikke, at bredt formulerede love, der i praksis gør sexarbejderes liv mere usikkert og risikofyldt, er den mest effektive måde at gøre dette på.
Mener Amnesty, at det er en menneskeret at betale for sex?
Nej!
Vores politik handler overhovedet ikke om sexkøberes rettigheder. Vi fokuserer alene på at beskytte sexarbejdere, som risikerer en række overgreb, der knytter sig til kriminaliseringen af sexarbejde.
Vi mener heller ikke, at det er en menneskeret at købe sex. Vi mener, at sexarbejdere har menneskerettigheder.
Sex skal altid være efter gensidig enighed. Ingen kan kræve det som deres ret.
Hvordan er legalisering af sexarbejde anderledes end afkriminalisering?
I stedet for at fjerne love, som kriminaliserer sexarbejde, betyder legalisering introduktionen af love og politikker, der formelt skal regulere sexarbejde.
Vi er ikke imod legalisering, men regeringer er nødt til at sikre, at et legaliseret system respekterer sexarbejderes menneskerettigheder.
Et eksempel, på hvor galt legalisering kan gå, er Tunesien. Hvis tunesiske sexarbejdere ønsker at forlade deres job på et licenseret bordel, er de nødt til at indhente en tilladelse fra politiet og demonstrere, at de kan forsørge sig selv på ”ærlig” vis. De sexarbejdere, som arbejder udenfor det legaliserede system, er stadig kriminaliseret, og de står dermed uden lovens beskyttelse.
Mener Amnesty, at stater bare skal afkriminalisere og derefter blande sig udenom sexarbejde?
Nej. Vi anbefaler en afkriminalisering af sexarbejde, fordi kriminalisering viser sig at sætte sexarbejdere i en mere usikker og farlig position. Men det betyder ikke, at stater herefter skal vende ryggen til området.
Tværtimod.
Stater skal tage ansvar for at beskytte mennesker i sexarbejde mod overgreb, og staten skal sikre, at de har adgang til sundheds- og sociale ydelser.
Vi mener også, at stater skal sikre, at der er gode exitprogrammer, så mennesker til enhver tid kan forlade sexarbejde, hvis de ønsker det; At stater skal bekæmpe årsager til, at mennesker ender i sexarbejde på grund af fattigdom, diskrimination eller manglende alternative valgmuligheder; Og at stater skal øge indsatsen mod trafficking/menneskehandel, vold, tvang og udnyttelse af sexarbejdere.
Vil afkriminalisering af sexarbejde ikke blot øge trafficking?
Amnesty fordømmer enhver form for trafficking/menneskehandel, herunder til seksuel udnyttelse.
Menneskehandel er en afskyelig menneskerettighedskrænkelse og er forbudt ifølge international lov.
Afkriminalisering af sexarbejde betyder ikke, at menneskehandel ikke længere skal straffes, eller at love, der forbyder menneskehandel, skal svækkes.
Tværtimod må og skal stater have love på plads, der kriminaliserer trafficking, og stater skal effektivt bruge disse love til at beskytte ofre og straffe bagmænd for trafficking.
Der er ingen pålidelige beviser, som indikerer, at afkriminalisering af sexarbejde vil føre til øget trafficking.
Men kriminalisering af sexarbejde kan svække kampen mod trafficking. Ofre kan eksempelvis frygte at træde frem, hvis de frygter, at politiet vil retsforfølge dem for at sælge sex. Når sexarbejde er kriminaliseret, foregår det mere skjult, og dermed stiger risikoen for tvang, herunder trafficking. En afkriminalisering ville kunne øge opsynet og hjælpe med at identificere og forhindre trafficking.
Adskillige organisationer, som arbejder imod trafficking, mener, at afkriminalisering af sexarbejde vil være positivt for kampen imod trafficking, heriblandt Freedom Network USA, The Global Alliance Against Traffic in Women og La Strada International.
Vil afkriminalisering af sexarbejde ikke skade kvinders rettigheder og føre til øget ulighed mellem kønnede?
Tværtimod. Amnestys politik sigter imod at beskytte menneskerettighederne hos nogle af de mest marginaliserede kvinder i verden.
Vi er ikke blinde for, at ulighed mellem kønnene og kønsdiskrimination har stor indflydelse på, at kvinder ender i sexarbejde. Men kriminalisering afhjælper ikke problemerne, men gør blot disse kvinders liv mere usikkert.
Staten skal sikre, at ingen arbejder som sexarbejdere imod deres vilje eller tvunget af omstændighederne for at overleve, og at enhver kan forlade sexarbejde, når hun eller han ønsker det.
Staten skal således arbejde for at styrke kvinders rettigheder, sikre adgang til støtte, herunder uddannelse, socialhjælp, alternativ beskæftigelse og sundhedsydelser.
Det samme gælder transkønnede og mandlige sexarbejdere – mange af disse er homoseksuelle eller biseksuelle – som oplever diskrimination og ulighed.
Hvorfor støtter Amnesty ikke den nordiske model?
Sexarbejdere er ikke direkte kriminaliserede under den nordiske model. Men uanset intentionen, så kan love imod køb af sex og imod organiseringen af sexarbejde alligevel skade sexarbejderne selv.
De betyder ofte, at sexarbejdere er nødt til at påtage sig større risici for at beskytte køberen.
Sexarbejdere har for eksempel fortalt os, at de har følt sig presset til at besøge kunders hjem, så køberen kunne undgå politiet. Det betyder, at sexarbejdere har mindre kontrol over situationen og muligvis er nødt til at gå på kompromis med deres sikkerhed.
Kriminalisering af kunden fører således til, at sexarbejdere bliver mere udsatte, og at de får sværere ved at søge hjælp hos myndigheder og politi.
Under den nordiske model bliver sexarbejdere desuden stadig straffet, hvis de arbejder sammen eller organiserer sig for at opnå beskyttelse.
De kan også opleve problemer med at sikre sig en bolig, eftersom deres udlejere kan blive retsforfulgt for at udleje til dem. Dette kan føre til at sexarbejdere bliver tvunget fra deres hjem.
Hvilke problemer har Amnesty dokumenteret om sexarbejderes forhold i Norge?
Amnestys research viser, at mennesker, der sælger sex, bliver udsat for en række krænkelser af deres menneskerettigheder i Norge.
Sexarbejdere bliver eksempelvis udsat for vold, uden at det får konsekvenser for dem, der har overfaldet dem. Oftest fordi sexarbejdere ikke anmelder overgreb til politiet af frygt for selv at komme i myndighedernes søgelys.
Sexarbejdere bliver smidt ud af deres bolig uden tilstrækkelig varsel. Amnesty er bekendt med eksempler på, at sexarbejdere er blevet smidt ud af deres bolig i forbindelse med at have anmeldt en voldsepisode til politiet.
Besiddelse af kondomer, der kan reducere potentielle skader, mistænkeliggøres.
Retten til privatliv brydes gennem omfattende overvågning.
Hvad siger lovgivningen i Danmark?
I Danmark er det tilladt at sælge og købe seksuelle ydelser, men rufferi er forbudt.
Ifølge straffeloven er det således forbudt at drive virksomhed eller udnytte, at en anden sælger sex, det er forbudt at fremme en anden persons sexarbejde for eksempel ved at agere mellemmand, og det er forbudt at leje hotelværelser ud til brug for sexarbejde. Det er desuden forbudt at snyde eller presse andre til at sælge sex.
Mener Amnesty, at den danske lovgivning skal laves om?
Også i Danmark er sexarbejdere en særlig sårbar gruppe, hvis menneskerettigheder bør beskyttes.
Danmark skal med lovgivning og ressourcer effektivt bekæmpe trafficking/menneskehandel, vold, tvang og udnyttelse af sexarbejdere; Danmark skal sikre, at der er gode exitprogrammer, så mennesker til enhver tid kan forlade sexarbejde, hvis de ønsker det; Danmark skal bekæmpe årsagerne til, at mennesker ender i sexarbejde på grund af fattigdom, diskrimination eller manglende valgmuligheder.
Lovgivningsmæssigt støtter vi, at det i Danmark ikke er kriminelt at købe eller sælge sex. Det er det mange steder i verden med negative konsekvenser for sexarbejdere til følge.
Vi støtter også formålet med den danske rufferilovgivning, som er at beskytte sexarbejdere imod udnyttelse.
Men lovgivningen må ikke udgøre en barriere for, at sexarbejdere kan sælge sex under sikre vilkår.
Derfor opfordrer vi samtidig til at undersøge rufferilovgivningen i Danmark for at sikre, at den rent faktisk lever op til sit formål om at beskytte sexarbejdere. Det skal være muligt for sexarbejdere at arbejde sammen, ansætte en chauffør eller sikkerhedsvagt eller på anden måde organisere deres arbejde, så deres sikkerhed varetages bedst muligt.
En helt central del af en undersøgelse af den eksisterende danske lovgivning vil bestå i at tage sexarbejderne selv med på råd.
Lovgivningens mål skal være den stærkest mulige beskyttelse imod tvang, vold og udnyttelse.
Promoverer Amnesty ikke sexindustrien?
Amnesty hverken støtter eller fordømmer kommerciel sex.
Men vi fordømmer stærkt de menneskerettighedskrænkelser, som begås mod mennesker, som sælger sex, og den diskrimination de møder.
Vi mener, afkriminalisering er et vigtigt skridt imod at adressere disse krænkelser og den diskrimination.
Hvad med dem som er uenige med jer?
Vi anerkender, at der er fundamentalt forskellige syn på afkriminalisering af sexarbejde, og vi respekterer synspunktet fra de, som ikke støtter den position, som vi har taget.
Vi ønsker en respektfuld og åben dialog om, hvordan vi bedst beskytter sexarbejderes menneskerettigheder.
Vi mener også, at der er mange områder med enighed – såsom at sikre, at de som er i sexarbejde eller overvejer det, har alternativer til at klare sig, og at de altid kan forlade sexarbejde, når de ønsker det.
Hvilke beviser baserer Amnesty sin position på?
Vi har brugt mere end to år på at udvikle vores politik til beskyttelse af sexarbejderes rettigheder.
Den er baseret på solid research og konsultationer med en bred vifte af organisationer og mennesker.
Vi har undersøgt det store arbejde på området fra organisationer som WHO, FN AIDS, FN’s Specialrapportør for Retten til Sundhed og andre FN-agenturer. Vi har også kigget på positionen hos eksempelvis The Global Alliance Against Traffic in Women.
Vi har foretaget vores egen detaljerede research i Argentina, Hong Kong, Norge og Papua Ny Guinea, og vi har konsulteret mere end 200 sexarbejdere såvel som tidligere sexarbejdere, politifolk, regeringsrepræsentanter og andre myndigheder og organisationer verden over.
Nationale afdelinger verden over, herunder i Danmark, har desuden konsulteret sexarbejder-organisationer, tidligere sexarbejdere, kvindeorganisationer, kvinderettighedsaktivister, LGBTI-aktivister, anti-traffickingorganisationer, HIV- og AIDS-aktivister samt mange andre.
Vores proces er også blevet suppleret af Amnestys tidligere research, som viser, at overgreb mod sexarbejdere inkluderer, men ikke begrænser sig til:
- Vores rapport om vold imod kvinder i Uganda, hvor vi fremhævede sagerne om kvinder, der blev afvist af politiet og fortalt, at fordi de var sexarbejdere ”var de selv ude om det”, og at ”en prostitueret kan ikke blive voldtaget”.
- Vores offentlige statement, som opfordrer Grækenland til at stoppe kriminaliseringen og stigmatiseringen af påståede sexarbejdere, som er HIV-positive.
- Vores rapport om tortur i Nigeria, og om hvordan sexarbejdere i særdeleshed blev misbrugt af politiet, som voldtog dem og krævede finansielle bestikkelser fra dem.
- Vores hasteaktioner for at standse de målrettede drab på sexarbejdere i Honduras samt tvangsudsættelser og misbrug af politiet mod sexarbejere i Brasilien.
- Vores rapport om Tunesien, som detaljeret viste, hvordan sexarbejdere var i risiko for seksuel udnyttelse og afpresning begået primært af politiet.
Nogle hævder, at Amnestys holdning til sexarbejde skyldes lobbyarbejde fra ”sexindustrien”. Er det korrekt?
Nej.
Den beskyldning er fuldstændigt nonsens.
Vores politik er resultatet af en række globale konsultationer, en gennemgang af eksisterende velunderbyggede beviser og internationale menneskerettighedsstandarder samt vores egen førstehåndsresearch udført over mere end to år.
Den formelle vedtagelse og udgivelse af politikken kommer efter en demokratisk beslutning truffet af Amnestys globale bevægelse i august 2015, som blev rapporteret bredt i offentligheden på det tidspunkt.
I sidste ende er det vores vurdering som menneskerettighedsorganisation, at denne politik bedst muligt beskytter sexarbejdere.
Det er vores eneste motivation for politikken. Og den står vi gerne på mål for.
Denne side er senest opdateret den 12. august 2016.