
I forbindelse med treårsdagen for invasionen af Ukraine deler Olga Padey sin historie om tabet af sin brors familie for at minde verden om de civile, der betaler den højeste pris.
Siden Rusland for tre år siden indledte sin invasion af Ukraine, er hundredtusindvis af civile blevet dræbt eller såret. Amnesty International dokumenterer fortsat Ruslands krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser i Ukraine – herunder de systematiske angreb på boligområder, der har kostet mange familier livet.
Selvom det ikke bringer dem tilbage, vil Olga Padey gerne fortælle historien om sin bror, der mistede hele sin familie. Hendes niece Anastasia og nevø Maksym blev dræbt sammen med deres mor, Zoryana, da et russisk missil ramte deres hjem i Kyiv i juli 2024. De har betalt den højeste pris for den nu tre år lange krig i Ukraine.
“Jeg tænker på dem hver dag. På Zoryana, Maksym og Anastasia. Jeg kigger tit på de mange billeder og videoer, jeg har af dem, hvor de griner. Det er gode minder. Men uanset hvor meget jeg prøver kun at huske det gode, ser jeg hver dag det ødelagte hus for mig,” siger Olga Padey.
Overlevede, men mistede alt
Olga Padeys bror, Vasya, var på forretningsrejse den dag, missilet ramte hans hjem i det centrale Kyiv og slog hele hans familie ihjel. Han overlevede, men mistede alt, fortæller hun. Siden da har han besøgt kirkegården hver dag.
”Hans liv sluttede dér. Nu er huset, hvor de boede, genopbygget, men han vil aldrig vende tilbage dertil. I stedet har han bosat sig på landet,” siger Olga.
De søgte ly i badeværelset – men intet kunne have reddet dem
Maksym var 10 år gammel. Han gik til karate og var tæt knyttet til sin far. Hans lillesøster, Anastasia, kaldet Nastya, var otte. Hun gik til gymnastik og drømte om at blive blogger. Deres mor, Zoryana, sørgede altid for, at hjemmet var i orden, og at hverdagen fungerede, fortæller Olga Padey.
”Zoryana, min brors kone, var bange for raketter. Hun var rædselsslagen. Jeg ved, at de normalt gik ned i kælderen under luftalarmerne. Men denne gang blev de i lejligheden. De søgte ly på badeværelset bag to vægge – som er en anbefalet beskyttelsesforanstaltning. Men missilet ramte direkte deres del af bygningen,” siger hun.
Kælderen ville ikke have reddet dem. Den styrtede sammen under angrebet.

Ingen tog deres telefon
Den morgen talte Olga Padey med sin bror. Han var taget på arbejde. Senere på dagen begyndte luftalarmerne, og russiske missiler ramte blandt andet et børnehospital i Kyiv.
Kort tid efter ringede han igen. “En del af bygningen er styrtet sammen. Zoryana og børnene var hjemme.”
Da Olga og hendes mand ankom, var redningsmandskabet i gang med at lede efter overlevende. Angrebet var ikke overstået – endnu en luftalarm lød, og eftersøgningen blev midlertidigt afbrudt.
Ingen besvarede deres opkald. Olga kontaktede hospitaler i håb om, at familien var blandt de sårede.
Senere samme dag blev ligene fundet. Redningsfolkene bar en pige ud. Hun havde en lilla hårtot. “Det er ikke Nastya,” tænkte Olga. “Hun må være et andet sted, i live.” Men dagen før havde Anastasia fået farvet en tot af sit hår.
Maksym var svær at genkende. Han havde fået ny frisure dagen før, og hans ansigt var ødelagt af eksplosionen.
Da deres far ankom til Kyiv, var hans kone også blevet fundet. Hendes krop var lemlæstet.

Maksym og Anastasia blev dræbt af russiske missiler. De to søskende var hjemme med deres mor, da angrebet ramte deres hus.
Billedet er en del af en minde-kalender og skabt af den ukrainske kunstner Beata Kurkul.
Der findes ikke et sikkert sted i Ukraine
“Jeg blev gravid under invasionens første år. Jeg havde ventet længe på at få et barn. Det er kun mit barn, der holder mig oppe nu,” fortæller Olga.
“I Ukraine er ingen steder sikre. Civile bliver dræbt hver dag. Hver gang er det et chok. Jeg håber, at de ansvarlige en dag bliver stillet til regnskab. Både dem, der giver ordrerne, og dem, der udfører dem. Hvornår vil det ske? Jeg håber, det bliver snart.”
Amnesty har dokumenteret en lang række sager, hvor civile er blevet dræbt som følge af russiske angreb. Børn er på grund af deres fysiske udvikling særligt sårbare for luftangreb.
I november 2024 rapporterede UNICEF, at mindst 16 børn blev dræbt eller såret om ugen, og at tallet kan være meget højere.
Sådan gør Amnesty International
-
- Vi kræver retsforfølgelse af de ansvarlige for de menneskerettighedsforbrydelser, vi har dokumenteret, siden Rusland besatte Krim-halvøen i Ukraine i 2014.
-
- Vi fortsætter arbejdet med at dokumentere de krigsforbrydelser og brud på international lov, som er blevet begået, siden Rusland indledte sin ulovlige fuldskala-invasion i Ukraine i februar 2022. Amnesty har blandt andet dokumenteret Ruslands brug af ulovlige våben, herunder klyngeammunitionen og såkaldte spredte, anti-personelle miner (landminer designet til at ramme mennesker, red.) i civile områder i Kharkiv. Begge våbentyper er forbudt ifølge internationale traktater, fordi de rammer tilfældigt og dermed sætter civile i fare.
-
- Amnesty har også dokumenteret overlagte angreb på civile, angreb på civil infrastruktur, kidnapninger, henrettelser uden rettergang, tortur, frihedsberøvelser og tvangsforflytninger af civile. Vi sikrer, at der er beviser for forbrydelserne, så de ansvarlige kan blive stillet for en domstol.
-
- Amnesty kræver, at Rusland stopper deres aggression mod Ukraine og kræver et fuldt stop af krigen nu.
Vil du vide mere? Find vores dokumentation om Ruslands invasion af Ukraine her

Støt vores arbejde. Så hjælper du os med at dokumentere og sikre beviser for krigsforbrydelser og brud på menneskerettigheder.
støt vores arbejde